Prolog
Det er efterhånden længe siden, at Anne-Cathrine Riebnitzsky sidst kunne sove med hovedet hvilende på en blød hovedpude. Den seneste måned har der været et hårdt bump under den. En rektangulær klods i form af hendes mobiltelefon, der på dens fulde lydstyrke har ligget beredt, klar til at vække hende midt om natten med larm og vibration, hvis der skulle være nyt fra Afghanistan. Nyt fra Hamid. Nyt fra Gulalai.
”Det har været et spørgsmål om dage, der har afgjort liv eller død for Hamid, Gulalai og familien,” fortæller forfatteren og sprogofficeren, der siden Talebans fremmarch i Afghanistan også har ageret døgnvagt på sin egen, selvgjorte alarmcentral fra sit hjemmekontor på landet ved Veksø i det nordvestsjællandske. Det er herfra, hun de seneste uger har været i daglig kontakt med de to afghanere, 61-årige Gulalai og hendes søn Hamid. Begge hjalp nu 47-årige Anne-Cathrine Riebnitzsky, da hun i 2008 var udsendt som soldat og siden rådgiver for Udenrigsministeriet i Afghanistan.
Det var den nu 61-årige afghanske jordemoder Gulalai Sherzad, som Anne-Cathrine Riebnitzsky først stiftede bekendtskab med. Hun var ikke bare en ud af mange lokale, der hjalp de vestlige styrker i Afghanistan. Hun blev også den, Anne-Cathrine Riebnitzsky stolede mest på. En nøgleperson med base i Helmand-provinsen, nærmere bestemt i byen Gereshk, som kunne trække i de rigtige tråde, og som kunne advare de danske styrker, hvis området omkring Gereshk ikke var sikkert at færdes i. Gulalais søn, Hamid, hjalp til med at oversætte, når der manglede tolke. Og snart blev også han, sønnen, en meget værdsat hjælp for Anne-Cathrine Riebnitzsky og hendes udsendte kollegaer, når de fik brug for en håndværker eller en projektleder, de kunne stole på.
Nu, gennem de seneste uger, har det været Anne-Cathrines Riebnitzskys tur til at hjælpe de to, da ingen andre syntes at gøre det. Hjælpe dem væk fra Afghanistan. Og væk fra Taleban, der i mange år har haft de to afghanere på listen over mennesker, de helst så udslettet.
”Jeg kunne høre det i Hamids stemme, da han ringede i juli. At den var helt gal. Det var ikke fordi, han bad mig om hjælp eller bad mig om at redde dem. Han er altid så høflig. Meget ydmyg. Men han fortalte, at sikkerhedssituationen var meget dårlig, og at de blev nødt til at komme væk. Han spurgte, hvordan det så ud. Hvad mulighederne var for at komme til Danmark. Eller England. Eller USA. Jeg måtte sige, at jeg ikke vidste, hvad der kunne lade sig gøre. Men at jeg nok skulle gøre, hvad jeg kunne.”
Og det er, hvad Anne-Cathrine Riebnitzsky de seneste uger har gjort. Hun har trukket på alle sine kontakter. Forsøgt at gøre Hamid klogere på situationen mens han flygtede gennem minefeltet af checkpoints og pickup-trucks med Taleban-styrker spredt over landet. Sideløbende har Anne-Cathrine Riebnitzsky i korte meldinger givet status på situationen gennem opslag på sin Facebook-profil til sine danske følgere. Kristeligt Dagblad har fulgt med på sidelinjen og nu talt med Anne-Cathrine Riebnitzsky om den seneste måned i hendes liv. En måned som digitalt førstehåndsvidne til en afghansk families flugt for livet.
Fredag den 6. august
Facebook-opslag: ”De seneste uger har været hårde. Jeg har ad flere omgange talt med gamle afghanske kontakter. Gulalai, der drev kvindecenteret i Gereshk, er gået under jorden i det vestlige Afghanistan og frygter for sit liv.(...) Intet af det arbejde, jeg gjorde den gang, kunne jeg have gjort uden modige tolke og lokale kvinder og mænd, der intet andet ønskede sig end en fremtid med skoler, uddannelse, arbejde – et liv, hvor de ikke skulle frygte det forhadte Taleban. Mennesker der takkede os for den fremgang de fik.”
