Jeg har slået keramiknisserne ihjel

Kåre Gades flyttekasse er fyldt med julepynt af den slags, man kun kan elske, hvis man selv har været med til at opbygge samlingen

Kåre Gade
Kåre Gade. Foto: ANDREW ATKINSON .

En uge inde i december har vi traditionen tro stadig ikke nået at pynte til jul. Når jeg siger vi, mener jeg fruen. Med sin fingerfærdige kreativitet kan hun udføre små mirakler med et bundt grankviste og et rødt bånd fra Ikea. Jeg skal ikke prøve at gøre hende kunsten efter. Jeg skal heller ikke over morgenkaffen nævne, at det kunne være hyggeligt, hvis der var pyntet, når drengene kommer hjem.

“Jeg gider ikke høre om, hvad jeg mangler at nå,” vrisser hun og påpeger, at hun har ligget vandret for at julehygge for andre.

“Plus, hvem er det, der har brugt dage på at finde et nyt køleskab?”, tilføjer hun.

Det er fruen. Da vores ovn brød sammen, var det mig, der valgte den nye. Det minder hun mig om, når hendes bagværk mislykkes. Køleskabsindkøbet har jeg holdt mig uden for. Det er jeg glad for, da det ankommer. Det viser sig, at hun har bestilt en indbygningsmodel uden håndtag og er nødt til at få det hentet igen. I en uge har vi ikke haft køleskab.

“Eftersom jeg alligevel skal gå hjemme og vente på, at de kommer med det nye køleskab, skal jeg også nok pynte. Hvis du løfter kassen ned fra det høje skab.”

Flyttekassen er fyldt med julepynt af den slags, man kun kan elske, hvis man selv har været med til at opbygge samlingen. En pakkekalender med filtmotiver, købt i Panduro Hobby for 27 år siden. Et syltetøjsglas dekoreret med en hest i sne, som den ældste lavede i børnehaven. Et utal af kulørte glaskugler, som fruen hvert år truer med at smide ud, men som alligevel altid ender i kassen efter jul. Og tre røde keramiknisser - en stående, en siddende og en liggende - som har stået ved drengenes tallerkener, siden de var små, og omtrent lige så længe har måttet finde sig i at blive kombineret i fantasifulde, erotiske stillinger mellem rødkålen og flæskestegen.

Det er dette indhold, der - da jeg står på trappestigen og mærker mig selv miste grebet - forlader kassen og regner ned over fruen. Der bliver stille.

“Åh Gud,” siger jeg og forventer at se glasskår overalt, inklusive fruens hovedbund.

Men mirakuløst er der ingen knuste kugler at se, blot et ansigt, der fortæller, at jeg bør skynde mig på arbejde.

Da jeg kommer hjem, er der stadig ingen julepynt, men der er et utilsluttet køleskab, som til forveksling ligner den indbygningsmodel, der blev hentet i sidste uge. Der lyder muzak fra fruens kontor. Jeg finder hende i stærkt ophidset tilstand, ventende i en telefonkø til køleskabsleverandørens kundeservice.

“Jeg bad udtrykkeligt om et fritstående køleskab. Nu kan jeg begynde forfra.”

Jeg fortrækker til stuen. Efter et stykke tid kan jeg høre hende forlade kontoret. Hun begynder at pusle med julepynten. Freden sænker sig. Pludselig lyder et gennemtrængende skrig. Da jeg finder hende, holder hun en æske frem, fuld af røde keramikstumper.

“Det var det eneste, der ikke måtte gå i stykker,” siger hun.

Jeg har slået keramiknisserne ihjel. Ikke mine drenge, men næsten. Jeg går ned i køkkenet for at blande en gin og tonic og kommer i tanke om, at der ingen kolde tonics er.