Prøv avisen

Voksenadopteret: I hjertet har jeg altid manglet det med en ægte mor, far og familie

30-årige Rosa Nielsen er netop blevet adopteret af sine plejeforældre, Agnethe og Gerner Zimino. Foto: Leif Tuxen

Det afgørende for forældreskabet er ikke graviditeten. Det er i stedet, hvem der tager sig af barnet, mener Rosa Nielsen, der som 29-årig ønskede at blive adopteret af sine plejeforældre, for ifølge hende har man hele livet brug for en familie

Da Rosa Nielsen var seks år og lige flyttet ind hos plejeforældrene Agnethe og Gerner Zimino, spurgte hun, om hun måtte kalde dem mor og far.

”Vi sagde ja,” fortæller Gerner Zimino:

”Men vi tilføjede, at det måtte du godt for os, men vi troede ikke, det var så godt for din egen fars og mors skyld. I skolen og over for kammerater kaldte du os mor og far. Men over for din far og mor gjorde du det aldrig. Herhjemme har du også altid brugt vores navne.”

Der er gået over 20 år, siden Rosa Nielsen spurgte, om hun måtte kalde sine plejeforældre for mor og far. I efteråret sidste år gentog hun som voksen spørgsmålet, men formuleret på en lidt anden måde. Det var under en middag på en restaurant, og Rosa Nielsen havde noget tid forinden fået at vide, at Agnethe Zimino var ramt af brystkræft. Hun var blevet opereret, men Rosa Nielsen var bange for, at plejemoderen ville dø.

”Hvis Nethe og Gerner dør, har jeg ingen,” forklarer hun.

Derfor spurgte hun: ”Vil I adoptere mig?”.

Rosa Nielsen knipser med fingrene: ”Det kom lige til mig.”

Agnethe Zimino forklarer:

”Ja, du sagde det lige pludseligt, og vi sagde ja med det samme. Gerner og jeg gik ikke i enerum for at snakke. Det er så naturligt, at du er vores datter. Det har vi hele tiden følt, selvom vi også er bevidste om, at du havde en biologisk far og mor. Men det er alligevel dejligt, at du gerne ville adopteres.”

Gerner Zimino smiler og nikker fra sofaen i hjemmet i Kastrup ved København, hvor et billede af Rosa Nielsen som teenager står fremme sammen med et af parret og flere af Rosa Nielsens søn på 10 år.

Hun forklarer, at der i mange år har været en følelse indeni hende, som betød, at hun ønskede at blive adopteret.

”Man skal høre til et sted. Jeg har aldrig hørt til et rigtigt sted, og alligevel ved jeg godt, at jeg hører til her. Men i hjertet har jeg altid manglet det med en ægte mor, far og familie. Jeg har altid følt mig elsket, og at jeg var Nethe og Gerners barn. Når vi var ude, kaldte I mig også jeres datter, men der har manglet det sidste,” siger hun om de år, hvor hun boede hos Agnethe og Gerner Zimino i præstegården i Kastrup, hvor Agnete Zimino i flere år var sognepræst.

Rosa Nielsen kom dertil, efter at Agnethe Zimino den 29. december 1991 så en annonce i dagbladet Politiken, hvor Københavns Kommune søgte en plejefamilie til en seksårig pige, der boede på børnehjem, fordi hendes biologiske mor ikke kunne tage sig af hende.

I januar mødte de pigen, som var Rosa Nielsen.

”Første gang overnattede du med din mor. Anden gang kom du alene. Der husker jeg, at du sagde: ’Jeg lader mine sutsko stå, for jeg flytter snart ind’,” fortæller Agnethe Zimino.

Det gjorde hun, og Rosa Nielsen blev der i 10 år, indtil hun i en kort periode boede hos sin biologiske mor for så at flytte for sig selv. Også da hun var flyttet fra plejeforældrene, bevarede de en god kontakt med besøg og fælles udlandsrejser.

Efter samtalen i efteråret på restauranten ringede Agnethe Zimino til Statsforvaltningen for at igangsætte adoptionsprocessen.

