Forfatter efter skilsmisse og død: Jeg blev stærkere af at mærke min sårbarhed

I løbet af 12 måneder mistede Ulla Hinge Thomsen sin mor, hun blev skilt og hendes ældste barn fik en depression

Ifølge forfatter og journalist Ulla Hinge Thomsen er sårbarhed et begreb, som er i bevægelse i disse år. Fra at have haft en plads i følelsernes skammekrog, så har det sårbare fået taletid i podcast og bøger, og i interviews med erhvervsledere kan man se ordet brugt i et omfang, som for få år siden var uset. Sårbarheden kan være en styrke, skønt følelsen umiddelbart er ubehagelig, siger Ulla Hinge Thomsen. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Ifølge forfatter og journalist Ulla Hinge Thomsen er sårbarhed et begreb, som er i bevægelse i disse år. Fra at have haft en plads i følelsernes skammekrog, så har det sårbare fået taletid i podcast og bøger, og i interviews med erhvervsledere kan man se ordet brugt i et omfang, som for få år siden var uset. Sårbarheden kan være en styrke, skønt følelsen umiddelbart er ubehagelig, siger Ulla Hinge Thomsen. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Det var det træ. Hun peger ud af vinduet, hvor et kroget træ strækker de nøgne grene foran et lavt etagebyggeri i Valby i en af hovedstadens stille lommer. Det var dette træ, Ulla Hinge Thomsen beskrev i en tekst, hun sendte til Kristeligt Dagblad en varm junidag, hvor lejlighedens vinduer var slået op. Den gang var hun ved at finde fodfæste i en hverdag, hvor meget var ukendt som træet, hvis blade hun ikke havde set før.

I teksten, som blev trykt som kronik i Kristeligt Dagblad, skrev hun:

”Det var november, da jeg købte lejligheden og december, da jeg flyttede ind, og der var ingen tid til at dvæle, for der var et sygeleje, jeg var nødt til at være ved. Så jeg fik ikke spurgt om træet og er nu spændt på, hvad det er for et.”

Tre et halvt år er gået. I dag ved hun, at træet er et asketræ. Hvis et hjerte kan være skrammet, så var det, hvad hendes var, da hun skrev kronikken. Det var en tid, hvor hun lukkede døre.

Hun havde underskrevet en salgsaftale på den gamle villa, hvor hun i 10 år havde levet et familieliv i en sammenbragt familie, og hun havde afleveret nøglerne til sin mors tomme lejlighed. Den taske, hendes mor havde pakket til opholdet på hospice, stod nu nederst i forfatter og journalist Ulla Hinge Thomsens skab, og hun skulle finde sig til rette i lejligheden og et liv, hvor ikke alene udsigten var ukendt.

I går, torsdag, udkom hendes bog ”Sårbarhed. Find friheden i det uperfekte” på Politikens Forlag. Her tager hun i scener læserne med tilbage til det kriseår, hun også skrev om i kronikken. I dag kan hun se, at det blev et år, hvor hun erfarede styrken i sårbarhed.

”Det var ikke noget, jeg var mig bevidst. Når du står helt råt i en krise, hvor tingene bare kommer, så kan man ikke længere opretholde en facade og lade som om, at man klarer det. Det var ikke et valg at vise sårbarheden. Alt andet var umuligt, men i dag kan jeg se, at jeg fandt en styrke i den.”

Eller som hun formulerer det i bogen om det år, hvor hun blev skilt fra sit yngste barns far, mistede sin mor og oplevede sit ældste barn få en depression, lå der en ny åbning i alt det smertefulde:

”Jeg var mere ked af det, rasende og bange igennem det år end i mange af de år, der gik forud. Men jeg var også mere glad, lykkelig og tryg i mit eget og andres selskab. Jeg græd, jeg grinede, jeg dansede og løb. Nogle dage var jeg trist, og nogle dage var jeg glad. Mange dage var jeg begge dele. Med sårbarheden åbnede sig nogle muligheder, jeg ikke før havde set. I mig selv, i mine relationer, i verden omkring mig. Jeg blev stærkere af at mærke min sårbarhed, selv om det meget af tiden langtfra føltes sådan.”

Men kan man blive stærkere af at mærke sin sårbarhed? Det er som udsagnet strider mod semantikken. Slår man op i Ordbog over Det Danske Sprog, kan man læse, at sårbar betyder, ”let at gøre ked af det eller skade - psykisk eller fysisk”.

Men sårbarhed er et begreb i bevægelse. Fra at have en plads i følelsernes skammekrog, har det sårbare taletid i podcast og bøger, men også i interviews med erhvervsledere kan man se ordet brugt i et omfang, som for få år siden var uset. Ikke mindst den amerikanske forfatter og forsker Brené Brown har givet sårbarheden synlighed. Browns TedTalk om sårbarhed er set over 50 millioner gange på nettet. Her forklarer Brown, at de mest lykkelige mennesker, dem med de bedste parforhold og stærkeste venskaber er dem, som tør være sårbare.

