Vi er en lille gruppe gamle studiekammerater og rejsefæller som mødes med jævne mellemrum. Efterhånden som vi er blevet ældre, taler vi mere og mere om alderdommen, især når et godt måltid har løsnet tungebåndene. Men ingen af os føler os rigtig gamle. Vi ligner jo ikke vores bedsteforældre eller nogen af de andre gamle, sortklædte slægtninge fra længst svundne tider. I dag bliver folk rask væk både halvfems og hundrede, siger vi til hinanden. På et tidspunkt blev vi så overmodige at vi begyndte at omtale vores lille sammenspiste kreds som De Ukuelige. Det var selvfølgelig en galgenhumoristisk besværgelse, men vores klassiske filolog kaldte det hybris, og vi er da også holdt op med at bruge udtrykket, især efter at nogle af rejsefællerne er faldet fra.
Med enkelte undtagelser tilhører vi samme generation og deler erfaringer når det gælder aldring. Derudover er vi alle optaget af hvad filosoffer og skønlitterære forfattere har at sige om emnet. Alting kan komme op at vende når gruppen mødes. Der skal dog helst ikke tales for meget om døden, og der er direkte forbud mod at nævne mere end én legemlig skavank per person per møde.
Til gengæld taler vi gerne om kærligheden som grundlaget for alt liv, specielt det liv vi selv har levet. Enkelte af os har været så heldige at møde en ny partner efter at vi er gået ind i senioralderen. Når vi tænker tilbage, er vi fulde af forundring over hvordan den drift der er vigtigere end jernbanedriften, dengang vi alle var yngre, fik folk af forskelligt køn til at kollidere på samme spor, ende på det bare banelegeme, blive kørt ud på et sidespor eller koblet sammen med den modkørende togstamme og forsvinde bort mod nye horisonter.
Denne bog er ikke en lovsang til alderdommen som den livsfase hvor man stadig skal forvente at komme på oplevelsestur med den jyske længdebane eller Orientekspressen hver eneste sommer. De ikke længere så ukuelige erkender de begrænsninger og den afmagt der følger med høj alder, andet ville ikke være troværdigt. Vi er en blandet skare af pessimister og optimister. Pessimisterne hæfter sig ved at livet er en forfaldshistorie. Optimisterne fortæller hellere historier om at livet vinder i højde og dybde efterhånden som man bliver ældre.
Det slår aldrig fejl når vi mødes i middagsklubben at vores klassiske filolog rejser sig og lovpriser den aldrende Kephalos i Platons Staten der taler om at konversationens glæder med alderen erstatter sanselighedens. Det er sådan vi alle føler det, hævder han.
”For efterhånden som de kropslige nydelser svinder hen, stiger min lyst og glæde ved at tale med folk.”
Det er Kephalos’ egne ord, understreger han. For at den lærde klassiker ikke skal løbe med hele opmærksomheden om dette ømtålelige, men centrale emne, spidder jeg gerne hans udsagn med et citat af den ikke mindre vise franske forfatter og filosof Voltaire (1694-1778), der i en alder af 71 år fremhæver det ene af Kephalos’ to budskaber, men undlader at jokke i det andet:
”Jeg finder at alderdommen gør venskabet nødvendigt; det er trøsten for vores elendighed og værnet mod vores svaghed.”
Sådan går snakken om hvad vi kunne engang, og hvad vi ikke kan mere.
”Jeg var engang god til at slå kraftspring,” siger jeg umotiveret, inden jeg tvinges til at indrømme at min daglige gåtur, som er den eneste form for ”sport” jeg dyrker, her på det sidste er blevet kortere. Til gengæld vil jeg gerne have ros for at jeg læser endnu flere bøger end jeg gjorde i mit såkaldt ”aktive” liv, og at der nu er en hel del jeg forstår bedre, fx Slesvigs indviklede, men vigtige historie, som jeg kun havde en vag fornemmelse for dengang jeg gik i skole i Sønderjylland.
Efter at jeg har været så heldig at få mulighed for at skrive to bøger om emnet i mit pensionistliv, begynder jeg for alvor at fatte hvorfor de psykologiske modsætninger mellem dansk og tysk i det slesvigske område ikke var klaret én gang for alle med København-Bonn-erklæringerne i 1955. En af glæderne ved at blive gammel er at man undertiden kan have fornemmelsen af at være skredet frem i indsigt, fordi man i mellemtiden har haft tid til at læse kloge bøger om det man tidligere kun dunkelt anede.
