Hvad er du rundet af?
Jeg er rundet af foreningskulturen og af mine forældre, der begge var højskolelærere i min barndom og formede mit grundsyn om, at forskelligheder skal ses som en styrke. Jeg er vokset op på Uldum Højskole i Østjylland, som dengang i 1970’erne var det eneste sted, man i området kunne møde udlændinge og andre kulturer, når der kom elever langvejs fra. Jeg husker en iraner, der hed Hossein, og jeg husker de kinesiske elever, som ofte gav mig deres frimærker til at gemme i min samling, når de fik post. Mødet med andre kulturer gav mig udsyn fra barnsben og en fornemmelse af, at der var andet og mere i den her verden end lille Uldum.
I dag arbejder jeg selv i højskoleverdenen. Kulturelt og socialt er jeg på ingen måde mønsterbryder, men det er jeg i forhold til fodbolden. Ingen af mine forældre skal have skyld for at have givet interessen videre til mig, og det var aldrig dem, der stod fast på sidelinjen. Men de anerkendte min sport, og de kom og heppede, når der var en vigtig kamp. Fodboldmiljøet kan være så kunstigt og oppustet, og derfor er jeg glad for, at jeg aldrig selv blev sat på en piedestal, selvom jeg havde talent. Det gør man ikke i højskoleverdenen. Der siger man, ”dejligt, du er god til noget, men du er chanceløs på andre felter, og derfor har vi brug for hinanden”. Jeg tror, den tilgang har gjort mig til en bedre fodboldspiller og anfører i de 10 år, jeg var det i Silkeborg IF. For fodbold er naturligvis i høj grad konkurrencebetonet, men bare fordi man har spidse albuer på banen, behøver man ikke tage dem med sig ind i omklædningsrummet.
Hvad sætter du mest pris på i dit liv lige nu?
Man er vel aldrig gladere end sine børn. Vi har tre af dem mellem 20 og 28 år, og lige nu sætter jeg meget stor pris på, at de igen har fået livet tilbage efter coronatiden. For mig føltes det, som om EM-turneringen blev som en udfrielsesfest, hvor alting åbnede sig, og man pludselig måtte juble over tilværelsen igen. Jeg havde to af mine børn med til Amsterdam, da jeg kommenterede kampen, hvor Danmark slog Wales 4-0. Og selvom jeg som kommentator skal holde en vis afstand, tog jeg mig selv i efter kampen at stå og danse, råbe 4-0, 4-0, 4-0 og mærke den her boblende glæde sammen med mine børn. Det var en følelse af frihed og fællesskab, som jeg har ønsket for dem at mærke, siden jeg selv var med til EM i ’92.
Hvad bekymrer du dig for?
Det kan efterhånden føles forkert ikke at svare klimaet på det spørgsmål, men det bekymrer mig ærlig talt ikke særligt meget. Ikke fordi jeg er klimabenægter, men det er for diffust for mig til, at jeg kan overskue at beskæftige mig med det. Jeg bekymrer mig i det nære, og det tæller blandt andet, at jeg bekymrer mig for integrationen. Som ungdomstræner gennem mange år har jeg haft med en masse børn af indvandrere at gøre, og der mærker jeg, at vi ikke har fundet de gode løsninger endnu. De etnisk danske børn kommer og går sammen, og det samme gør de brune. Jeg oplever fejl på begge sider, hvis man kan sige det sådan, og jeg ser det som et af vores største og mest presserende problemer, som kalder på bedre løsninger.
Hvad får dig til at falde til ro?
Det gør det at sørge for, det hele ikke gror til i min have. Den er ikke friseret som sådan, men den er megaflot og rar at være i. Jeg nyder, at tingene tager den tid, som de tager i haven. Det står i modsætning til de ting, jeg i øvrigt beskæftiger mig med. Man ved aldrig, om en fodboldtræning bliver vellykket. Det samme gælder, når jeg kommenterer en kamp. Også når jeg skriver på bøger, får jeg nemt fornemmelsen af, at det godt kunne gøres bedre. Men det er svært at slå græsset, uden at det bliver vellykket. Det tager cirka 50 minutter i min have. Det er noget, man kan regne med.
Hvilken ejendel i dit hjem ville du redde først?
Et indrammet brev fra vores tre børn, som de havde skrevet, da min kone, Lene, og jeg havde kendt hinanden i 25 år. I brevet har de beskrevet os som par og forældre, og ordene harmonerer med måden, vi altid har ønsket os at være forældre på. Det står synligt fremme i vores hjem. Jeg læser det ofte og tænker, at vi har da gjort det meget godt.
Hvad tror du på?
Jeg tror ubetinget på det gode i mennesket. I min familie har vi et citat, som vi ofte sender til hinanden i sms’er til trøst, og når nogen føler sig lidt presset. ”Good things happen to good people,” lyder det. Det stammer fra en eller anden latterlig amerikansk film med Robert De Niro, der endda spiller skurk i den film, men man lytter jo alligevel, når der kommer noget ud af munden på ham. Jeg synes, det er et fedt citat, og det minder om, at det i sidste ende lønner sig at være et godt menneske, uanset hvor uretfærdigt det hele kan føles.
Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?
Det var at ringe til min daværende kæreste fra en mønttelefon i AaB’s klubhus i Aalborg i sommeren 1992 for at spørge, om jeg ikke måtte komme over til hende, så vi kunne gøre det godt igen, da alt var noget rod. Siden fik vi tre børn og har lige kunnet fejre sølvbryllup.
Hvem vil du gerne rette en tak til?
Min gamle fodboldtræner Viggo Jensen, som var træner for Silkeborg IF, da jeg kom til klubben i rimelig dårlig sportslig forfatning og måske nok uden de store forhåbninger om, at fodbolden kunne blive en levevej for mig. Vi fik i fællesskab rettet op på tingene, og han har siden været et forbillede for mig. Jeg tænker på ham, hver gang jeg render og leder efter bolde i buskadserne efter en træning. Han nægtede os lov til at gå ind fra træning, før vi havde fundet alle vores bolde, og han lærte os, at det er fint at være en feteret fodboldspiller, men man skal stadig stå i kø ved bageren. I hans trænerperioder i Silkeborg indtog vi rollen som underdogs, men det var på den fede måde. Vi lod os ikke kue. Jeg glemmer ham aldrig, og vi har heldigvis stadig kontakt den dag i dag.