Vi er mange, der elsker krimier på film og i bøger. Det er eventyr for voksne, men også lærerige fortællinger om moralske dilemmaer i hele spektret fra mord til simpel berigelseskriminalitet.
Virkelighedens værste dramaer skærer sig også ind i vores bevidsthed. De viser, at ondskaben findes. Hos Peter Madsen, Amagermanden og Peter Lundin, for eksempel. Her er mangel på empati, forskruet grandiositet, iskold beregning og grænseoverskridende handlinger. Hvorfor ryger nogle over grænsen, mens andre bliver på den rigtige side? Er det arv og miljø, der styrer, eller har vi et valg som selvstændige individer?
I HBO Nordics dokumentarfilm ”Crazy, not Insane” dykker den Harvard-uddannede psykiater Dorothy Lewis dybt ned i, hvorfor nogle dødsdømte seriemordere begik drab. Hendes interviews viser, at de indsattes personligheder er som kinesiske æsker med hver sin identitet, hukommelse og vilje. De handler derfor uafhængigt af hinanden. Det kaldes dissociativ personlighed.
Er det sådan, vi skal forstå nogle af de værste danske drabs- og seksualforbrydere? Måske. Men uanset hvordan deres hjerner er skruet sammen, må samfundet beskytte sine borgere mod deres forbrydelser gennem sit straffesystem.
Lige nu viser HBO Nordic også serien ”Your Honor”, som handler om en respekteret, retlinet, empatisk dommer, der kommer på afveje, da hans søn bliver årsag til en dødelig bilulykke og flygter. Den dræbte er søn af byens mafiaboss. Dommeren kæmper for at redde sit barn og træffer nogle fatale valg. Han gennemskuer ikke mafiaens spilleregler og udfordrer den skæbne, der rammer ham til sidst. Se den, og døm selv.
I min studietid og unge erhvervsår arbejdede jeg som volontør i et åbent statsfængsel i Danmark og som videnskabelig medarbejder på en revision af den grønlandske kriminallov. Senere som underviser i retssociologi på Københavns Universitet. Det var lærerige og menneskeligt berigende år. Det blev tydeligt for mig, at de ”rigtige” moralske valg ikke er tilgængelige for alle hele tiden. Modet og selvtilliden kan svigte. Skam, frygt og panik kan tage over.
Jeg mødte for eksempel en ung indsat i det åbne statsfængsel. Hans kæreste var blevet gravid, men det lykkedes dem at holde det skjult, fordi hun var så tynd, at graviditeten ikke kunne ses. Deres panik og frygt for omgivelsernes reaktion var enorm, og fødslen foregik i skjul. De lagde babyen i en æske, kørte ud til en sø i nattemørket og sænkede den i søen. Babyen blev fundet, og den unge mand tilstod. Hans kæreste var under den kriminelle lavalder. Han arbejdede i det gartneri, som hørte til statsfængslet, og havde mange samtaler med fængselspræsten. Hans psykologiske profil var ikke en morders. Derfor fik han en fleksibel, humanistisk dom, hvis fokus var at hjælpe ham tilbage i samfundet.
Straf har nemlig to formål: at frihedsberøve for at forhindre gentagelse og markere samfundets afstandtagen fra den kriminelle handling og at resocialisere: gøre den indsatte parat til at blive en god samfundsborger.
Men højere strafferammer og bandepakker har skærpet kursen over for kriminelle herhjemme, så antallet af indsatte er steget. Alene fra 2018 til 2020 med 17 procent. Det betyder pres på lokalekapacitet og mandskab og dermed dårligere muligheder for resocialisering.
Det er en hård kamp at komme tilbage i samfundet, når man har udstået sin straf. Mangel på et fællesskab, kæmpegæld til staten for advokatlønninger med mere ved strafudmålingen, arbejdsgivernes ret til at se straffeattest, når man søger job. Selvom de fleste er enige om, at kriminelle, der ikke udgør en fare for deres medmennesker, skal tilbage i samfundet efter straffen, tænker mange: ”bare ikke i min virksomhed”. Resultatet er, at to ud af tre falder tilbage i ny kriminalitet, og at hver tredje får en ny straf.
Nogle mener, at de indsatte ”skal på vand og brød, og så kan de lære det”. Men det er bedre at hjælpe dem til at leve kriminalitetsfrit efter fængslet. Fængsler skal være mere end opbevaring. Indsatte skal ikke blive fysisk og psykisk nedbrudte. De skal rejse sig og tage en uddannelse, komme i job og slippe for den kæmpegæld til retsvæsenet, der gør det umuligt at komme videre. Det er også til gavn for samfundet, for gentagelseskriminalitet koster os mange millioner hvert år.