Kristeligt Dagblad har talt med tre børne- og ungepsykiatere og spurgt dem, hvad stigningen i børn med psykiatrisk diagnose er et udtryk for, og om den nuværende coronakrise kan risikere at spille ind på fremtidens behandling i børne- og ungepsykiatrien. Her giver børne- og ungepsykiater Lisbeth Kortegaard sit bud.
Der er noget galt i Danmark. Noget galt med den måde, som børn behandles på, når de er mentalt udfordrede. Alt for ofte sygeliggøres de af omgivelserne som følge af en adfærd, der ikke bør betegnes som psykisk sygdom, men snarere skal ses som tegn på, at de lever for stressede liv med for lidt hensyn til, at de endnu kun er børn. Det mener børne- og ungepsykiater Lisbeth Kortegaard.
Coronakrisen har ændret vores adfærd, og fra sit faglige ståsted kan hun godt se flere udfordringer på børnenes vegne. Men hun øjner dog også muligheden for, at pandemien kan bidrage til en ændring af den livsstil, som hun mener skader mange børn.
”Mit gæt er, at en hel del mennesker har oplevet store fordele ved den pause, vi ufrivilligt har fået. Vi har fået tid til hinanden og til ting, vi ikke plejer. Stressen er måske også faldet i nogle af de familier, hvor arbejdet eller presset fra jobcenteret normalt fylder meget. Det har givet mere overskud til børnene. Og hvis flere familier finder ud af, at man godt kan klare sig med mindre, og at der er store fordele ved ikke at have så travlt, vil det i høj grad påvirke børnene positivt sundhedsmæssigt,” siger hun og understreger, at hun godt ved, at der på den anden side også er meget ressourcesvage familier, for hvem coronakrisen trækker i den anden retning.
Lisbeth Kortegaard forlod i 2014 den hospitalsbaserede børne- og ungdomspsykiatri. En af de væsentligste årsager var hendes modstand mod den vej, udviklingen i børne- og ungepsykiatrien gik. Dels fandt hun, at for mange børn blev sygeliggjort ved at blive henvist til psykiatrien uden at være egentlig psykisk syge, dels blev der efter hendes mening delt alt for rundhåndet ud af diagnoser og psykofarmaka.
Det ryster hende, at hvert syvende barn i Danmark i dag i løbet af sin barndom får en psykiatrisk diagnose. Og hun er overbevist om, at det er uheldige samfundsstrukturer, der har ført til forældres søgen efter diagnoser til deres børn, så de kan sikre barnet støtte i skolen og i hjemmet og samtidig fralægge sig ansvaret for, at deres barn ikke fungerer i hverdagen.
”Det bliver et mere og mere komplekst samfund, som mennesker skal forholde sig til og leve i. Der er flere og flere krav, vi skal leve op til – både udefra og inde fra os selv. Vi får konstant et overload af information, og jeg tror, at vi hver især oplever at blive presset og overstimuleret i en grad, som vi mentalt slet ikke er skabt til. Den slags medfører uro, angst og psykisk ubehag i det hele taget,” siger Lisbeth Kortegaard.
Når et barn ikke trives i et komplekst samfund, sker det ofte, mener Lisbeth Kortegaard, at forældre og/eller lærere søger efter årsagen ved at fokusere på forhold i barnet i stedet for omkring barnet. I for mange tilfælde bliver resultatet, at barnet ender i psykiatrien.
”Der er tiltagende mange forældre, der ønsker en diagnose til deres børn som en form for forklaring. Diagnosen gør det nemmere at få bevilliget hjælpeforanstaltninger. Men det er også i nogle tilfælde en søgen efter en valid forklaring, så man undgår at forholde sig til sine egne valg som forældre. Forældre lever jo også under stort præstationspres. I det lys har diagnoser gennem årene ændret karakter fra at være et stempel, man forsøgte at undgå, til indimellem nærmest at fungere som et trofæ, man kan hænge op på væggen”, siger hun.
Selv mener Lisbeth Kortegaard, der nu arbejder i det socialmedicinske felt med voksne, at man skulle have en mere holistisk tilgang til børn med psykiske vanskeligheder, hvor man ikke som det første tænker i diagnoser og medikamentel behandling.
”Tænk, hvis fokus var på at sikre de rette hjælpeforanstaltninger i skolen, hjælpe forældrene til at have mere overskud i hverdagen, sørge for den rigtige mængde af kost, motion og søvn og ikke mindst begrænse skærmbruget. Sanerede vi barnets miljø for alvor, ville der være langt færre børn med en psykiatrisk diagnose.”