”Nogle dage senere taler jeg med Hamid. Taleban har haft fat i noget af deres fjernere familie. De har truet dem. Sagt, at de har 10 dage til at røbe, hvor Hamid og Gulalai gemmer sig. På det her tidspunkt har familien spredt sig, så de er sværere at finde frem. Men de er stadig langt fra Kabul. Hamid taler om at gemme sig selv og sin familie i en lastbil mellem sække med varer og på den måde komme til Pakistan og derfra forsøge at søge asyl i Danmark. Jeg siger, at det er en plan, der ikke holder. Hvis der overhovedet bliver en evakuering, bliver det fra Kabul. Jeg udfylder papirer for Hamid og Gulalai. Han har ikke selv internetdækning nok til at få sendt papirer afsted, og bare det at få underskrevet de rigtige ting er en udfordring. På dette tidspunkt er det ikke klart, om man vil evakuere. Der mangler politiske beslutninger. Hamid står ikke engang på listen over personer, Danmark vil prøve at få hjem. Men hvis Hamid kommer på listen, skal han med et fly fra Kabul, også selvom turen dertil meget vel kan koste ham og familien livet. Det er den besked, jeg giver ham, men jeg ved godt selv, at den er givet på et spinkelt grundlag. Alligevel begiver Hamid sig af sted mod Kabul. I bil. På bagsædet af bilen mod Kabul sidder Hamids kone og børn. Plastret ind i burka fra top til tå. Jeg sidder derhjemme. Jeg sover ikke så meget denne tid. Venter bare på livstegn.”
Fredag den 13. august
Facebook-opslag: ”GULALAI LEVER ... efter mange dage under jorden og nogle meget skræmmende dage på flugt, er det lykkedes hende at slippe ind i Kabul. Jeg sad med hjertet i hænderne i går aftes, for jeg vidste, at hun var på vej mod Kabul, mens vejene ind mod Kabul blev lukket i. Jeg frygtede, at hun ville blive taget i et Taleban checkpoint og henrettet.”
”Alt er kaos. Hamid er flygtet mod syd. Han taler stadig om Pakistan, men siger også, at han kun kan klare sig der et par måneder. Mit håb stiger, hver gang det lykkedes dem at undgå et af Talebans checkpoints. Efter flere dage lykkes det Hamid og familien at nå frem til Kabul. På mirakuløs vis. Gulalai og Hamid gemmer sig forskellige steder i Kabul hos nogle, de kender, mens vi prøver at finde ud af, hvordan de kommer ind i lufthavnen. Jeg har tråde ude mange steder og leder efter folk, Hamid har arbejdet sammen med. Mine tråde går til engelske generaler og helt ind i det amerikanske senat. Mange går langt for at hjælpe, men det synes umuligt at finde ud af, hvordan familien slipper ind i lufthavnen. Blot at finde ud af hvor mange indgange der er, og hvordan man kommer derhen uden at ramle ind i Taleban. En amerikansk journalist har lagt et kort ud på Twitter over lufthaven. Det bliver en hjælp. Men for Hamid er det svært at holde styr på, hvad der er North Gate, og hvad der er East Gate. For mit eget vedkommende finder jeg ro i at gøre alt, hvad jeg kan. Selvom jeg ved, at det kan være slut om lidt ved det mindste forkerte trin. Det er ekstremt frustrerende. Jeg forlader nærmest ikke huset og slet ikke min telefon. Alligevel beslutter jeg mig for at gå i kirke. Det er der brug for. Alt er kaos. Men Gud er stadig Gud. Der er et håb i at vide, at Gud er med Hamid og Gulalai.”
