For seks år siden stod Even Ramsland uden for Statsfængslet i Vridsløselille med to sorte plasticsække. Afsoningen af to års fængselsdom var slut, men der var ingen, der stod med flag foran porten og tog imod. Det var den 4. januar 2013 – en dato, han aldrig glemmer. Den dag besluttede Even Ramsland, at det skulle være slut med stofferne og kriminaliteten. Aldrig mere ville han forsvinde ind i en berusende tåge af hash eller guldøl, og aldrig mere ville han ind at sidde, fordi han endnu en gang havde gjort noget dumt.
Han var blevet stoffri i fængslet, men nu savnede han nogen, der kunne hjælpe ham med at holde de gode takter. Nogen, der selv havde taget kampen før ham. Som ikke ville dømme ham på forhånd og opfatte ham som et dårligt menneske eller en evig taber, fordi han så åbenlyst ikke havde styr på sit liv. Han opsøgte derfor et anonymt fællesskab af tidligere misbrugere, som han havde hørt om i fængslet. Og langsomt fødtes en idé om netop at skabe det lokale fællesskab af socialt udsatte, som han selv savnede. Et fællesskab, hvor man står ved, hvem man er, og hvad man har med i bagagen. Og hvor det handler om at hjælpe hinanden, at give livshåb og selvværd. Med små skridt og én dag ad gangen. Med rollemodeller og forbilleder, som viser, at det kan lykkes – hvis man altså selv rækker hånden ud og frivilligt vælger at gå med i en forening, hvor stoffer og kriminalitet er dømt ude.
I dag står der ”stifter” og ”leder” på den nu 35-årige Even Ramslands visitkort. På Esbjerg Rådhus skal der ikke længere kaldes vagter til, når han dukker op, fordi socialrådgiverne bliver bange for ham. Nu hilser de hjerteligt på ham, når han går til møder med borgmesteren eller udvalgsformændene, mens de blandt andet ønsker ham tillykke med nomineringen som årets esbjergenser – og det nye liv. Ud over snart at være færdiguddannet pædagog og vordende far, så er Even Ramsland nemlig også leder af foreningen Recovery Bulls, der i dag har mere end 200 medlemmer, og som han fik idéen til for fire år siden.
Sammen med en god ven startede han et fodboldfællesskab for socialt udsatte i Esbjerg, og det er siden vokset nedefra, så foreningen i dag er ramme for et væld af sportstilbud, klubaftener, foredrag og har sin egen holdlederuddannelse. Sidste år blev Recovery Bulls endda kåret som årets frivillige forening i Esbjerg, og siden årsskiftet er den blevet landsdækkende. Med foreløbig endnu en afdeling i Slagelse, hvor foreningen også ledes af en tidligere misbruger og kriminel. Og med støtte fra begge kommuner, det lokale erhvervsliv og Trygfonden.
”Jeg er jo selv blevet en af de rollemodeller, som jeg savnede, da jeg stod og havde brug for nogen, der kunne vise mig, at det godt kan lykkes at vende sit liv. Jeg bor sammen med min kæreste, som jeg venter barn med. Har været stoffri i godt seks år nu, har taget HF, er næsten færdig som pædagog og er daglig leder af en landsdækkende forening. Og selvom jeg derfor ikke længere hører til gruppen af ’socialt udsatte’, vil det altid være den gruppe mennesker, jeg vil arbejde med og være der for. Sådan nogle som os har nemlig meget svært ved at være med i andre ’normale’ idrætsklubber og sportsforeninger, hvor folk sidder i omklædningsrummet og taler om deres problemer med utætte tagrender i det nye parcelhus. Når man sidder og har været tæt på at dø af en overdosis eller kæmper hvert minut for at holde sig clean, så er hverdagens problemer altså af en noget anden karakter.”
Even Ramsland viser rundt i den nye sportscafé, som er det seneste skud på stammen i den hurtigtvoksende forening. En stuelejlighed i Esbjergs bymidte, hvor folk kan komme ind fra gaden, når de har behov for nogen at snakke med, få sig en kop kaffe og et klap på skulderen. Og måske melde sig til nogle af de mange aktiviteter, som foreningen byder på, og som sidste år fik i alt 4624 deltagere til at møde op, eller 115 procent flere end året før. Et tydeligt bevis på, at Even Ramsland har ramt et behov med sin forening og idéen om, at socialt udsatte har brug for fællesskaber. Med folk, der selv kender de udfordringer, der følger med, når man lever på kanten.
”De fleste, der kommer her, gør det på grund af fællesskabet. Fodbolden eller en af de andre aktiviteter er så det, der gør, at de finder herhen. Men det er faktisk det, der foregår uden for banen, som jeg er allermest glad for. Folk får talt sammen og stifter venskaber, der rækker ud over idrætten. Og det hænger sammen med det allervigtigste: Alle kommer her frivilligt. Det er ikke et kommunalt projekt, men noget, de selv opsøger og har lyst til at være en del af, og det foregår på deres præmisser,” fortæller Even Ramsland og tager så mobiltelefonen, der har ringet flere gange nu.
”Det er den samme fyr, der ringer hver torsdag for at høre, om der nu er fodboldtræning i aften. Og det er der. Altid.”
Det koster 100 kroner at være medlem af Recovery Bulls. For et livslangt medlemskab. Og modellen ser ud til at virke. En helt ny brugerundersøgelse viser, at det gør en stor forskel for folk at være med i foreningen og dens aktiviteter.