Noget vi ikke kan blive trætte af at tale om i middagsklubben, er det vi kalder ”aldrig-mere”, den smertelige oplevelse af at noget er forbi for altid. Vi har alle sammen mødt den flere gange i vores eget liv. Jeg regnede fx med at mit liv var forbi da jeg som 70- årig fik en diagnose der indeholdt det uhyggelige ord kræft. Selv om jeg fem år senere blev erklæret for helbredt takket være 39 strålebehandlinger på Rigshospitalet, nåede jeg at få en aldrig-mere-oplevelse hvis intensitet jeg ikke glemmer. Lykkeligvis fortoner angsten sig når man er færdigbehandlet. Men bevidstheden om at livet er dødeligt, forsvinder ikke. Hver gang man kommer ud for at noget ser ud til at være definitivt forbi, dukker aldrig-mere-fornemmelsen op igen.
Den franske forfatter Simone de Beauvoir (1908-86) fik som 55-årig et helt lille filosofisk-litterært skrivestykke ud af en sådan oplevelse:
”Ja, øjeblikket er kommet til at sige aldrig mere. Det er ikke mig der forlader fortidens lykkestunder, det er dem der forlader mig. Bjergstierne unddrager sig mine fødder. Aldrig mere skal jeg, ør af træthed, falde omkuld i høets duft. Aldrig mere skal jeg glide hen over den ensomme morgens sne. Aldrig mere en mand.”
Affæren med den amerikanske forfatter Nelson Algren, som hun havde mødt under en foredragsrejse til USA i 1947, var nu, femten år senere, definitivt forbi. Bjergvandringen med udsigt til frosne landskaber er en symbolsk markering af overgangen fra yngre til ældre. Beauvoir fortæller i La Force des choses (1963) åbenhjertigt om sit forhold til Algren, hendes livs store, transatlantiske kærlighed, selv om hun ikke kunne være i tvivl om at han ikke ville værdsætte at deres intime relation på den måde blev offentlig ejendom. Algren havde så tidligt som i 1950, da hun igen besøgte ham i USA, erklæret at han ønskede at afbryde forholdet.
”Jeg elsker Dem ikke længere,” var den kuldslåede modtagelse hun fik dengang. Men den besked var ikke nok til at få hende til at holde op med at skrive til ham. Hun havde stadig behov for at omsætte det liv de havde sammen, til skrift, og hun tog i øvrigt aldrig hensyn til om de personer hun skrev om, var smigrede over at optræde i hendes bøger eller følte sig krænkede. Simone de Beauvoir var midt i 50’erne og følte sig stadig som en yngre kvinde da hun i La Force des choses kommenterede sin aldrig-mere-oplevelse: ”Jeg var endnu ikke moden til alderdommen”.
Det indhentede hun syv år senere da hun skrev hele to bind om La Vieillesse (1970, Alderdommen, 1983). Nu var hun parat til at se aldringen i øjnene, siger hun, ikke mindst inspireret (og skræmt) af den måde de gamle blev stuvet af vejen på i Frankrig, forvist til plejehjemmenes isolation i udkanten af samfundet. Sådan skulle det nødig ende for hende!
Det er som regel mænd der skriver erindringer om hvordan det er at blive gammel, og især kvinderne der bliver det. Simone de Beauvoir er en af de kvinder der gjorde begge dele, og hun vil være et genkommende vidne i det følgende. Til en begyndelse har hun her illustreret en af denne bogs grundlæggende formodninger: at holdningen til alder ændrer sig efterhånden som man selv bliver ældre. Afstanden mellem før og nu kan være større eller mindre den dag aldrig-mere-oplevelsens piskesmæld rammer.
Constantin Hansen (1804-1880) var 33 år gammel, da han malede det historiske billede af den danske kunstnerkoloni i Rom med syv unge genier samlet i malerens logi i Via Sistina nr. 64. Det illuminerede år var 1837. Wilhelm Marstrand var der, Martinus Rørbye var der, Bindesbøll ligger på gulvet med fez og taler ud i rummet. Selv om – eller måske netop fordi – de alle virker som hensunket i hver sin meditation, fornemmer man at vi er vidner til et olympisk øjeblik i dansk malerkunsts historie.
