Sidste sommer tilbragte teologen professor Niels Christian Hvidt mange læsestunder i selskab med den italienske forfatter Maria Valtortas bøger. Han læste beskrivelserne af det intense fællesskab mellem Jesus og disciplene og oplevede, hvordan de nytestamentlige hovedpersoner atter blev levende for ham. Maria Valtortas bøger fik ham også til at vende tilbage til et spørgsmål, han flere gange i livet har stillet sig selv: Hvordan kunne han leve mere overgivet til Gud?
Han blev mindet om Maria Valtortas beskrivelser af Jesu liv og spørgsmålet om overgivelse på, hvad der kunne have været bare en gråvejrs dag i en meget våd sommer. Regnen var stille begyndt at falde gennem de høje løvtræers kroner. Han mærkede dråberne i ansigtet, men fra brystet og ned kunne han absolut intet mærke. Han gennemlevede de værste øjeblikke i sit liv og overgav sig i afmagt og tillid til Gud og oplevede en fred, der hjalp ham. Guds nærvær.
”Jeg havde en følelse af overgivelse fra mig til Gud. I min afmagt overgav jeg mig til Guds almagt og sagde, at hvis det her var, hvad der skulle til, så værsgo.”
Det var mandag den 5. august. Niels Christian Hvidt var sammen med sin hustru, lektor Elisabeth Assing Hvidt, og parrets to sønner på katolsk familielejr på Ømborgen ved Ry i det østjyske søhøjland. Han havde genopdaget glæden ved at køre mountainbike den sommer og havde haft både sjove og smukke ferietimer på sin hvide Santa Cruz på sporene i Tisvilde Hegn i Nordsjælland. Da familien skulle på lejr, valgte han at tage cyklen med, i håb om at han ville finde tid til kortere træningsture i det bakkede landskab nær lejren.
Først på eftermiddagen satte han cyklen bag på bilen og kørte mod Himmelbjerget, hvor der er særlige spor for mountainbikes. Han forventede at være tilbage ved bilen i løbet af godt en time. Inden han begav sig ud på den syv kilometer lange tur på cyklen, stak han telefonen i baglommen for at tracke løbet. Han nåede at tænke, at der ikke var meget strøm tilbage på mobiltelefonen, for drengene havde fået lov at spille på den samme morgen.
Ruten var teknisk svær. Ikke mindst de lange nedkørsler var krævende, og Niels Christian Hvidt måtte køre forsigtigt. På nedkørslen så han en trærod, der strakte sig ind over stien, og han vurderede, at han kunne passere den. Hvad han ikke så, var, at der bag roden var et stort hul på sporet. Sidste sommers store regnmængder kan have gravet det. Han røg ud over cyklens styr og landede på toppen af hovedet, så hagen blev presset mod brystet og endte så på maven med en strålende smerte ud i armene.
”Jeg tænkte, at det her var ikke godt, og at jeg måtte prøve at komme om på ryggen, men kroppen lystrede ikke; jeg kunne ikke mærke noget fra brystet og ned. Min krop føltes som en stor, død torsk. Det var, som om kroppen ikke tilhørte mig.”
Med stort besvær og brændende smerter fik han med sine armkræfter vendt sig om, så han lå på ryggen. Det lykkedes ham også at få mobiltelefonen op af lommen. Han huskede, at man kan tilkalde hjælp fra en iPhone X uden at trykke nummeret. Han lagde telefonen på sit bryst med højttaleren tændt.
”Jeg tror, jeg har brækket nakken. Jeg ligger på mountainbikesporet Danmarks Tag.”
Han blev spurgt mere præcist, hvor han lå. Det kunne han ikke svare på. Manden i den anden ende omdirigerede samtalen til en ambulance, som satte kurs mod parkeringspladserne på Danmarks Tag. ”Kan du høre sirenen?”.
Da ambulancen ankom til den tredje parkeringsplads hørte han sirenen, og han fyldte lungerne og råbte hjælp. Samtidig med ambulancen ankom desuden en lægebil.
”Hvor er jeg glad for at se jer,” sagde Niels Christian Hvidt, og så kom tårerne.
”Jeg har ligget og snakket med Gud.”
”Det er rigtig godt,” svarede lægen med lettelse i udtrykket og lovede, at de nok skulle få ham godt af sted.
Niels Christian Hvidt fik et ordentligt skud morfin. Han hørte, at de drøftede, om der var brug for en akutlægehelikopter, men blev enige om, at de kunne få ham sikkert til ambulancen med en særlig båre, som skåner en brækket nakke. Det var den første af mange gange, han så sundhedsmedarbejdernes enormt professionelle og samtidig omsorgsfulde arbejde.
