Forfatter Jesper Stein: Jeg var bange for, hvem jeg ville blive til som ædru

I mange år levede forfatter Jesper Stein i en skygge af sit alkoholproblem. På få måneder kulminerede det liv, han kendte, og han blev tvunget til at ændre sit syn på tilværelsen

"Jeg har lært, at livsomvæltende forandringer ikke er noget, vi beslutter at gøre en morgen foran spejlet på badeværelset. Vi bliver presset ud i det af livets omstændigheder."
"Jeg har lært, at livsomvæltende forandringer ikke er noget, vi beslutter at gøre en morgen foran spejlet på badeværelset. Vi bliver presset ud i det af livets omstændigheder." Foto: Johanne Teglgård Olsen

Lyt med her

I mere end 30 år vidste jeg, at jeg drak for meget alkohol. Jeg levede mange år i mørke og så sort, kynisk og analytisk på tilværelsen. Jeg troede, jeg kunne gennemskue alting, men følte ikke, jeg lykkedes. Ikke i en karrieremæssig forstand, selvom det udadtil nok så ud, som om at det gik godt. Men det var på et personligt plan, hvor jeg ikke kom frem med de ressourcer og værdier, jeg var udstyret med. Afhængigheden prægede min tilværelse, og selvom jeg også havde et rigt liv, var der en splint, som voksede sig større og større og til sidst blev en meget stor bjælke. Jeg turde ikke mærke mig selv, og jeg brugte alkoholen som en flugt, så jeg ikke skulle se det i øjnene, som gjorde virkelig ondt.

For tre år siden blev jeg så ædru. Samme år døde min mor, og jeg blev skilt. Det var en fase præget af dyb angst. Jeg begyndte at forstå, at man i arbejdet med at blive ædru siger, at den samme mand ikke vil drikke igen. Jeg vidste, at den, jeg havde været, var færdig, men jeg vidste endnu ikke, hvem jeg skulle blive til. Jeg var i en proces, hvor jeg blev klar over, at det ikke kun handlede om at stille flasken på hylden og ikke åbne den igen. Det handlede om, at jeg grundlæggende skulle ændre mit syn på livet, og det var jeg virkelig bange for.

Jeg har lært, at livsomvæltende forandringer ikke er noget, vi beslutter at gøre en morgen foran spejlet på badeværelset. Vi bliver presset ud i det af livets omstændigheder. Og det blev jeg også af mine nærmeste. Selvom man kan se, at der er noget i vejen med ens liv, har man sjældent lyst til at give slip på det, man kender.

Processen har været at se mit liv i øjnene, og det handler min bog også om (”Rampen” fra 2020, red.). Jeg har skullet forsone mig med de mennesker, der har været påvirket at mit misbrug, men også forlige mig med mit liv, som det så ud i mange år. I dag handler det for mig om at hengive mig og tage imod lyset, som er i tilværelsen, efter at have levet i mørket i mange år.