Fodboldfan: Når jeg hører nationalmelodien, er det, som om min afdøde far står ved siden af mig

Samtidig med at europamesterskaberne i fodbold går i gang, er kontinentet, der har været hårdt plaget af coronavirus, ved at lægge pandemien bag sig. Fællesskab og fest er på vej tilbage. Kristelig Dagblad har spurgt en mangeårig landholdsfan, hvad han taler om, når han ­taler om fodbold. For hvorfor overhovedet gå op i 22 mands sparken til en bold?

 55-årige Claus Amondsen er selvstændig og mangeårig DJ og eventmand. Han bor til dagligt i Rødovre med hans kone, som også glæder sig til EM-slutrunden – ”men også til den slutter igen,” som Claus Amondsen siger.
55-årige Claus Amondsen er selvstændig og mangeårig DJ og eventmand. Han bor til dagligt i Rødovre med hans kone, som også glæder sig til EM-slutrunden – ”men også til den slutter igen,” som Claus Amondsen siger. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Når jeg lukker øjnene, kan jeg med ét ryge tilbage til kampen mod Italien i Idrætsparken i 1981. Vi vandt 3-1, men det er ikke så meget selve sejren og målene, jeg ser for mig. Det, jeg husker, er menneskehavet dækket i de rød-hvide farver. På det tidspunkt havde jeg været i Idrætsparken flere gange før, men det var, som om det var den her kamp, som fortryllede mig. Som om det var herfra, jeg vidste, at jeg fra nu ville følge landsholdet i tykt og tyndt. Jeg husker, hvordan min far og jeg – når pengene af og til var til det – drog af sted mod Fælledparken, hvor han købte os billetter til de billigste ståpladser, man kunne få nede på ”hockeybanen”. Fodbold var noget, vi havde sammen. Og der stod jeg så som en ung knægt med en sodavand i hånden ved siden af min far og sugede alt til mig. Farverne og alle sangene, og så det faktum, at folk krammede med alle, når der blev scoret. Noget jeg stadig insisterer på at gøre i dag. Jeg var solgt, og fra da af blev landsholdet en del af mig. Jeg måtte bare derind og se kampene.

Artiklen fortsætter under annoncen