Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Etisk sagt

Dy Plambeck: Forbrugskulturen har smittet af på vores menneskesyn

For den 39-årige forfatter og medlem af Højskole-sangbogsudvalget Dy Plambeck er det især etisk svært at være et privilegeret menneske, når hun rejser. – Foto: Leif Tuxen

Forfatter Dy Plambeck mener, at tidens største etiske dilemma har rødder i en forbrugskultur, der smitter af på måden, vi behandler hinanden på

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Jeg står helt sikkert i mindre etiske dilemmaer hver dag, men det, der står klarest for mig lige nu, er et af de større. For mig var det et etisk dilemma at være i Afghanistan. Jeg var med de danske kamptropper dernede. Det var den måde, jeg kunne komme derned for at lave research til min roman ”Mikael” fra 2014 og skrive artikler for Weekendavisen. Men jeg ved ikke, om jeg synes, den krig var en god idé. Jeg synes, det var etisk vanskeligt at være der, for det virkede helt absurd at være vidne til de unge mænd fra Viborg eller Holstebro stå ansigt til ansigt med lokalbefolkningen dernede, selvom det slet ikke handlede om dem, men om store politiske beslutninger. Jeg måtte tænke på det som et arbejde, der skulle løses, og det var det jo også, men det var alligevel svært at adskille fra mig selv. Man kan jo ikke bare adskille mennesket fra arbejdet. Især ikke i en krig, som virkelig handler om mennesker.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

Jeg har rejst en hel del i mit liv. Jeg har rejst i Afrika og været i Haiti efter jordskælvet og i Afghanistan. Og jeg synes, det er etisk svært at være et privilegeret menneske ude i verden. Det kan være svært, når man møder børn i en flygtningelejr eller en krigszone, som jeg har gjort, hvor man gerne vil skabe kontakt til dem og vise dem, at man er et menneske. Kontakt er kærlighed. Men da jeg rejste med en læge i Afrika, og også i Afghanistan, var der situationer, hvor jeg ikke måtte tage kontakt til børnene, fordi det kunne være farligt, eller fordi lægen ikke ville kunne gøre sit arbejde, hvis der skulle følge en hel horde af børn efter os. Det var svært næsten at skulle lade, som om de var luft.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Vi lever i en forbrugskultur, og jeg synes, at der er en tendens til, at vi mennesker behandler hinanden som varer. Det er, som om det her med, at vi kan udskifte det meste, når vi bliver trætte af det, har smittet af på vores menneskesyn. Jeg har ikke selv været på nogen datingsider eller en dating-app som Tinder, men når jeg hører fra mine venner og veninder, hvordan man ofte kontakter hinanden derinde og afslutter kontakten igen, hvis man altså overhovedet kan kalde det det, for tit svarer man åbenbart ikke, så tænker jeg ’are you kidding me?’. Måske er jeg håbløst gammeldags, men når man får lov at holde noget af et andet menneskes liv i sine hænder, som Løgstrup ville formulere det, så skal man også vise den tillid respekt. Det er jo ikke 10 nektariner nede i Netto, vel? Det er mennesker, vi har med at gøre. Der er kommet en underlig kulde ind i det. Og man glemmer, at kærligheden opstår i kontakt. Helt konkret ved at være i kontakt med et andet menneske: skrive, ringe, ses, men også mentalt. Ved at tale sammen. Være sammen. Mærke, at den anden begynder at leve i én.

Man forbruger i højere grad også i arbejdssammenhænge. Min mor er gået på pension, men hun var ansat 35 år på den samme folkeskole. Det er de færreste, der er det i dag. I dag har man projektansættelser, som varer to år, og så kan man skifte dem ud.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Nej, det synes jeg ikke. Det er lang tid siden, jeg har hørt en etisk debat. Nogle gange dukker der noget op, og så diskuterer vi for eksempel mobning, som er en debat, der er dukket op, siden jeg gik i skole i 1980’erne. Men der er ikke en løbende samtale om, hvordan vi behandler hinanden godt, og den mangler, synes jeg. Den eksisterer i det små, for eksempel i min datters skovbørnehave, hvor de går meget op i, at man skal være en god ven. Men social intelligens og evnen til at kunne danne relationer er så vigtigt for ens arbejdsliv og for at kunne begå sig i samfundet generelt, og derfor bør det fylde mere.

Hvilke etiske principper handler du selv efter?

Næstekærlighed. Det handler om at kunne sætte sig i andre menneskers sted. Det er også noget, jeg gør i mit arbejde. For at kunne skrive om andre mennesker som forfatter er jeg nødt til at leve mig ind i menneskers tankegang, og derfor er det nok noget, der ligger på rygraden, og jeg kan meget hurtigt se det, når andre mennesker ikke gør det.