I forbindelse med bogens tilblivelse har Ulla Hinge Thomsen forsøgt at kortlægge sårbarheden gennem fyldige interviews med psykologer, en erhvervsforsker og en ekspert i gidseloverlevelser kombineret med samtaler med mennesker, som blandt andet har delt erfaringer om sårbarhed i eget liv. Hun konkluderer, at sårbarheden umiddelbart er ubehagelig, og at man derfor instinktivt vil forsøge at undgå den.

”Enhver følelse, vi mærker, hvad enten det er glæde, sorg, irritation, håb, magtesløshed og alle de andre, indeholder en sårbarhed, som vi kan vælge at anerkende og tillade at være der, eller som vi kan bruge energi på at undertrykke. Sårbarheden findes hos os alle sammen, om vi vil eller ej. Hvis vi kender, anerkender og måske endda omfavner sårbarheden, kan vi leve med den som en god ven.”

Hun oplever, at vi i vores kultur har det med at adressere folk som enten sårbare eller stærke og fastholde deres identitet i det ene eller det andet. I en samtale i forbindelse med bogens tilblivelse beskrev en kilde synt på sårbarhed således:

”Så enten står jeg med min sårbarhed i så høj en grad, at jeg måske skal identificere mig med hjælpeløshed – eller andre gør det for mig – eller også identificerer jeg mig med min styrke og fortrænger min sårbarhed, og så kan jeg alting selv. Men for mig er det vigtigt, at der er plads til begge dele.”

Ulla Hinge Thomsen siger, at man kan se sårbarheden som en ven og guide i et kompliceret liv, men af de samtaler, hun har haft med fagfolk, ved hun, at sårbarheden i mange tilfælde ikke ses som en ven. I stedet for at mærke sårbarheden, mærker man typisk følelser som irritation, utålmodighed, fordømmelse eller aggression.

”De fleste af os har lært at lægge andre følelser oven på sårbarheden for at beskytte os mod udstødelse,” siger hun og henviser til den ungarsk-canadiske læge Gabor Matés, som har beskrevet, hvordan mennesker grundlæggende ønsker at være autentiske og i kontakt. Eller sagt med andre ord: Vi vil være os selv, og vi vil have meningsfulde relationer til andre. De to mål gør det svært at blive ven med sårbarheden. Ulla Hinge Thomsen siger:

”Når vi stiller os sårbart frem med alt det, vi er, med styrker og svagheder, enighed og uenighed, forskelle og ligheder, sætter vi os selv på spil både i forhold til vores positive selvfølelse og i forhold til vores relation til andre, og derfor er der gode grunde til, at vi ikke bryder os om at tænke på og mærke sårbarheden, for den rokker ved vores selvopfattelse og kan true vores følelse af at høre til.”

Da hun indledte arbejdet med bogen, var corona navnet på en øl. Da hun færdiggjorde bogen var pandemien en realitet, og den menneskelige sårbarhed var nærmest mærkbar.

”Med coronaen er vi alle blevet tvangsindlagt til at lære sårbarheden at kende på en meget ærgerlig måde, og derfor kan man også se, at der er kommet en anden ærlighed fra mange sider om at kæmpe med svære følelser i den her tid. Ordet ’ensomhed’ er blevet brugt på en langt mindre tabuiseret måde de seneste måneder.”

”Sårbarheden udspringer fra de steder i os selv, som betyder mest for os, og lukker vi af for sårbarheden, risikerer vi også at lukke af for noget af det, der kan give mening med vores liv.” – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
”Sårbarheden udspringer fra de steder i os selv, som betyder mest for os, og lukker vi af for sårbarheden, risikerer vi også at lukke af for noget af det, der kan give mening med vores liv.” – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Kronikken i Kristeligt Dagblad beskrev, hvordan Ulla Hinge Thomsen var såret og blødende, men aldrig alene. Det var dengang, hun begyndte at ryge i smug med nogle af de andre mødre fra skolen i Valby og gik lange ture i København og talte, så de blev hæse.

Nogle gange vågnede hun op med det, hun i dag kalder for sårbarhedstømmermænd. For når hun fortalte, at hun var blevet skilt, var det som om, hun fik adgang til filterløse relationer. Hun konstaterer, at hun virkede som magnet på andre i en lignende situation. I bogen skriver hun, hvordan de, opstemt af at se deres respektive problemer spejlet, løb uden om det kedelige tillidsopbyggende arbejde og gik i kødet på hinanden og hinandens historier.

”Ligesom man kan komme til at spise for meget eller drikke for meget, så kan man komme til at overtræde sin grænse for, hvor meget man har lyst til at dele. Det kan handle om, at relationen ikke var klar, lidt som et nyt forhold, der for hurtigt leder til sex i forhold til, hvor tætte og trygge vi føler os. Især hvis vi er i krise, og barriererne allerede er brudt lidt ned, kan det være fristende at dele lidt for rundhåndet ud.”

Verden falder ikke sammen af tømmermænd, men ifølge Ulla Hinge Thomsen er det vigtigt at dosere sin sårbarhed. Det var i året med tab, brud og sygdom, at hun mærkede sårbarheden tydeligst, for sådan er det med dette menneskelige grundvilkår: Sårbarheden er størst, når betydningen er størst.

Læs uddrag af ”Sårbar. Find friheden i det uperfekte”ved at klikke her.