Prøv avisen

Grevinde Alexandra: Følelsen af at være dansk er noget, som er kommet krybende

Der blev skænket hjemmelavet valnøddesnaps fra lommelærken, da grevinde Alexandra havde fået sin vikingedåb. Fra venstre ses Marianne Hust, der er formand for Isbryderne, grevinde Alexandra, Birgit Bernth og Liv Larheim. – Foto: Bax Lindhardt

Grevinde Alexandras nedture har skabt et ønske om at forstå, hvad lykke er, og hvordan begrebet er koblet sammen med danske værdier

I et lille skur bag en fabriksbygning på havnen i Skagen holder vinterbadeklubben Isbryderne til. Mens andre vinterbadere har klubhuse med sauna, er en gasovn og fællesskabet det, man kan varme sig ved, når man har været i vandet her.

En kold morgen i februar i år, hvor vinden blæste fra nordøst, steg grevinde Alexandra ud af sin bil for at mødes med Mette Hust, der er formand for Isbryderne. Mette Hust var noget overrasket over at se grevinden klædt i morgenkåbe med en ternet plaid over skuldrene og fødderne i et par gummistøvler. Mette Hust havde forstået, at grevinden ville følge vinterbadningen fra stranden og gå med i klubhuset efterfølgende. Men grevinde Alexandra havde aftenen inden besluttet, at hun ville trodse sin kuldskærhed og få sin vikingedåb. Et øjeblik der står som et højdepunkt i den danmarksrejse, hun har tilbagelagt for at finde konturerne af det, som placerer Danmark i top på listen over verdens lykkeligste lande. En rejse, som er blevet til bogen ”Mit lykkelige land”.

”Jeg var aldrig kommet i vandet, hvis det ikke havde været for det fællesskab,” siger grevinde Alexandra.

Den morgen, hvor hun fejrede sin vikingedåb med en lille kreds vinterbadere og hjemmelavet valnøddesnaps, var lykken ikke et tal i en statistik, men en euforisk rus, som pumpede rundt i kroppen på hende, husker hun.

Vi skal tale mere om den morgen, hvor lykken var under Kattegats kridhvide skumsprøjt ud for Skagen.

”Men vi skal have noget kaffe. Der er ikke noget dansk møde uden kaffe,” siger grevinde Alexandra og stiller journalisten et spørgsmål, mens vi venter på kaffen.

”Ved du, hvor mange foreninger, der findes i det her land?”.

Hendes tempo er højt, engagementet mærkbart, og pausen fra journalisten bruger hun til at læne sig en smule frem og selv besvare sit spørgsmål.

”Mere end 100.000 foreninger i et land med godt fem millioner indbyggere. I Danmark kan man have et arbejde og samtidig have en fritid. Sådan er det ikke alle steder,” siger hun og fortæller, hvordan hun som ung arbejdede i Tokyo i et firma, hvor det var skik, at de ansatte blev på kontoret, til chefen var gået.

Hun henviser til Aristoteles, som koblede lykken sammen med engagement i samfundet. At have tid og muligheden for at engagere sig i frivilligt arbejde og udvise omsorg og engagement er med til at definere den danske lykke, mener grevinden.

”Isbryderne har et fællesskab, hvor de også passer på hinanden. Badningen er et kort morgenritual, men alligevel bekymrer de sig om hinanden, og de fortalte mig, at man bliver ringet op, hvis man ikke dukker op en morgen.”

Grevinde Alexandra har været gift to gange og siger, at nedturene har skabt et ønske om at forstå, hvad lykke egentlig er.

”Jeg tror, mennesket generelt er kendetegnet ved en stræben efter lykke, og når man møder sorg, får man vigtige lektioner i, hvad lykke er. Jeg er nået til det tidspunkt i livet, som hedder visdom og erfaring, hvor man bedre forstår lyset, fordi man også kender mørket.”

Som et eksempel på, hvordan hun har lært om lykke gennem sorg, fortæller hun om sin far, Richard Nigel Manley (1924-2010). Da hun var 25 år, fik hendes far en blodprop. Situationen var kritisk. Han kom sig, men det tog ham mere end et år at genvinde sproget.