Da de nåede Skejby Sygehus i Aarhus, stod der et større hold medarbejdere klar. MR-scanningen viste, at han havde brækket nakken ved hvirvler C6 og C7 og derved klemt rygmarven, så der var væskeansamlinger i den med signalforandringer. Inden operationen havde han en kort samtale med kirurgen, der gjorde det klart, at han skulle forberede sig på nogle varige mén. Han nåede også at blive genforenet med sin hustru.
Efter to dage på intensivafdelingen og ni dage på hjerne- og rygkirurgisk sengeafsnit blev han hjemsendt. Han tænkte, at det var vel tidligt. Trods store mængder morfin skar stadig flere smerter igennem, og nogle gange føltes det, som om en tiger satte tænderne i skuldrene på ham. En læge sagde, at han nok måtte vænne sig til smerterne. Det viste sig, at der var gået stafylokokker i såret, og for at fjerne betændelsen måtte de skære arret op og åbne ind til rygmarven igen.
Det var mandag den 5. august, ulykken skete. Ugeskrift for Læger udkom samme dag med en fyldig portrætartikel af Niels Christian Hvidt. Her kan man læse om en karriere, som har været ekstraordinær fra guldmedaljeopgaven ved Københavns Universitet i 1997 til udgivelsen af hans doktordisputats på Oxford University Press med forord af pave Benedikt XVI.
Anledningen til portrættet var hans pionérarbejde, som i 2017 gjorde ham til landets første professor i eksistentiel og åndelig omsorg, tilknyttet Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet. ”Mød professoren, der ved, at tro er sundt”, lød overskriften på artiklen, hvor der blev henvist til de peer review -publikationer om åndelig omsorg og helbred, han er primær-, første- eller sideforfatter til – i dag over 100.
Da Niels Christian Hvidt den eftermiddag tog turen hen over carboncyklens styr og brækkede nakken, blev han en del af sit eget forskningsfelt, og det er relevant at spørge, hvilken rolle troen har spillet i krisen.
Hans primære forskningsområde er eksistentielle og religiøse ressourcers betydning i livs- og krisemestring. I sin forskning har han flere gange beskrevet, hvordan man kan afdække spændet mellem positive og negative religiøse mestringsressourcer i forbindelse med sygdom og lidelse. I krisen har han selv bevæget sig over flere dele af skalaen.
”Umiddelbart efter ulykken var der en stærk og vigtig erfaring af, at Gud var nær, og det nærvær er jeg ofte vendt tilbage til. Ordene i Hebræerbrevet om, at Kristus selv har lidt og derfor kan gå med os ind i lidelsen, er i dag blevet en dybere virkelighed for mig.”
Når han ser tilbage, kan han se, at der også har været, hvad man i faglitteratur vil kalde negativ religiøs mestring, men i sjælesorgen nok bedre vil beskrive som anfægtelse. Som forsker har han beskrevet det metaforiske eksistentielle hus med dets grundplan og indretning. Det er et hus, som kan se meget forskelligt ud, men hvor man typisk møder meningsløshed og mening, utryghed og tryghed, angst og hjælp.
”Nu var jeg i langt højere grad blevet beboer i dette hus. Jeg har skullet træne mig i at være tålmodig også i min bøn, og der har været dage, hvor jeg har argumenteret med Gud, hvilket også er et aspekt, vi har vist i forskningen. Min ulykke har ikke udfordret min tro, men indimellem tilliden til Gud og til mig selv. Når man har oplevet trøsten ved Guds nærvær, er det jo meget menneskeligt, at man ønsker at opleve mere af dette trøstende nærvær.”
Der har også været dage, hvor han har befundet sig i et spænd mellem bebrejdelser på den ene side og taknemmelighed på den anden.
”Jeg har da virkelig ærgret mig over, at jeg tog den tur. Man bør ikke cykle alene på mountainbike på en rute, man ikke kender. Men samtidig med bebrejdelserne har der været en stor taknemmelighed. Den overlæge, som opererede mig, Kristian Høy, har flere gange sagt: ’Du ved godt, det er forsynet, der gør, at du ikke er endt værre, ikke Niels Christian?’. Det tror jeg, er sandt. Men jeg ser også Kristian Høys dygtighed som et udtryk for Guds forsyn.”
Da han var kommet sig efter sin anden operation, kæmpede han med at få fingrene til at makke ret, så han atter kunne arbejde ved en computer. Mens han sled med genoptræningen, tænkte han, at han godt så småt kunne tage fat på arbejdet på universitetet igen. Han beskriver sig selv som et pligt-menneske, der har været vant til at arbejde meget. Han syntes, det lød som en god idé at genoptage arbejdet med blandt andet at stå for et modul i videnskabsteori på medicinstudiet i begyndelsen af oktober, for han følte, han egentlig havde det rimeligt.
