Prøv avisen
Kærlighed

Gospelsang bragte Anne Mette og Claus sammen: ”Først sang jeg til Gud, så sang jeg til Claus”

Anne Mette Frøkjær har en søn og datter fra tidligere forhold, og Claus Knudtskov Pedersen har en søn. De ses her i deres hjem i Brønshøj i København, hvor hjemmet blandt andet er udsmykket med Claus’ malerier – som dette bag dem. – Foto: Iben Gad

For 13 år siden fik Anne Mette Frøkjær og Claus Knudtskov Pedersen øje på hinanden, da de sang i samme gospelkor. Og snart fik kærlighedsordene i salmerne en ny klang

Det var i 2005. Claus Knudtskov Pedersen havde sunget i gospelkoret G-Force i Stefanskirken i København i nogle år, og han var vant til, at der ofte kom nye ansigter til. Alligevel var der en dag ét ansigt blandt de andre 50-60 gospelsangere, der formåede at fastholde hans opmærksomhed.

”Da Anne Mette en dag kom ind, tænkte jeg: ’Hov, det ser interessant ud, det dér’. Eller hende der,” siger 67-årige Claus Knudtskov Pedersen og møder sin kones blik.

De sidder lænet ind mod hinanden i deres blå sofa, som står i deres rækkehus i Brønshøj. Han er uddannet litografisk tegner og typograf, og i dag er han gået på pension, mens 58-årige Anne Mette Frøkjær arbejder som uddannelsesvejleder.

Han gik straks hen for at sige goddag, forsøgte sig med øjenkontakt, selvom det var lidt svært.

”Så skete der det nogle dage efter, da jeg var på arbejde i Ewaldsgade...”, begynder Claus Knudtskov Pedersen.

”Nåååh ja,” udbryder Anne Mette Frøkjær.

”Ja, det havde du lige glemt.”

”Neej, det havde jeg jo ikke,” forsikrer hun.

Claus Knudtskov Pedersen gik ofte en tur i sin frokostpause. Han husker stadig turen den dag:

”Jeg vidste ikke, at Anne Mette arbejdede henne i Korsgade. Og da jeg gik ned ad Smedegade, stod hun pludselig dér. Jeg sagde ’hej’, og…”.

”Ja, og så gav du mig et kram. Og da tænkte jeg: ’Er vi på kram?’. Vi havde jo kun snakket et par gange i koret. Og så pointerede du, at jeg ikke var der sidste gang. Jeg havde været på noget kursus eller noget. Og da tænkte jeg: ’Hm-hm, måske er han lidt interesseret’.”

”Ja, det var han jo,” siger Claus Knudtskov Pedersen og smiler.

Han lægger armene over kors og begynder at tale om den 11. december 2005. Den dag, hvor G-Force havde en stor og populær julekoncert, én om eftermiddagen og én om aftenen.

”Du er jo for hurtig, skat,” siger Anne Mette Frøkjær og tager over, fortæller, hvordan koret inden koncerten havde aftalt, at man mellem de to koncerter skulle over i sognehuset og spise medbragt mad.

Korlederen havde spurgt, om der var nogen, der ville bare en kage.

Hun meldte sig med det samme. Bag hende stod Claus.

”Det vil jeg også gerne!”, kom det fra ham.

Så de besluttede sig for at slå sig sammen og bage en kage hjemme ved ham.

”Jeg tænkte, at vi da ikke kunne nå at bage den kage hos ham. Og du havde måske tænkt det samme,” siger Anne Mette Frøkjær til sin mand.

I hvert fald endte det med, at de havde bagt hver deres kage. Så i stedet bød han på kaffe, og de faldt i snak. Hun så en brochure fra kunstmuseet Arken ligge på hans bord, og hun kommenterede den.

”Ja, det kunne vi måske gøre en dag,” foreslog han.

”Jeg tænkte: ’Nå, nu er vi måske ved at være der’,” siger Anne Mette Frøkjær og lægger hånden på hans arm.

Tilbage til pausen mellem koncerterne, hvor de benyttede chancen for at gå en tur. Han tog hende i hånden. Og så kyssede han hende.

”Så var vi ligesom kærester,” siger Anne Mette Frøkjær og tilføjer:

”De sange, man synger i gospel, handler i virkeligheden enormt meget om kærlighed. Selvfølgelig kærlighed til Gud og til menneskene. Efter at vi var blevet kærester, så var det, som om alle sangene passede på det, jeg følte for Claus. Jeg plejer at sige: Først sang jeg til Gud, så sang jeg til Claus.”

Der gik nogle år, før de flyttede sammen. De blev gift i 2017, da Claus Knudtskov Pedersen ringede hjem fire dage inde i sin gåtur på den spanske vandringsrute Caminoen.

”Der er noget, jeg gerne vil spørge dig om,” sagde han i røret.

”Jeg troede, han ville spørge, om jeg ville med ned og gå sidste del af turen, for det havde vi talt om. Så siger han: ’Vil du gifte dig med mig?’,” husker Anne Mette Frøkjær og kaster forarget hovedet tilbage.

”Arghj, siger jeg så, hvordan kan du sige det her i telefonen?”.

”Hun havde været så trist og ked af det, fordi hun så længe gerne ville giftes. Og så tænkte jeg, at så måtte jeg jo til at gøre noget. Og så sagde hun sørme ja,” siger Claus Knudtskov Pedersen, der fik lov at vælge, at brylluppet skulle stå den 12. august. Selv har han fødselsdag den 13., mens Anne Mette har den 14.

”Det syntes vi jo var et tegn,” siger hun.

”Så var der ikke fare for, at jeg glemte datoen,” siger Claus og bryder ud i latter, før han hurtigt tilføjer:

”Det er heller ikke noget, jeg kommer til at glemme.”