”Det lærte mig ikke at tage livet for givet. Vi fik lov at beholde ham i 25 år mere, men hans sygdom ændrede mit forhold til ham. Når vi var sammen, vidste vi, at vi skulle bruge tiden godt. Da han døde, var det derfor også lidt nemmere at give slip, for vi havde nydt så megen tid med ham.”

Hun rejste rundt i Danmark med et ønske om at lære om lykkebegrebet, men hun er klar over, at Danmarks høje placering i lykkemålinger også rummer paradokser som for eksempel problemer med ensomhed. Som protektor har hun flere gange besøgt projekter, som har til formål at afhjælpe ensomhed. Hun mener også, det enkelte menneske kan gøre en forskel i forhold til at modvirke medmenneskers ensomhed.

”Jeg synes virkelig, vi skal bruge vores netværk. Gennem mit arbejde med blandt andet gynækologisk kræft og for Parkinsonforeningen hører jeg lidt for ofte folk sige, at de ikke ved, hvad de skal sige til den, som er syg. Men det handler jo ikke om dig, men om at du skal være en støtte for et andet menneske. Det kræver blot, at man er en lyttende person.”

Selv siger hun, at hun støtter sig til et netværk af nære venskaber, som hun har opbygget i Danmark. Men hun kan opleve, at venner er tilbageholdende med at række ud.

I forbindelse med bogen har hun overvejet, hvilke værdier hun vægter. På listen står begreber som frisind, tillid, mellemmenneskelig respekt, omhyggelighed samt en humoristisk og uformel omgangstone.

”Forleden havde jeg en samtale med en veninde, som sagde til mig, at hun havde haft en krise, som nu var løst, og derfor kunne hun fortælle mig om det. Jeg nærmest skældte hende ud, for jeg mødes ikke med hende for at høre om hendes erfaring med at håndtere krisen, jeg vil gerne være der for hende og støtte hende. Man skal give i et venskab, vel at mærke uden at forvente at få noget tilbage.”

I forbindelse med bogen har hun overvejet, hvilke værdier hun vægter. På listen står begreber som frisind, tillid, mellemmenneskelig respekt, omhyggelighed samt en humoristisk og uformel omgangstone. Men hvordan så hendes værdier ud, da hun kom til Danmark i maj 1995 og blev præsenteret som prins Joachims forlovede?

”Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi lærte, at det er vigtigt at hjælpe andre. Når vi var ude at spille fodbold ved vores boligkompleks, skete det flere gange, at vi hørte killinger og hvalpe, som var smidt i containeren.”

Hun fortæller, hvordan hun og de to yngre søstre vendte hjem med de forkomne dyr under armen, hvilket fik forældrene til at forsøge at få dyrene afsat i deres netværk og alternativt til et internat.

”Vi havde selv to katte, hund og på et tidspunkt også fugle, så vi kunne ikke selv beholde dyrene, og jeg er imponeret over den indsats, mine forældre viste for at hjælpe.”

I hjemmet lærte hun også at vise omsorg for andre.

”Jeg havde ikke mit meget værelse, men en eller to af mine søskende var proppet ind i samme værelse, så vi boede tæt, og det lærer man af.”

Når hun tænker tilbage på sit yngre jeg, ser hun en kvinde, som var rundet af et kompetitivt miljø i finansverdenen. Inden mødet med en dansk prins ændrede hendes livsbane, var hun vicedirektør i et investeringsselskab.

”Jeg var præget af at have boet i Hongkongs meget pulserende miljø, og på den måde var alt anderledes, da jeg kom her.”

Hun ser sig selv som et verdensmenneske, der har valgt at blive dansk. Hendes far havde både engelske og asiatiske rødder og var opvokset i Shanghai, mens hendes mor var opvokset i Østrig. Forældrene mødtes i Hongkong, hvor de blev gift og bosatte sig. De fleste af barndommens somre var familien i Østrig, og når de vendte hjem til Hongkong, medbragte de tre glas Nutella, som der blev passet på. Det var barndommens mest udsøgte pålæg. Hun gik på privatskole, hvor hun fik indiske, østrigske, engelske og kinesiske venner. Og inden hun slog sig ned i Danmark, nåede hun at bo i England og Japan. Beslutningen om at ville være dansker tog hun, da hun sagde ja til prins Joachims frieri.

