63-årige Henrik realiserede sin drengedrøm: Første skridt ud i forandringen er altid det største

Henrik Christiansen var i et vadested. Hvad ville han nå, inden han blev gammel? En drengedrøm blev vakt, og en farefuld tur over Atlanten gav nye svar

63-årige Henrik Christiansen tog i 2011 en beslutning om at forlade sin hverdag og udleve en drengedrøm. Den foregik på en sejlbåd og gav resten af hans liv en ny retning. –
63-årige Henrik Christiansen tog i 2011 en beslutning om at forlade sin hverdag og udleve en drengedrøm. Den foregik på en sejlbåd og gav resten af hans liv en ny retning. – . Foto: Emil Kastrup Andersen.

Jeg er uddannet arkæolog og kulturhistoriker. Det meste af mit arbejdsliv er gået med at lave udgravninger og tilse fortidsminder. Jeg har også været konsulent i Kulturstyrelsen og arbejdet med landbrugshistorie, inden jeg blev selvstændig inden for landsskabs- og kulturarvspleje. Men det var begyndt at blive ensformigt, og jeg trivedes ikke rigtigt. I 2011 nærmede jeg mig de 60 og ledte egentlig lidt efter en ordentlig afslutning på mit arbejdsliv, men jeg vidste ikke helt, hvad det skulle være. Jeg var bare klar over, at den uro, der kradsede i mig, måtte væk.

Så en dag faldt jeg på badeværelsesgulvet og slog mit ben så meget, at jeg var sengeliggende en måneds tid, og det gav mig den fornødne ro til at tænke mine tanker til ende. Det var der, min gamle drengedrøm igen fandt vej til overfladen: Jeg ville ud at sejle.

Jeg tilhører generationen, der voksede op i Troels Kløvedals skygge. Jeg læste alle hans bøger og sejlede også selv en hel del i de danske farvande, men den store drøm var turen over det store hav. Over Atlanten. Jeg talte lidt med nogle venner om det. Det var jo bare en drengedrøm, jeg legede med, men pludselig blev fortællingen i min omgangskreds, at jeg var på vej af sted. Alle sagde tillykke og syntes, det var vildt sejt.

Jeg var ikke helt nået dertil endnu. Det var jo et stort skridt bare at sige farvel til alting, sejle om på den anden side af verden og så komme tilbage uden at vide, hvad der ventede. Det var langt fra alt det trygge, og jeg var ikke sikker på, om jeg turde, men nu fangede bordet, og det var lige det skub, jeg havde brug for. Selvfølgelig skulle jeg af sted. Ventede jeg fem år, kunne det meget vel være for sent i min alder.

Det var ikke en flugt, snarere en jagt på ny mening med det hele. Jeg er ikke et religiøst eller søgende menneske som sådan, men jeg har altid stillet store spørgsmål såsom: Hvad vil du egentlig med dit liv? Hvad gør dig glad? Det kunne turen måske give nye svar på. Og så kunne jeg da godt lide tanken om faktisk at gøre det, mange går og drømmer om: Ændre kurs. Virkelig udfordre sig selv. Eller ligefrem rive hele tilværelsen op med rode og bare drage derudad.

Det var især alt det praktiske, der havde holdt mig tilbage. Hvordan skulle jeg få arrangeret en tur over Atlanterhavet? Det er jo ikke en lille tur. Hvordan skulle jeg få det til at hænge sammen økonomisk? Ville der være et arbejde, når jeg kom tilbage?

Jeg var ikke gift, og mit barn var for længst flyttet hjemmefra, så da jeg først havde taget det første skridt og besluttet mig for at tage af sted, kunne jeg hurtigt mærke, at alt det andet, der havde bremset mig, blot var overfladiske ting. Derfor blev det første skridt også klart det største og sværeste. Derfra føltes hvert skridt let og naturligt, og jeg følte en enorm glæde, som bar mig gennem forberedelserne.

Det var ret nemt at finde den rigtige båd med den rigtige skipper gennem langturssejlernes forening, og så var det bare af sted – medbringende ikke så mange andre forventninger end at bryde mine egne grænser. Der var ingen facitliste og ikke noget bestemt, jeg skulle have med hjem. At nå over det store vand var et mål i sig selv. Der var heller ikke nogen tidsramme, bare en bankkonto, der ville løbe tør på et tidspunkt.

Det blev en tur på et halvt år. Vi sejlede fra Gibraltar til Sankt Lucia i Caribien, videre sydpå til Tobago og Trinidad og nordpå igen til Cuba. Jeg sluttede turen på Sankt Lucia og fløj hjem derfra.

Vi var hele tiden fire eller fem om bord. Vi skiftedes til at sejle og havde så faste roller derudover. Jeg stod især for forplejningen og indgik ellers bare i bådkollektivet. De andre havde hver deres grunde til at være med. En ung fyr kom lige fra gymnasiet og ville ud for at frelse verden. Og så var der et par stressede konsulenter, der kom bevæbnet med notesbøger og et stort, opsparet behov for at få sat deres liv i perspektiv. Skipperen ville bare ud at sejle langt.