Da Constantin Hansen en menneskealder senere, som 69-årig, vendte tilbage til Rom på jagt efter sporene af dette højdepunkt, viste det sig at både det åndfulde samvær og den gamle munterhed ikke var til at genfinde, endsige genskabe, ligegyldigt hvor meget han spejdede og prøvede at blive inspireret. Hvor var det alt sammen blevet af? Da skrev han modfalden hjem til sin kone: ”Jeg tror du faar mig meget ældre hjem, end da jeg rejste. Jeg synes jeg er blevet saa gammel. Kan du ikke faa mig lidt ung igen?”
Rom var den samme, og dog så forandret. Eller var det kun den gamle oliemaling der var blevet helt tør og sprukken? Er det sådan at blive gammel? Vemod over den svundne tid er en evigt tilbagevendende klagesang. Sokrates spørger den gamle Kephalos om det er hans erfaring at ”livets vej er trang og svær, eller hvordan vil du betegne den?”
Kephalos svarer:
”De fleste af os beklager sig i høje toner over at de savner ungdommens fornøjelser; de opfrisker minderne om den tids galante eventyr, om sold og lækre middage og hvad dertil hører: det piner dem at de nu er afskåret fra den slags formentlige herligheder, og de synes at dengang levede de – i modsætning til nu!”
Den kloge Kephalos ved alt om at når man opsøger sin ungdoms mindesteder, risikerer man at få en smertelig påmindelse om at de gamle tider er forbi. Enhver der har deltaget i sit eget 40-års studenterjubilæum, kan genkende situationen: Hvor er I henne, I verdens smukkeste kvinder, som jeg engang kyssede blufærdigt, og som udkonkurrerede datidens divaer på den lokale biografs stjernehimmel?
I min skoletid var den mest lysende komet italiensk, alene hendes navn lød som et digt: Silvana Mangano. Vi havde mødt hende som Rispigen i De Santis’ film produceret af Dino de Laurentiis, hvor hun aften efter aften tonede frem på lærredet i Aabenraa Kino i al sin overdådige legemspragt.
Ved studenterjubilæet 40 år senere var Silvana stadig en reference. Også Ingmar Bergman gemte i sit hjerte billedet af Silvana, røbede han mange år senere i sine erindringer, men til forskel fra os mødte han hende i det virkelige liv engang han som international berømthed blev inviteret til middag i Dino de Laurentiis’ hjem med udsigt over Los Angeles og det sølvglitrende Stillehav. Men ak, Bergman måtte fra da af leve med en viden om at Silvana Mangano, nu fru Laurentiis, ikke længere levede op til det idealbillede han havde hæget om lige siden han oplevede hende på lærredet første gang.
En rystet Bergman fortæller i Laterna magica hvilken grusom forandring tiden havde udsat Silvanas legeme for: ”Silvana Mangano, den fuldendte skønhed fra 50’erne, forvandlet til et vandrende skelet med velsminket kranium og rastløse, forpinte øjne.”
Det er (film)mandens skuffede blik der i ét grusomt hug reducerer den skønne Silvana til en ruin. Der er ikke kun tale om nordisk machismo, men reel fortvivlelse over tiden der knuser drømme i sin kværn.
Unge og gamle om alder
Der er efter min erfaring noget man kan kalde ”læsealderen” til bestemte bøger. Den unge Werthers lidelser er ikke skrevet til gamle mennesker. Som ung er man motiveret for at læse bøger om kærlighed. For mit eget vedkommende blev det, på grund af tilfældige omstændigheder, især at Københavns Universitet havde udskrevet en prisopgave om emnet, den franske forfatter Stendhals poetisk-filosofiske afhandling om kærlighedens fysiologi, De l’Amour (1822, Om kærligheden, 2011), som til gengæld blev min skæbne.
Jeg skrev min første bog om Stendhals kærlighedsteori og senere disputats om hvordan teorien udmøntedes i forfatterens romaner. Dengang havde jeg ingen sans for Ciceros skrift om alderdommen, De senectute, det er først meget senere jeg blev optaget af den tekst.
Hvis det er rigtigt at man er motiveret for at læse visse værker som passer til ens egen alder på læsetidspunktet, må man også kunne tale om ”skrivealder” i forhold til denne bogs emne. En ung forfatter skriver ikke på samme måde om at blive gammel som en ældre. Jeg har gjort det til en vane, hver gang én udtaler sin uforgribelige mening om alderdom, at notere hvor gammel vedkommende var dengang ordene faldt, fordi der tales så forskelligt om det emne i forskellige livsfaser.
