”Er jeg den eneste i Danmark, der er fuldstændig ligeglad med, om der må være babyer i folketingssalen, og om hvordan Ghita Nørby opfører sig i radioen? Jeg kan anbefale fodbold, hvis man vil noget vigtigt ligegyldigt.”
Sådan skrev Jacob Kejser på det sociale medie Twitter i sidste uge. Som man fornemmer på hans opslag, er Jacob Kejser ved at være godt træt af det store fokus på henholdsvis et interview med skuespilleren Ghita Nørby på Radio24syv og siden på sagen med Mette Abildgaards (K) baby, der var med sin mor i folketingssalen til en afstemning, indtil Pia Kjærs-gaard (DF) som Folketingets formand krævede babyen fjernet.
Netop de to sager har i den grad fyldt den offentlige debat i den seneste tid. Med tusindvis af for- og imod-synspunkter på de sociale medier, samt artikler og læserbreve i dagblade og indslag i radio og tv. Og selvom interessen og debatten med andre ord har været enorm, så er der andre end Twitter-skribenten, der opfatter de to sager som mindre væsentlige.
”Det bliver simpelthen for småt. I stedet for at diskutere de store ting i verden, som klimaproblemer og et Europa, der er ved at falde fra hinanden, så kaster vi os over Ghita Nørby-interviewet, for det kan vi forholde os til,” siger Britta Schall Holberg, der er tidligere indenrigs-, sundheds- og landbrugsminister og folketingsmedlem for Venstre.
Den tidligere Venstre-minister mener, at det især er sager, hvor folk føler sig ”stødt på manchetterne”, som hun kalder det, der får den helt store opmærksomhed i de her år.
”Der er jo ikke tale om reelle debatter, men om folk, der enten er forargede eller føler sig krænket. Og det bliver derfor en meget forsimplet debat: Er du for eller imod Ghita Nørby eller journalisten? Er du for eller imod Mette Abildgaard eller Pia Kjærsgaard? Samtidig kommer den slags debatter hurtigt til at eskalere. Nuancerne forsvinder, og alt bliver i stedet sort eller hvidt. Medierne og de mange kommentatorer er også lynhurtige til at fange de her sager, der forarger, og så får debatten ekstra kul på,” lyder det fra Britta Schall Holberg, der også tildeler politikerne en del af ansvaret for den debatkultur, hun anser for at være useriøs.
”For de kommer hele tiden med nye dagsordener, der heller ikke debatteres til bunds. Den ene dag mener de noget om de ældre, den næste dag noget om skolerne. De hopper fra tue til tue, og vi ser den ene reform afløse den anden. Som borgere bliver man efterhånden så usikker og forvirret, at det er lettere at kaste sig over småting,” siger Britta Schall Holberg.
Professor mso ved Aarhus Universitet Henrik Kaare Nielsen har stået i spidsen for et forskningsprojekt om ”den demokratiske offentlighed”. Han fortæller, at det er meget karakteristisk for den offentlige debat, at den har svært ved at holde fokus på flere sager ad gangen, og at der derfor typisk vil være én sag, der i en periode får den store opmærksomhed, indtil en anden tager over.
”Og i de her år ser vi så en tendens til, at det er emner, som kan gøres meget moralsk anskuelige, der fylder debatten. Det er blevet svært for den enkelte at bringe sig i et forhold til de store politiske spørgsmål, og derfor kommer de moralsk ledede temaer i fokus. Dem, som man kan knytte sine egne privat frustrationer op på. Og mens det for eksempel kan være svært at stille klimaproblemerne op i skarpe konfrontationer mellem den ene og den anden holdning, så kan man i sager som dem med Ghita Nørby, babyen og de kønsneutrale trafiklys meget hurtigt vælge side,” siger Henrik Kaare Nielsen, der på den ene side ser debatterne som ”potentielt råstof til en god demokratisk diskussion”, som han formulerer det, men på den anden side er bekymret for udviklingen:
”Det bliver til debatter, der har form af et enten-eller. Stærkt drevet af konkurrencen og overlevelseskampen på mediemarkedet. Og fyldt med privatpersoner, der bruger debatterne til egen profilering og frustrationsudladninger. Jeg savner i den grad debatter, hvor det er samfundsborgeren, der forholder sig. Hvor vi selvfølgelig agerer som individer, men samtidig ser os selv som nogen, der sammen med andre har et fælles ansvar for at lade meninger bøje sig mod hinanden. Det kunne vi måske få i stedet, hvis vi for eksempel havde nogle institutionaliserede fora for væsentlige samfundsdebatter, hvor også politikere og embedsfolk deltager. Som det er nu, er det desværre mest privatpersoner med uforgribelige meninger, der bruger debatten til at booste sig selv,” siger Henrik Kaare Nielsen.
