Havekolonien er i udpræget grad et parallelsamfund

I havekolonien genfinder man noget af den landsbykultur, som er gået tabt i løbet af det seneste halve århundrede

I kolonihavens parallelsamfund genfinder man nogle af de dyder, som engang hørte til i landsbykulturens hverdagsliv som for eksempel det, at man har tid til hinanden, og at der er plads til almindelig medmenneskelig hjælpsomhed, så man stiller sin håndværksmæssige viden og kunnen til rådighed for den, der lige nu har brug for den.
I kolonihavens parallelsamfund genfinder man nogle af de dyder, som engang hørte til i landsbykulturens hverdagsliv som for eksempel det, at man har tid til hinanden, og at der er plads til almindelig medmenneskelig hjælpsomhed, så man stiller sin håndværksmæssige viden og kunnen til rådighed for den, der lige nu har brug for den. Foto: Flemming Krogh/Ritzau Scanpix.

Så er det forår. Vi har passeret jævndøgnet, og vi er begyndt at vågne op til livet i kolonihaven. Allerede i februar var vi derude for at se, om erantis og vintergækker var kommet frem. Lidt senere kom også krokus og hyacinter, påskeliljer og tulipaner, hvis vi ellers kan havde de sidstnævnte i fred for rådyrene. Hvert år undrer vi os over, at det alt sammen på en eller anden måde er gemt dernede i jorden, indtil forårssolen kalder det frem efter tur og i orden.

Efterhånden, som foråret skrider frem, kommer der også flere mennesker derude. De, der har været der hele vinteren, kommer frem af deres huse. Og vi andre, som har vores officielle bopæl inde i byen, kommer ud for at se, om jorden snart er til, at der kan lægges kartofler. Desuden er der forskellige småreparationer, som blev udskudt sidste år, da der var for varmt til at lave noget.

I kolonihaven er der små havehuse, der er flikket sammen af både det ene og det andet, og der er andre huse, som ligner mindre feriehuse. Oprindelig var det meningen, at de, der boede i lejligheder inde i byen, skulle have en mulighed for at få frisk luft og friske grøntsager. De fleste af os har stadig grøntsagsbede i haverne, selv om de nu mere er til fritidsbrug og rekreation.

Havekolonien er i udpræget grad et parallelsamfund, hvor momsen ikke er slået igennem. Kulturen i vores koloni har fra starten af været en håndværkerkultur, hvor man bytter ydelser. Hvis jeg nu hjælper dig med at bygge et nyt drivhus, så hjælper du mig med at udskifte mine vandrør! Med min egen faglige baggrund har jeg ikke så meget at bytte med, bortset fra at jeg står for den årlige høst- og efterårsgudstjeneste i foreningsteltet.

Dog var der en dag, hvor jeg ville lave et stykke urtehave om til græsplæne. Jeg spurgte derfor Frank, om han ville fræse det med sin kraftige havefræser. Jo, det ville han gerne. Og hvad skal du så have for det? spurgte jeg. Kan vi ikke bytte? lød svaret. Med hvad? spurgte jeg undrende. Kan sådan en som dig ikke holde bryllupper? spurgte han så. Det kunne jeg sådan set godt, selv om jeg er pensionist. En havefræsning for et bryllup! Jo, det går vel sådan cirka lige op. Så det var en aftale.

Min forkærlighed for kolonihavelivet blev grundlagt, længe før vi selv fik anskaffet en have. Det var i 1980’erne, hvor jeg på forskellige kunstudstillinger var blevet opmærksom på naivistiske kunstnere som Walther Schaldemose, Tom M. Jensen og Helen Nagel, som alle har hentet en del af deres inspiration i kolonihaverne. Man har sagt om den naivistiske kunst, at den afbilder en drøm om en verden, som ikke er til mere. Det er sikkert rigtig. Men det er på den anden side også rigtigt, at den naivistiske kunst hager sig fast i en opfattelse af tilværelsen, som gør, at man kan have et forsonligt og humoristisk forhold til det ganske almindelige hverdagsliv, så man endda synes, at det er umagen værd.

I kolonihavens parallelsamfund genfinder man nogle af de dyder, som engang hørte til i landsbykulturens hverdagsliv som for eksempel det, at man har tid til hinanden, og at der er plads til almindelig medmenneskelig hjælpsomhed, så man stiller sin håndværksmæssige viden og kunnen til rådighed for den, der lige nu har brug for den.

For nogle år siden havde jeg udskiftet en vandhane i havehusets køkken, hvorved en pakning var blevet utæt, så vores lille ølkælder var løbet fuld af vand. Jeg måtte derfor ud i havekolonien for at se, om jeg kunne låne en pumpe. Straks stillede der en elektriker plus et par VVS-folk, hvoraf den ene var gas- og vandmester.

Der blev lagt et par dykpumper ned i kælderen og sluttet strøm til.

Desuden var der en, der påtog sig at reparere den dårlige pakning. Da vi var færdige, var der hverken vand eller øl i kælderen. Men vi havde haft det hyggeligt og ordnet verdens- situationen, mens skaden blev udbedret.