Det var på den måde en ret broget flok, men på de lange nattevagter, hvor der var gode muligheder for lange snakke, fandt jeg hurtigt ud af, at vi var drevet af det samme: Et udefinerbart ønske om at leve et andet liv, end vi gjorde. At komme på afstand af os selv og vores miljø – og se verden og os selv – på en ny måde.

Det ønske, tror jeg, fik vi alle opfyldt. For mig betød turen ikke mindst, at jeg fandt ud af, hvor mange af de ting, jeg går og lader mig stresse af i hverdagen, der faktisk er ligegyldige. Jeg har fundet en anden ro. Et ståsted i mig selv, hvor jeg er mere bevidst om mine egne styrker og føler et mindre behov for at please andre.

Jeg fandt også ud af, at jeg kunne nogle ting, jeg ikke vidste, jeg kunne. Når man er derude på det store vand, i naturens nåde og uden mulighed for at få hjælp, møder man egne grænser. Det gjorde jeg i hvert fald. Det var en slags manddomsprøve, hvor jeg flere gange balancerede på kanten af, hvad jeg turde og kunne. Den slags vokser man af.

Samtidig er det meget konkret at sejle et skib. Enten sejler man ordentligt, eller også dør alle, og det var en ny og mere intens måde at leve på – uden at det var stressende. Jeg kunne mærke mig selv på en anden måde, og blandet med de mange, lange snakke lærte jeg at være mere nærværende i længere tid ad gangen. Det lyder måske banalt, men når alt er muligt, og intet er sådan rigtig forpligtende inde på land, har jeg ofte oplevet, at det langsomme nærvær har trange kår.

I det hele taget var forskellen på livet om bord og livet i land slående. I det øjeblik, vi lagde til et sted, blev jeg mødt af en virkelighed fuld af stress, bureaukrati og spændinger. Ude på vandet kunne jeg have mig selv med i alting, og det skabte en fantastisk følelse af frihed. Blandt andet til at tage den slags dybere samtaler, hvor der faktisk er tid til at lytte og blive lyttet til, så man får mulighed for at nå dertil, hvor man siger ting højt, man aldrig har sagt før. Og hvor man kan skabe nye tanker og flytte sig selv.

Før jeg tog af sted, var det sjældent, jeg tog mig tid til den slags snakke, men jeg har lært at se andre på en ny måde. Måske er det den største lære for mig, og jeg kan mærke, at jeg i dag lytter mere, end jeg taler. Jeg er generelt mere opmærksom på andre end før. Hvem er det egentlig, jeg møder?

De mennesker, jeg mødte på båden, var jeg formentlig ikke faldet i snak med på land, men jeg endte med at lære en masse af dem. Ikke mindst, at der altid er en forklaring på, hvorfor folk er, som de er, og reagerer, som de gør. I stedet for at afskrive dem, blive sur og bitter eller handle impulsivt, forsøger jeg derfor at række hånden frem. Og der er da også mange, der har sagt, at jeg er blevet mere rolig og rummelig, efter at jeg er kommet hjem.

Min tur har også fået konkret betydning for mit arbejdsliv. Jeg forlod gradvist den akademiske verden og begyndte at arbejde med mine hænder. Jeg blev ansat i et seniorjob i Roskilde Kommune og etablerede et seniorværksted i samarbejde med Roskilde Festival. Det var perfekt for mig, og jeg kneb indimellem mig selv i armen over, hvor meget mere glad jeg var blevet. Var jeg ikke taget af sted, havde jeg formentlig fortsat i samme spor, og det havde ikke været en katastrofe, men heller ikke det liv, jeg helst ville leve. Og det er jo det, man skal gøre op med sig selv: Lever jeg det liv, jeg gerne vil?

Det er selvfølgelig ikke alle, der har samme muligheder for at prøve det spørgsmål af på samme måde, som jeg har gjort det. Af mange grunde. Men vi mødte mange andre skibe på turen med både unge børnefamilier og ældre ægtepar, der på den ene eller den anden måde havde skabt sig frirum til at rive halve og hele år ud og bare tage af sted. Det kan være et sats, og man ved ikke, hvad man får, men ét er sikkert: Man kommer ikke tilbage som den samme. Og man har fået udlevet sine drømme og testet, om man er så glad, man kan være.

For mig blev det også en overgang fra én livsfase til en anden. Jeg er gået på efterløn nu og har følt mig langt bedre mentalt rustet til det liv, end hvis jeg bare var stoppet med at arbejde. Jeg har hørt mange eksempler på mænd, der er sygnet hen, efter de er blevet pensioneret, fordi de ikke kunne håndtere den frihed, de fik. Det fik jeg nogle værktøjer til på min tur. Jeg kommer ikke bare til at læne mig tilbage lige foreløbig og sygne hen. Jeg vil leve, til jeg dør.