Prøv avisen
Interview

At flytte hjemmefra er blot de første museskridt mod voksenlivet

Et gennemgående blandt unge mennesker i et nyt forskningsprojekt er, at de ikke føler sig voksne, når de forlader barndomshjemmet. Foto: Modelfoto/Iris/Ritzau Scanpix

Generationer tilbage var det at flytte hjemmefra lig med at blive voksen. I dag er det en indledende øvelse til en lang overgangsperiode, viser forskning

For et par generationer siden var det at flytte hjemmefra i overvejende grad noget, man selv stod for. Man ringede på boligannoncer i avisen, tog til den by, man skulle flytte til, og besigtigede værelser og lejemål og pakkede efterfølgende sine ejendele i flyttekasser. Måske lejede man også selv en varevogn og shanghajede venner, der kunne hjælpe med at slæbe.

At flytte hjemmefra blev betragtet som at blive voksen, og derfor klarede man det meste selv. Det har ændret sig i dag.

Niels Ulrik Sørensen er souschef, forskningsleder og lektor ved center for ungdomsforskning ved Aalborg Universitet. I forskningsprojektet ”Den gode overgang” følger han sammen med forskerkolleger 36 unge og deres forældre, i de første år efter de unge er flyttet hjemmefra. Projektet forventes afsluttet i 2020. Han siger:

”En af de mest markante forskelle på de unge omkring de 20 og deres egne forældres generation er forældreengagementet. Mange forældre er rigtigt meget inde over og vælter nærmest med ind over dørtærsklen til de voksne børns nye liv. I nogle tilfælde overtager mor og far styringen. I andre tilfælde er de mere sparringspartnerne, der understøtter de unges valg.”

Forældreengagement eller ej, så er det et gennemgående træk hos de unge i forskningsprojektet, at de ikke føler sig voksne, når de forlader barndomshjemmet.

”De oplever ikke, at de er blevet voksne, bare fordi de er flyttet hjemmefra. De er stadig på vej i livet og i gang med den proces, man kan kalde ’den udstrakte voksentilblivelse’. Cirka en tredjedel ender også med at flytte hjem igen for en kortere eller længere periode. Det er der nogle, som kalder boomerangbørn,” siger Niels Ulrik Sørensen og tilføjer:

”Tidligere var voksenlivet det, man stræbte efter, når man flyttede hjemmefra. I dag definerer man sig som én, der fortsat lever et ungdomsliv, men i nye rammer.”

Danske unge er i gennemsnit 21 år, når de flytter hjemmefra, og er dermed blandt dem i Europa, der flytter væk fra hjemmet tidligst – kun slået af unge i Sverige og Luxembourg. I Danmark flytter de unge kvinder i gennemsnit tidligere hjemmefra end de unge mænd. At unge i Danmark forlader reden tidligt, bør man således have for øje, inden man korser sig over curlingforældre og boomerangbørn, påpeger Niels Ulrik Sørensen.

”Det er et udtryk for, at velfærdsstaten har gjort os mindre afhængige af familieøkonomien, end det for eksempel er tilfældet i et land som Italien. Men derfor kan man jo godt fortsat have brug for en nærhed med sin familie. Selvom de unge er tæt knyttet til deres forældre, skal de stadig have en selvstændig hverdag til at køre, som måske befinder sig flere hundrede kilometer fra barndomshjemmet. Det kræver noget andet, end hvis de boede dør om dør eller under samme tag.”

Netop relationen til forældrene betyder meget for, hvordan de unge har det med at flytte fra barndomshjemmet. Nogle forældre overinvolverer deres børn i, at det er hårdt for dem, at reden nu bliver tom. For mange forældre er det dog en ambivalent følelse, når børnene flytter hjemmefra, viser forskningsprojektet fra Aalborg Universitet.

”De fleste af forældrene i vores undersøgelse formår at fokusere på, at de er lykkedes med at opdrage nogle unge mennesker, der nu kan klare sig selv. Men enkelte forældre invaderer de unge med deres følelser, og de svulmende hjerter flyder ud over det hele. De unge mærker, at det klart er nemmere for dem at flytte, hvis forældrene kan indkapsle de følelser. Der er også unge, som har en svær relation til deres forældre, og for dem minder flytteprocessen mere om den for et par generationer siden, fordi de er på egen hånd i deres nye liv,” siger Niels Ulrik Sørensen.