Inden sagerne med Nørby-interviewet og Abildgaard-babyen husker mange nok de ophedede debatter om kønsneutrale trafiklys og Stresspanelets udpegning af Forældreintra som en væsentlig stressfaktor. Også disse sager fik danskerne til tasterne tidligere i år. Og igen var der folk, der satte spørgsmålstegn ved netop disse emners væsentlighed, – som for eksempel landets udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), der skrev følgende på Twitter:
”Nå, men mens det vigtigste emne i dag i Danmark er Forældreintra, forsøger vi lige at få lagt nogle planer for et endnu stærkere samarbejde mellem EU og Afrika, så vi kan komme nogle store problemer til livs og give flere muligheder for et godt liv. Til gavn for alle.”
Men debattør, journalist og forfatter Mikkel Andersson mener, at det er forkert, hvis man opfatter de omtalte enkeltsager som udtryk for danskernes manglende sans for væsentlighed.
”Jeg ser det ikke som et nulsumsspil, hvor folk kun forholder sig til én ting ad gangen. Man kan sagtens være optaget af Ghita Nørby-interviewet og klimaet på samme tid. Mange af de omtalte debatter dækker jo også over andre ting, som vi oplever som væsentlige. I en tid hvor krænkelser og grænsedragende adfærd fylder mere og mere, så er Ghita-interviewet jo en katalysator for den bredere debat om netop det emne. Præcis som den tidligere burkadebat i virkeligheden er en debat om, hvilket fællesskab vi har og vil have i Danmark,” siger Mikkel Andersson, der generelt advarer mod en romantisering af ”gamle dages” debatkultur og offentlighed.
”Jeg ser ikke nutidens debatkultur som en forfaldshistorie, som jeg oplever nogle gør. Tværtimod. Tidligere var den offentlige debat forbeholdt folk med en privilegeret adgang til medierne, men i dag er den blevet demokratiseret på grund af de sociale medier, der giver alle mulighed for at blande sig. Så jeg synes, man skal passe på med ikke at blive for elitær i sin kritik af den debat, vi oplever. Reelt set har vi en bredt funderet folkelig debat i dag, i modsætning til før,” siger Mikkel Andersson.
I denne avis var holdningen dog noget anderledes, da sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen i sin mediekommentar tidligere på ugen forholdt sig til et af de tidligere omtalte eksempler på en debat, der for nylig kom til at fylde på alle platforme, nemlig sagen om Mette Abildgaards baby. I sin kommentar skriver Sørine Gotfredsen blandt andet: ”...enhver, der i sit liv forsøger at spekulere over de større perspektiver, ved, at hverdagens små anliggender i skadelig grad kan opsluge folks fokus og energi. Dette ikke mindst i vor tid, hvor selv en lille fornærmelse kan gøres til en mediebegivenhed med egen person i centrum...”.
Thomas Ravn-Pedersen er direktør for Verdens Bedste Nyheder (VBN), et uafhængigt medie, der i sin journalistik tager udgangspunkt i FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Som der står på VBN’s hjemmeside: ”Vi formidler fremskridt og løsninger på verdens udfordringer.”
Men selvom vi tilsyneladende er mere optaget af babyer i folketingssalen og et interview med en folkekær skuespiller end af at afskaffe fattigdom og stoppe sult, som er de to første verdensmål, er Thomas Ravn-Pedersen ikke bekymret for vores prioriteter.
”Jeg tror ikke, vi skal tage det så alvorligt. Mange gange tror jeg, at vores interesse for de her ugentlige emner er lidt som at drikke en kop kaffe. Vi sidder måske derhjemme i sofaen og slapper af, så hører vi om Ghitas verbale udfald eller Pia Kjærsgaards beslutning, og så reagerer vi. Men de fleste af os ved jo udmærket, at de her sager ikke er verdens undergang – de er bare nemme at forholde sig til, fordi de handler om vores nære, personlige værdier. Typisk så lander sagerne også hurtigt igen, og så kommer der en ny sag, der optager os,” siger Thomas Ravn-Pedersen, der på den måde skelner mellem de mere flygtige emner og så emner med længerevarende perspektiver. Som FN’s verdensmål.
”Hvor vi tit og gerne slår hinanden oven i hovedet i forhold til religion og politiske holdninger, så møder jeg en helt anden enighed omkring verdensmålene. For vi ved godt, at der er store problemer og udfordringer. Større end et radiointerview og kønsneutrale trafiklys. Og selvom det er komplekst at forholde sig til, så oplever jeg, at verdensmålene virkelig optager os og i stadig stigende grad. Så selvom debatkurven måske har været svag de tre år, der er gået, siden målene blev vedtaget, så sker der altså noget nu, hvor mange højlydt kræver handling. Så ja, denne debat har taget længere tid at få på dagsordenen, til gengæld tror jeg, den kommer til at betyde mere end de debatter, vinden blæste herhen og lige så hurtigt tog med sig igen,” siger Thomas Ravn-Pedersen.