Måske er det i virkeligheden som midaldrende at en forfatter skriver mest passioneret om alderdommen og dens forfald, fx når Grundtvig i et af sine digte proklamerer: ”Halvfjerdsindstyve er støvets år (…) om firsindstyve en kæmpe når, des mere han har at døje”.
Grundtvig var 58 da han skrev det, men var åbenbart ved at gå i panik ved tanken om den truende alderdoms gebrækkeligheder. Han kunne jo ikke vide at han stadig havde adskilligt i vente: yderligere enogtredive leveår, to ægteskaber, endnu en søn og en datter og en række af sine bedste salmer.
Da digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850) var 34, så han lyst på sin egen fremtid som gammel. Han var overbevist om at han til den tid ville acceptere forfaldet og glad dele skæbne med alt andet levende: ”Lær mig, o Skov, at visne glad/ som sent i Høst dit gule Blad/ Et bedre Foraar kommer,” skrev han i 1813.
Der var jo længe til, foreløbig var oldingen Oehlenschläger et fatamorgana, et poetisk potentiale han glædede sig til at realisere og skrive flere vers om, når den tid kom. Digtet, som er nr. 537 i Den Danske Salmebog, er indlagt i fortællingen ”Eremitten”, som egentlig handler om en katolsk præst i Schwaben, men den unge, empatiske digter har ikke svært ved at leve sig ind i hvor smukt det er at blive gammel på den rigtige måde. Der kan være behov for at kaste et poetisk slør over visse frastødende sider af aldringen som man måske ikke har lyst til at se direkte i øjnene.
Digterens blik kan – som Oehlenschlägers – frasortere forfaldet så kun de maleriske og poetiske sider slipper igennem. Livet bliver i Bibelen og i poesien ofte fremstillet som en blomst der spirer, vokser og blomstrer i et herligt forår og efter en lang sommer ender med at visne bort i efterårsstormen og den barske vinter. Når blæsten og frosten går over dem, er de ikke mere, hedder det i Salmernes Bog. Derefter må enhver tage stilling til om man vil forholde sig resigneret eller fortvivlet til at det enkelte liv har sin tid.
Forfatteren og radiomanden Frederik Dessau (1927-2019) talte ofte om hvordan han oplevede det at blive gammel. Det så han ikke lyst på. Det første slag der ramte ham, var da han blev tvangspensioneret fra sin stilling i Danmarks Radio i en alder af 70 år:
”Det er en barsk overgang at gå fra at være en aktiv deltager til at blive en passiv tilskuer til tilværelsen. Så bliver man gammel fra den ene dag til den anden.”
Det var et tema han ofte vendte tilbage til i de følgende år. Men denne tilsidesættelse var for intet at regne mod hvordan han oplevede samfundets overgreb en snes år senere. Da han var fyldt 89 år, sagde han i et interview til Politiken:
”Faktisk betragter jeg min alderdom som en straf for noget, jeg ikke har gjort.”
Straffen udmåles i kedsomhed: ”Der er virkelig meget kedsomhed i alderdommen. Og ensomhed. De to ting hænger sammen. Hvis du har brugt meget af dit liv på noget, der indebar samvær og kontakt med andre mennesker, bliver det lidt trist her til sidst. Jeg tror virkelig, at mange er alene med deres alderdom.”
Det er ikke tilfældigt at Frederik Dessau i sin ungdom havde været med til at introducere Samuel Becketts absurdisme i dansk teater og fjernsyn. Replikkerne var stadig på plads da han blev interviewet i slutningen af livet. Sandt nok kan alderdommen være det ensomste sted på jorden. Man mister, én efter én, de mennesker man deler erindring med. Frederik Dessau kaldte sin personlige telefonbog for ”den tibetanske dødebog”. Til sidst er der ingen der svarer når man ringer.
Min egen mor, som blev 95 år, var meget optaget af at vi, hver gang jeg besøgte hende, skulle repetere hver enkelt af hendes venner og bekendte som var døde, inden vi kunne gå over til at tale om andre ting, fx hvordan det nu gik med børn og børnebørn. Hvad enten man vælger håbefuldt at kaste et poetisk blomsterflor over sin alderdom eller burer sig inde i forurettethed og venter på at familien og vennerne skal få medlidenhed med den gamle i al hans eller hendes strategiske hjælpeløshed, er slutresultatet det samme. Livet fører den villige og trækker den uvillige, som stoikerne sagde. Om man accepterer de givne vilkår eller stritter imod, ændrer ikke på slutresultatet: Der kommer nogle unge og sætter én fra bestillingen