Forfatter: Jeg måtte forlade det sted, jeg kom fra, for at finde noget andet, jeg også kunne elske

Som barn blev forfatter Dorthe Nors trukket ud i havet af en kraftig bølge. Efterfølgende fik hun en erkendelse af, at hun skulle forlade sin hjemstavn

Den 51-årige forfatter Dorthe Nors medvirker i Kristeligt Dagblads podcast ”Mellem Liv og Ord” i denne uge.
Den 51-årige forfatter Dorthe Nors medvirker i Kristeligt Dagblads podcast ”Mellem Liv og Ord” i denne uge. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Det var en varm augustdag, da en bølge som en stor overraskelse og med vældig kraft kom ind fra Nordsøen og greb mig om benene og hev mig med ud. Jeg var 11 år, og min mor havde heldigvis fat i mig. Det var et meget kraftigt sug, og vi blev begge to trukket med ud. Det var smertefuldt og voldsomt og ikke mindst en kæmpe stor forskrækkelse. Efterfølgende sad vi i en stendynge, hvor vi sundede os og kiggede på de sår, vi havde fået.

I det øjeblik opstod en erkendelse af, at jeg skulle løsrive mig fra min mor, mit udgangspunkt og det sted, jeg kom fra. Det gik op for mig, at barndommen er en overgang, og jeg kan huske, at jeg tænkte over, hvordan jeg stadig kunne holde fast i det, jeg kom fra, samtidig med, at jeg drog ud i verden. Jeg fik en længsel efter at se, hvad der befandt sig på den anden side af horisonten, og jeg fik en klar erkendelse af, at man som menneske sommetider må forlade det, man elsker, i mit tilfælde min mor og min hjemstavn, for at finde noget andet at elske. Det var for mig friheden og muligheden for at udforske steder, som jeg aldrig havde været før.

Da jeg senere flyttede hjemmefra for at studere i Aarhus (Dorthe Nors er født ved Herning i Midtjylland, red.) havde jeg en forfærdelig hjemve, samtidig med at det urbane liv og studentermiljøet åbnede sig for mig. Jeg vidste, at jeg skulle af sted hjemmefra for at afprøve mit potentiale og udleve mine drømme, men jeg ville nødig slippe det, jeg kom fra. Det er jo en balance, som ethvert menneske skal finde. Både at have tilknytning og vandre.

I min roman ”Spejl, skulder, blink” fra 2016 skriver jeg blandt andet om, at identitet skabes i splittelsen. Jeg opfandt et søskendepar, der hed Kate og Sonja. Kate blev hjemme, hvor hun kom fra, og lod sig ikke rive med af bølgen, modsat Sonja, der havde svært ved ikke at lade sig diktere af bevægelsen udad.

Jeg har aldrig forkastet min hjemstavn som så mange andre, der kommer fra provinsen. For mange år siden deltog jeg i en antologi, hvor man havde samlet en masse forfattere, der skulle fortælle om forskellige byer fra den region, de kom fra. Jeg fik så Herning, og da jeg læste antologien, skrev mange om, at de følte skam over, hvor de kom fra.

Efter mange år rundt om i verden er jeg nu selv flyttet til Vedersø, som ligger tæt på min hjemstavn, og det hav, der dengang trak mig ud.

k.dk/podcasther