Torsdag den 19. august
Facebook-opslag: ”Hamid har fået tæsk. Gulalai er fuldstændig udmattet. Jeg er udmattet. Flere dages forsøg på at komme ind i lufthavnen er fortsat ikke lykkedes. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. De ventede fra tidlig morgen til sen aften i går. Og igen i dag. Det lykkedes heller ikke i dag (...). Jeg har måttet fortælle dem, at Danmark har fået 300 ud, men desværre ikke dem. Jeg prøver at fortælle dem, at meningen, planen stadig er en form for hjælp.”
”Det er det afghanske politi, der har givet Hamid tæsk, fordi jeg har bedt ham om at gå frem. Jeg får bekræftet, at Hamid nu også er på den danske liste. På det her tidspunkt modtager jeg kun korte talebeskeder fra Hamid. Han er så bange, at han ikke kan skrive. Hans hænder ryster for meget. Hans engelske sprog er gået i stykker. Jeg siger til ham, at han skal blive ved med at presse på. Jeg er gal. Frustreret. På en tavle i mit køkken har jeg skrevet tre spørgsmål ned, som jeg må stille mig selv. Har du spist? Har du drukket? Har du fået frisk luft? Jeg vågner om natten og venter på livstegn.”
Søndag den 22. august
Facebook-opslag: ”De lever endnu, begge to. De har forsøgt gang på gang at komme ind i lufthavnen (...). I tusindvis forsøger at komme ind, med eller uden papirer (og jeg forstår dem godt). Resultatet er, at det er meget vanskeligt at redde nogen overhovedet. Det er brutalt og forfærdeligt.”
”Det er, som om noget begynder at lysne. Som om det rent faktisk ser ud til, at der er en vej ud. Der er nogle af mine forbindelser, der fortæller mig, at der nu er kommet jægersoldater på afghansk jord. Det er en form for lettelse at vide, at der er sat kræfter ind. At de ikke længere er helt alene. Jeg bider tænderne sammen og beder for, at det skal lykkes.”
Mandag den 23. august
Facebook-opslag: ”YES! DET ER LYKKEDES... De er inde. Jeg har slet ikke ord lige nu.”
”Der lå fire korte talebeskeder til mig, da jeg vågnede fra et par timers søvn. I beskederne sagde Hamid, at han og familien var kommet ind i lufthavnen. Jeg var bange for, at han havde misforstået noget. Men igen, han ville aldrig sige det, hvis det ikke var rigtigt. Jeg havde tusind spørgsmål, men fik ikke rigtig svar. Det ville være det mest naturlige i verden, hvis han var sunket sammen i et hjørne, men fra det øjeblik, de kom ind i lufthavnen, øjnede han straks muligheden for at hjælpe til som tolk. Han havde slet ikke tid til spørgsmål.”
Epilog
Torsdag morgen i denne uge landede Gulalai og Hamid med sin kone og deres fem børn i Københavns Lufthavn. Kun ganske kort har Anne-Cathrine Riebnitsky været i kontakt med Hamid, siden familien forlod Kabul, men modsat for en uge siden, hvor stilhed meget nemt kunne betyde, at det værst tænkelige var hændt, har Anne-Cathrine Riebnitsky for første gang længe haft ro i maven, selvom telefonen under puden er forblevet stille. Hun ved, at selvom familien er lettede, er de også bekymrede for fremtiden. Hvad der skal blive af dem i Danmark. Det er Anne-Cathrine Riebnitzsky også. Men frem for alt er hun lettet. Trods tanken om dem, der aldrig nåede så langt som Hamid og Gulalai.
”Da min mand forlod Balkan for mange år siden, fik han et maleri med fra en lokal kunster. Det forestiller en kvinde med favnen fuld af blomster. Flere end hun kan bære. Jeg tænker på det i de her dage. Jeg tror, vi er mange, der har arbejdet i udlandet under vanskelige kår, der føler, vi gerne ville have gjort mere. At vi gerne ville have samlet flere op, flere end vi kunne bære. Men som trods alt er glade for dem, der kom i sikkerhed. Det er sådan, jeg har det nu, når jeg tænker på Hamid og Gulalai.”