77 procent svarer, at de i høj grad har fået mod på livet ved at deltage i Recovery Bulls’ aktiviteter, mens 63 procent tilkendegiver, at de i høj grad har fået lyst til at tage en uddannelse og få et job gennem deres møde med foreningen.
Sidste år fik kvinderne endda deres egen version af foreningen, Recovery Bulls Girls, hvor der blandt andet har været wellnessaften med besøg af en frivillig frisør.
”Det er virkelig motiverende, for jeg kan jo genkende de her menneskers håbløshed, før de bliver en del af fællesskabet. Og hvis jeg bare kan være med til at tænde et lille håb hos dem, så er det jo et kæmpe skridt. Alene det, at de kommer her, er det første skridt. For i det ligger der en erkendelse af, at de har brug for en anden virkelighed end den, de kommer fra. For hvis man vil holde fast i sin kriminelle løbebane eller sin afhængighed af stoffer, så kommer man ikke her. Hvis man møder op her, er det, fordi man gerne vil noget andet med sit liv.”
At selv de små skridt kan være store, har Even Ramsland mange eksempler på. Blandt andet kommer der nu en fyr i foreningen, som ellers aldrig gik uden for sin dør, men kun sad derhjemme.
”I 10 år sad han inde i sin lejlighed og spillede computer hele dagen. Han så ikke andre mennesker. Nu kommer han her et par gange om ugen, så selvom vi kan tænke, at det da ikke er det store, så er det en kæmpe udvikling i hans liv.”
Even Ramsland kigger på mobiltelefonen. Klokken nærmer sig 17.30, og det er tid til at hente nogle af klubmedlemmerne i den røde bus, som foreningen råder over. Om torsdagen kan de medlemmer, der bor på et af bostederne i Esbjerg, blive hentet og bragt af Even.
Mens mørket sænker sig over byen, har 16 mænd og en enkelt kvinde fundet vej til en af byens sportshaller, hvor Recovery Bulls har sit eget klublokale og spilletid hver torsdag. Her står også de mange pokaler, som foreningens medlemmer har vundet gennem de seneste år. Blandt andet i turneringen Udsatte-ligaen, som er endnu et af Even Ramslands lokale initiativer.
Mens et par af de fremmødte går ind for at spille badminton, samles resten af flokken i den store hal, hvor de indleder aftenens træning med at stille sig i en cirkel og tage hinanden i hænderne.
”Velkommen, alle sammen. Har vi nogle nye på holdet i dag?”, spørger Even og beder derefter alle om at være særligt gode ved en ung fyr, der rækker hånden i vejret.
”Spil ham lidt mere, og giv ham så lige en hånd.”
I aften er det Benjamin Jensen, der træner fodboldholdet. Han er 32 år og har været en del af Recovery Bulls i et år. Han kom med, fordi han mødte Even, der delte løbesedler ud om foreningen.
”Det betyder simpelthen så meget for mig at være en del af det her fællesskab. Det er blevet mit frirum, et helle for livet,” fortæller Benjamin Jensen, der er vokset op på forskellige børnehjem og blev misbruger i en meget tidlig alder.
”Min far introducerede mig til stoffer, da jeg var 10 år. Han tvang mig til at ryge hash sammen med sig, ’for så sladrer du ikke til mor om, at jeg ryger’. Der var nogen, der opdagede mig på en varmestue, hvor han havde taget mig med, så de kontaktede mydighederne. Siden har jeg boet 37 forskellige steder. Da jeg flyttede her til Esbjerg, havde jeg trappet ned på mit misbrug, og jeg vil gerne helt ud af det. Derfor hjælper det mig at komme her, for jeg kan jo ikke være med, hvis jeg er påvirket – og det betyder altså mere for mig at komme herned end at tage stoffer. Så nu har jeg været clean i 155 dage, for første gang.”
Benjamin Jensen spiller også i en almindelig fodboldklub. Men han kan bedre lide at være en del af holdet med de andre udsatte.
”Her forstår de andre, hvad jeg bakser med i mit liv. De forstår, hvad det er for en fortid, man har med sig. I de andre klubber oplever jeg tit, at folk er meget dømmende, når de hører om mine problemer. Så er det, som om man er et dårligt menneske. Her føler jeg mig mødt på en helt anden måde. Og det giver mig håb.”
Mens et par spillere med navnene Pogba og Neymar trykt på sportstrøjerne kæmper om bolden, går Benjamin tilbage på banen og beder folk om at fordele sig i tre grupper, så de kan komme i gang med de egentlige kampe.
Og selvom det lige nu ser både sjovt og hyggeligt ud, ”så må vi aldrig glemme den virkelighed, der også hører med til at være socialt udsat”, siger Even Ramsland, der følger træningen fra sidelinjen og altid står klar til en snak med spillerne.
”Nogle gange er der jo desværre nogle, der falder i. Og der er unge mennesker, der dør af deres hårde liv. Det er desværre en del af socialt udsattes virkelighed, og når det sker, så minder det os om, at vi aldrig må komme for højt på strå eller tro, vi nu er hævet over andres problemer. Det minder i hvert fald altid mig om, hvor jeg selv kommer fra.”
Derfor er det ifølge Even Ramsland vigtigt, at folk opfatter Recovery Bulls som et vigtigt og afgørende fællesskab, ”men altid som et supplement. Foreningen kan ikke stå alene. Hvis man tror, at man kan få et nyt liv ved at møde op og spille fodbold en gang om ugen, og så skal det hele nok blive bedre, så er det op ad bakke. Man skal selv gøre en indsats. Vores opgave er at motivere til netop den indsats – og at give håb om, at den kan lykkes”.