Sedlen ligger på køkkenbordet. Så jeg altid lige kan føje et nyt punkt på listen over alle de ting, jeg skal have gjort, når sommerferiens tre uger indfinder sig. Som et ubegrænset mulighedsrum, hvor alt det, jeg ikke når til daglig, endelig kan få de tiltrængte flueben. Den får sine første punkter engang i august, og så bliver der ellers løbende fyldt op. På listen står der for eksempel i år, at jeg skal male soveværelset, give terrassen olie, rydde op i skuret og få styr på det invasive brombærkrat bag huset. Og jeg tænker ikke videre over, at nogle af punkterne faktisk også stod på listen sidste år, da madpakkesæsonen var slut, og juli bød sig til med små oaser af åbne kalenderdage.
Hvert år tror jeg nemlig på, at tre uger er uendelig lang tid. At sommeren aldrig får ende, og at jeg derfor sagtens kan nå både at shine væggene op rundt i huset og sikre træbræddernes overlevelse på terrassen. Samtidig med turen til udlandet, gensynet med vennerne og solnedgangen bag klitterne ved Vesterhavet.
Den første uge nærmer sig sin afslutning. Biltur til Prag med ungerne, nye indtryk og udtryk, fornemmelsen af andre verdeners eksistens samt genkendelse af levet liv. Taknemmelighed, glæde og grin. Og en indtræden på matriklen, mættet med rejseminder allerede.
Sedlen ligger stadig på køkkenbordet. Der er ingen flueben, endnu. Men i næste uge sker det. Maling og terrasseolie skrives på en ny seddel under de øvrige varer, der glimrer ved deres fravær i feriekøleskabet.
Solen dukker pludseligt og uventet op. Det skal da nydes. Og Touren er i gang. Med Fuglsang i spil om først en podieplads og siden måske i top-10. Gode venner kommer forbi til middag på terrassen, og vi taler hverken om træolie eller havearbejde. Men blandt andet om Vesterhavet, som de netop kommer fra, og hvor min families sommerhus ligger tæt på yderste klitrække.
Det tager kun godt en time at køre derud. Hunden véd præcis, hvornår det sidste sving på grusvejen betyder løbeture på sletten og opsyn med den lokale hare. Med tungen ud ad vinduet er den klar til sit nye territorie.
En svag brise fra øst får bølgerne til at lægge sig og indbyder til nedkøling i havet, mens jordbær og hvidvin er lagt på køl i sommerhuset. Og selv om Fuglsang styrter, hugormene melder sig i lyngen, og krimien var lige så dårlig, som den skulle være, så er alt, præcis som en sommer skal være.
Indtil der kun er en enkelt weekend tilbage af ferien, og sommerhuset er et billede i bakspejlet. Sedlen ligger med alle sine kaffepletter, versaler og udråbstegn som en synlig velkomstgave på køkkenbordet derhjemme – som et anklageskrift, jeg selv har skrevet. I virkeligheden burde jeg skrive nogle helt andre punkter på sedlen til næste års sommerferie. Der skulle kun stå alle de ting, sommerferien 2019 har været beriget med. Som helt sikkert ville få flueben, når de tre uger er gået. De mere praktiske punkter giver bare dårlig samvittighed. Og hvem gider den i en ferie? Men jeg lader alligevel sedlen ligge. Om nogle måneder kommer efterårsferien. Det må være det perfekte tidspunkt for vægmaling...