Fodboldkommentator: Jeg kan heldigvis adskille mit humør fra, hvordan det går os i turneringen

Journalist Andreas Kraul er fodboldkommentator hos DR. For ham hænger sommer og slutrunder sammen og har gjort det, siden han blev betaget af landsholdet i 1980’erne

46-årige Andreas Kraul er fodboldkommentator på DR. Han har dækket alle slutrunder siden 1998, hvor han var i praktik på DR Radiosporten. Han er gift  og har en datter på ni år.
46-årige Andreas Kraul er fodboldkommentator på DR. Han har dækket alle slutrunder siden 1998, hvor han var i praktik på DR Radiosporten. Han er gift og har en datter på ni år. Foto: DR

Min sommer er meget fodbold, og så er det ferie i Danmark. Det her er den 11. slutrunde, jeg dækker som journalist. En slutrunde betyder en måneds intenst arbejdsliv med indtjekning på diverse hoteller og masser af rejseri. Når jeg så kommer hjem, har jeg behov for at være i Danmark.

Skal jeg rejse, bliver det ikke særlig langt. I år går turen til det nordlige Fyn med en masse gode venner og deres børn, og efterfølgende skal jeg med min egen familie til Bornholm. Og der skal helst ikke være særlig meget på programmet, for jeg skal lige nå at trække vejret, inden det går løs med OL.

Jeg vil anbefale at lave ingenting. Det er fint at tage ud og se på helleristninger, men jeg foretrækker at være et sted, hvor jeg kan se ud over vandet, måske spille en omgang minigolf og så hygge mig med at sætte fodboldkort i samlemappe med min datter på ni år.

Jeg vil gerne nå at læse noget skønlitteratur i løbet af sommeren. Jeg er glad for Leif Davidsens forfatterskab og har gerne et par af hans bøger med i tasken. Jeg får typisk ikke læst særlig meget, og det gør ikke noget.

Mit yndlingssted er et sommerhus ved Udsholt Strand i Nordsjælland, hvor vi tit kommer. Det er tæt ved vandet, og man kan tage ind til Gilleleje og købe fisk på havnen. Det må meget gerne være godt vejr og varmt nok til at bade, men som rødhåret drømmer jeg ikke om en sommer med 30 graders varme.

Mine sommerminder handler i høj grad om fodbold. De år, hvor der har været EM eller VM, er som knager for mine minder. Jeg er vokset op som enebarn på Frederiksberg med en mor, der er farmaceut og ikke særlig fodboldinteresseret. Jeg dyrkede en del sport, og med det danske dynamit-hold var der en fodboldverden, som åbnede sig for mig i 1980’erne. Jeg var 11 år, da der var VM i Mexico i 1986. Kampene blev spillet under en meget blå himmel, og jeg havde den ideelle alder til at blive fascineret. Inden kampene mødtes jeg med mine venner i skolegården på Thorvaldsenskolen, hvor vi spillede på asfalten og drak sodavand. Vi så kampene sammen, og bagefter gik vi ud og spillede videre. Når jeg tænker på sommeren 1994, tænker jeg på, at jeg blev student, og at der var VM i fodbold i USA. Jeg husker, hvordan jeg kom hjem fra en fest og så fodbold om natten. Hvad jeg lavede i sommeren 1995, kan jeg ikke på samme måde huske, for her var der ikke nogen slutrunde.

Sommer og slutrunde kan skabe en stemning, der kan lægge sig over værtslandet. Jeg har oplevet det flere gange, og mest udtalt var det under VM i Tyskland i 2006, hvor det blev tydeligt, hvordan tyskerne løftede sig under turneringen og fik en masse stolthed som nation. Det er noget af det samme, vi har været vidne til i København de seneste dage. Når jeg har cyklet hjem fra Parken, har det været tydeligt at mærke den særlige stemning, en slutrunde skaber.

Når sommeren ender, håber jeg, at det er gået godt for Danmark ved EM. Lige nu befinder vi os på en bølge af bred folkelige begejstring, men det er jo kun i 1992, at det ikke er endt med, at vi har tabt. Jeg kan heldigvis godt adskille mit liv og mit humør fra, hvordan det går os i turneringen.