”Nøglen til at blive dansk er at lære sproget. Jeg havde gode lærere, og hver morgen drak jeg kaffe med oldfruen i køkkenet på Schackenborg for at blive bedre til sproget. Og så spurgte jeg de mennesker, jeg mødte. Havde vi haft den her samtale for 22 år siden, ville jeg have bedt dig rette mig, hvis jeg lavede fejl med en og et. At være nysgerrig og turde fejle er vigtigt i forhold til at lære sproget.”

Den første tid i landet husker hun som krævende, for alting skete hurtigt, og samtidig kæmpede hun med sproget. I påsken 1996 sad hun på Marselisborg Slot, hvor den kongelige familie malede påskeæg. Hun husker, at hun fumlede med sit æg og beundrede den øvrige families kunstneriske evner. Men en anden erfaring står klar for hende fra den dag: Hun kunne forstå samtalen, uden at hun skulle bruge alle sine kræfter på det.

”Sproget er en nøgle til at føle sig velkommen og hjemme, men min oplevelse af at være dansk er noget, som er kommet krybende. På Schackenborg havde jeg nogle gange en følelse af, at jeg kunne mærke mine rødder vokse, fordi der var godt at være, selvom det var så anderledes i forhold til det, jeg kendte.”

Vejen ind i Danmark er også gået via kirken. Hun er døbt og opvokset i en anglikansk kirke i Hongkong. I tiden op til vielsen fandt hun tid til at gå til konfirmationsforberedelse hos den daværende kongelige konfessionarius Christian Thodberg. Konfirmationen var ikke nødvendig, men noget, hun ønskede.

”Det var mit valg. Jeg tænkte, at konfirmationen var vigtig for at komme tæt på det, jeg skulle repræsentere som medlem af det danske kongehus, og jeg fik en god undervisning og kunne også se, at der ikke er de store forskelle mellem den anglikanske kirke og folkekirken.”

For grevinden står kirken for forankring og som et samlingspunkt.

”Det er et sted, hvor man kan mødes på tværs af generationer, og særligt, når vi er i krise og sorg, er kirken stedet, hvor man kan samle sine tanker og få en ordentlig prædiken. For mig er det afgørende, at vi bruger vores liv til at lære. Og jeg vil mene, at man kan lære, når man lytter til en god prædiken.”

Hun har oplevet, at vejen til det danske også går gennem sangen. I Salmebogen udpeger hun Ingemanns ”I Østen stiger solen op” og Johannes Johansens ”Du, som har tændt millioner af stjerner” som sine favoritter. På bordet mellem os ligger Højskolesangbogen, og hun slår op på H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”, som hun har et særligt forhold til.

”Længe sang jeg ikke med på ordene ’I Danmark er jeg født’, for det er jeg jo ikke, men ’der har jeg hjemme. Der har jeg rod, derfra min verden går’. Det er så sandt. Efter jeg havde født mine børn her, fik sangen en dybere forankring i mig. Mine sønner er født her, og det har været utroligt vigtigt for mig, at de ikke et øjeblik skulle være i tvivl om, hvorvidt de var danske prinser. Jeg har altid talt dansk med dem, for dansk skulle være deres modersmål.”

I sin bog gengiver hun en passage fra Søren Kierkegaards ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen”, som lyder:

”Hvad er glæde, eller det at være glad?

Det er, i sandhed at være sig selv nærværende;

men det at være sig selv i sandhed nærværende,

Det er dette ’I dag’, dette, at være i dag,

i sandhed at være i dag.”

Når hun læser de ord, taler de til hende om et nøglebegreb, som hun har med sig fra sin østlige tradition: At være i nuet. Betydningen af at være i nuet har fået en anden fylde i Danmark, blandt andet i mødet med lange, historiske rødder.