”Vi fik at vide, at vi kunne søge om at adoptere Rosa, fordi hun havde boet hos os så længe, og fordi vi hele tiden havde haft kontakt,” forklarer hun.

Parret har ingen biologiske børn og har kun i en kort periode haft plejebørn i aflastning. Efter at have sendt ansøgningen om adoption og kom parterne hver for sig til en samtale.

”De sagde, at nu blev vi hendes forældre, og at hun for eksempel ikke kunne arve sin biologiske familie, for de var ikke længere hendes familie. Så skarpt sagde de det. Det blev jeg nødt til at ringe og fortælle Rosa, inden hun skulle til samtale,” siger Gerner Zimino.

Det var dog ikke et faktum, den unge kvinde lagde stor vægt på, for hun har i flere år ikke haft fast kontakt til sin biologiske familie. Hendes biologiske bedsteforældre og biologiske mor er døde. Hun har tre halvsøstre, som hun har kontakt med ved fødselsdage, men ellers ikke særligt ofte.

”Det kommer ikke an på, om man har været gravid med barnet i ni måneder. At være forældre handler om, hvem der har opfostret en, og hvem der har pustet på ens knæ, når man faldt. Det har Nethe og Gerner altid gjort,” forklarer hun.

Knap en uge før Rosa Nielsen fyldte 30 år i februar, kom svaret fra Statsforvaltningen i e-Boks, stedet hvor man blandt andet modtager post digitalt fra det offentlige.

”Vi havde lidt tidligere fået at vide, at adoptionen ville blive godkendt, men at der manglede nogle sidste dokumenter. Men så fik vi officielt at vide, at adoptionen var gået igennem. Vi talte i telefon sammen, og Nethe begyndte at græde,” siger Rosa Nielsen og fortsætter:

”Jeg var lettet. Jeg tænkte, at nu er jeg rigtigt deres barn. Nu hører jeg til hos dem.”

Udadtil føler ingen af dem dog, at adoptionen har ændret noget i deres forhold.

”Det er, som det altid har været,” siger Rosa Nielsen, der jævnligt tager turen fra Svebølle i Nordvestsjælland, hvor hun bor og arbejder som social- og sundhedshjælper, for at besøge sine forældre.

Rosa Nielsen reflekterer også over, hvorfor det selv som voksen er vigtigt at have forældre. Hun var 29 år, da hun ønskede at blive adopteret:

”Det er som sådan ikke vigtigt at have forældre som voksen, for det er jo ikke dem, der skal lave mad til mig hver dag og passer mig. Men det er en følelse af, at man har familie og hører til et sted. Derfor er det vigtigt med en familie, også når man er voksen.”

”Det er skønt at være blevet mor som 70-årig. Det er helt bibelsk,” tilføjer Agnethe Zimino.

Selvom Rosa Nielsen som barn gerne ville kalde plejeforældrene mor og far, er det ikke betegnelser, hun bruger i dag.

”Jeg har aldrig herhjemme sagt far og mor, kun over for kammerater i skolen, sådan er det bare. Men min søn siger bedstemor og bedstefar. Jeg siger navnene, og det bliver jeg ved med,” siger hun, og hendes mor supplerer:

”Jeg tror, vi gjorde ret i, da du var barn, at holde fast ved, at du havde biologiske forældre.”

Rosa Nielsen har heller ikke ønsket at få samme efternavn som forældrene:

”Statsforvaltningen spurgte, om jeg ville skifte efternavn. Det er sjovt, at de spørger en voksen om det, og jeg sagde nej. For mig er det ikke navnet, der afgør, om man er i familie. Jeg ved, at vi nu er det.”

Rosa Nielsen var seks år, da hun holdt sin første sommerferie med Gerner og Agnethe Zimino i et sommerhus på Fanø. – Privatfoto affotograferet af Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen
Sådan ser adoptionsbevillingen fra Statsforvaltningen for Rosa Maria Nielsen ud.