”Mit system sagde fra. Jeg ved fra forskningen, at det slet ikke er unormalt med en psykisk reaktion ved neurologiske skader, men for mig var det fremmed at møde en så udtalt stressreaktion, hvor jeg mærkede en grad af modløshed, som jeg ikke før har kendt til. Heldigvis har jeg modtaget god støtte og omsorg fra min ledelse, som mente, jeg skulle tage den helt med ro.”
Efter ulykken tabte han sig meget. Han blev ved at tabe muskelmasse og var bekymret. Tænkte om han ville ende i kørestol, fordi det var, som om musklerne blev ved med nærmest at smelte. Da han mærkede stressreaktionen, havde han tabt 15 kilo. Selvom han var svækket, følte han en tilskyndelse til at tage på en pilgrimsrejse til Grækenland med omkring 800 katolikker, ortodokse og protestanter arrangeret af mystikeren Vassula Rýden med besøg og gudstjenester på ortodokse klostre.
”Pilgrimsrejsen var på 10 dage, men jeg valgte at være med i tre dage efter at have talt med lægerne om det, som mente, at det var forsvarligt at tage af sted. Jeg var stadig noget rystet og ville ikke være væk for længe.”
På pilgrimsrejsens sidste dag var der forbønsgudstjeneste, hvor Vassula Rýden sammen med over 100 præster velsignede pilgrimmene med håndspålæggelse.
”Der var en dyb oplevelse af fred. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, det var derefter, den nedadgående vægtkurve begyndte at flade ud, selvom der stadig var mange udfordringer.”
Han ruller markisen ud. Han har dækket op til kaffe i villahavens solkrog i det centrale Odense. Der er kommet vand i poolen, som står ikke langt fra den nedgravede trampolin. Han har nakkesmerter og føleforstyrrelser, men er tilbage i jobbet, dog hjemsendt fra universitetet på grund af coronaen. Siden ulykken er glæden ved det nære taget til: Tosomheden, sønnerne, rosernes mange knopper og de endnu spinkle tomatplanter har fået en fornyet fylde.
”Også hér har jeg reageret, sådan som man kan se det i flere studier.”
Han har lægernes ord for, at han aldrig mere må køre på mountainbike og har solgt cyklen. I hans nakke er der et 23 centimeter langt, tyndt ar, og under det sidder otte titaniumskruer og to stænger. Når han tænker på nakken og styrtet, tænker han, at han gik i stykker den dag.
”Fysisk har jeg næsten genvundet min styrke, men følelsen af at være gået i stykker sidder på en måde stadig i mine knogler. Når noget dramatisk sker, har vi i vores tid en forventning om, at man skal få en ny indsigt. Det har jeg ikke fået på radikal vis, men jeg har fået meget af det, jeg har arbejdet med, indprentet på indersiden. Før beskrev jeg ad forskningens vej det eksistentielle lidelseshus. Nu er jeg på anden vis blevet beboer i det.”
Dagen før ulykken havde han holdt foredrag for børn og voksne på lejren om undere, som er et emne, han har forsket i, siden han var teologistuderende. Han har skrevet bogen ”Mirakler”, som udkom for snart 20 år siden, og i sit arbejde med mirakler har han set, hvordan miraklet og lidelsen op gennem historien er knyttet sammen.
”Lidelsen gør mennesket sensibelt over for Gud og skaber en eftertænksomhed. Ulykken har ført mig ind på en lidelsesvandring, som ikke har rokket ved mit gudsbillede. Jeg har været i et spænd mellem erfaringen af Kristi herlighed og lidelse, hvor jeg har mærket korset i mit liv. Måske er det som busken, der får beskåret grenene, så den kan vokse sig stærkere. Når vi erfarer korset, kan Helligånden trænge dybere ind i hjertet.”
Han ved, at der er mange, som har bedt for ham. Da han lå på intensivafdelingen, modtog han en hilsen fra deltagerne på familielejren på Ømborgen i form af en håndmalet Maria-ikon med ”thumbs up”-tommelaftryk fra alle lejrens deltagere og ordene: ”I taknemmelighed for at vores bønner for Niels Christian er blevet bønhørt.”
”At bede for nogen er en meget aktiv form for næstekærlighed, og det har givet håb og trøst. Nu var jeg i en situation, hvor jeg virkelig havde brug for forbøn, og så syntes jeg, at det var på sin plads at bede om den.”
Sidste sommer læste han den italienske forfatter Maria Valtortas bøger. Bøgerne har fulgt ham siden, og den længsel, læsningen rejste i ham om overgivelse, har på en måde været en akse i hans liv siden.
”Mit liv var i fare, og i den situation var overgivelsen til Gud det mest naturlige. På en måde har tiden efter været en øvelse i at leve sig dybere ind i den virkelighed samtidig med, at jeg har nydt godt af min hustrus, families, venners, kollegers og sundhedsprofessionelles hengivenhed og omsorg.”