”I Hongkong er et hus gammelt, når det er 15 år, så vil man tale om at rive det ned og bygge noget bedre. Da jeg kom til Schackenborg og stod i biblioteket, kunne jeg tage bøger ud af reolerne, som var 400 år gamle, og det mindede mig om, hvordan meget vil blive, når jeg ikke længere er her. Bevidstheden om menneskelivets korthed er blevet tydeligere i Danmark, hvor meget har lange, historiske rødder.”

Da hun første gang besøgte Danmark, var det sommer. Så rejste hun tilbage til Hongkong for at vende tilbage til Danmark i et koldt efterår, som blev efterfulgt af isvinter. Hun frøs og undrede sig samtidig over, hvor meget danskerne talte om vejret, og da sommeren kom med lyse nætter, havde hun svært ved at sove. Det danske vejr var en kontrast til det klima, hun kendte, hvor man dybest set har to årstider, som begge er varme.

”I Danmark er man ikke i tvivl om, at man har fire årstider. Jeg oplever, at årstidernes skiften gør det lettere at være opmærksom på nuets betydning, for vejret minder mig om, hvor i året vi er, og dermed også om livets flygtighed, hvilket skærper min opmærksomhed omkring, hvad der giver mening.”

Hun kender debatten om Danmark som et land i forandring, hvor traditioner forgår. Men hun siger, at hun har mødt et Danmark, som lever med dybt indlejrede traditioner fordelt gennem året. Hun nyder silden på påskebordet og værdsætter flæskesteg året rundt. Danskernes glæde ved slik og lakrids er det eneste, hun ikke deler.

”Årets helligdage giver ro og tryghed og er med til at samle venner og familier. Og selvom man kan eksperimentere med maden til nytårsaften, så er der ting, som er givne på samme måde med påske og ikke mindst jul.”

Grevinden mødte lykkerusens eufori i Kattegat en februarmorgen med bidende vind fra nordøst i Skagen. Hun afviser ikke, at hun skal prøve det igen. I takt med at hun er blevet ældre, oplever hun naturen som en kilde til velvære.

Den time, som er sat af til samtalen, er mere end gået, og hun rejser sig for at tage sin lange, lyse uldfrakke på. Mens hun knapper frakken, fortæller hun om den jack russell terrier, Bailey, hun har hentet på et hundeinternat, og som i dag er en logrende del af familien.

”Han betyder, at jeg kommer ud at gå, og jeg mærker, at når jeg går, kan jeg tømme mit hoved for tanker, finde ind i stilhed, og når jeg kommer hjem efter en gåtur, er det lidt som at have haft en meditativ stund

Jeg er nået til det tidspunkt i livet, som hedder visdom og erfaring, hvor man bedre forstår lyset, fordi man også kender mørket.

Havde vi haft den her samtale for 22 år siden, ville jeg have bedt dig rette mig, hvis jeg lavede fejl med en og et. At være nysgerrig og turde fejle er vigtigt i forhold til at lære sproget.

Jeg oplever, at årstidernes skiften gør det lettere at være opmærksom på nuets betydning, for vejret minder mig om, hvor i året vi er, og dermed også om livets flygtighed, hvilket skærper min opmærksomhed omkring, hvad der giver mening.

Grevinde Alexandra har rejst fra Skagen til Skarø for at undersøge opfattelsen af lykke. Her sammen med Gitte Loftlund og en flok gutefår på Skarø. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
I forbindelse med bogen har grevinde Alexandra overvejet, hvilke værdier hun vægter. På listen står begreber som frisind, tillid, mellemmenneskelig respekt, omhyggelighed samt en humoristisk og uformel omgangstone. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Grevinde Alexandra (th.) med forældrene Christa Manley og Richard Nigel Manley (1924-2010). Billedet er fra 1995. Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix
"Mine sønner er født her, og det har været utroligt vigtigt for mig, at de ikke et øjeblik skulle være i tvivl om, hvorvidt de var danske prinser. Jeg har altid talt dansk med dem, for dansk skulle være deres modersmål," siger grevinde Alexandra. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix