Prøv avisen
Boguddrag

Forfatter: Selv pessimister lever med håbet

Vi kan ikke leve uden at håbe. Det gælder selv mennesker, der lever i den allerstørste håbløshed og nød, plaget af sult og fattigdom eller af livslede og mangel på mening, skriver forfatter og filosof Per Jepsen. Modelfoto Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Lige så lidt, som vi som mennesker kan leve uden at lide, kan vi heller ikke leve uden at håbe, skriver filosoffen Per Jepsen i bogen ”Pessimisme”. Det viser sig ikke mindst i det religiøse håb og dets betydning for menneskers evne til at leve med livets uundgåelige lidelse. Læs et uddrag af bogen her

Er der noget håb?

Spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med pessimismen, er i sig selv et optimistisk spørgsmål. For en rigtig pessimist er der naturligvis ikke noget at stille op andet end at affinde sig med, at livet er sjovt, men ikke ha-ha-sjovt, som den amerikanske sanger Eels synger på albummet Electro-Schock Blues fra 1998. I øvrigt efter at han som teenager havde mistet sin far, nogle år senere oplevet sin søster begå selvmord og i tyverne mistet sin mor på grund af en kræftsygdom. Det er disse erfaringer, sangene på Electro-Shock Blues kredser om. De gør måske ikke Eels til pessimist, men de gør det nærliggende at se tilværelsen som et udslag af sort humor.

Hverken verden, den menneskelige natur eller verdenshistorien giver for en pessimist nogen grund til at tro, at tingene kan udvikle sig til det bedre, eller at vi på nogen måde kan slippe for den lidelse, der hører med til livet. Så længe vi altså ikke vælger frivilligt at forlade det.

I 1992 udgav Cohen albummet "The Future", som tegner et mildest talt temmelig dystert billede af den vestlige civilisations fremtid. I et interview i forbindelse med udgivelsen spurgte en journalist Cohen, om der da slet ikke var noget håb. Cohen svarede, nærmest før journalisten havde nået at stille spørgsmålet til ende: ”Nej, der er intet håb”.

Alligevel kan vi tilsyneladende ikke leve uden at håbe. Det gælder selv mennesker, der lever i den allerstørste håbløshed og nød, plaget af sult og fattigdom eller af livslede og mangel på mening. Vi kæmper os igennem den ene dag efter den anden i det håb, at i morgen bliver alting helt anderledes. Men kan vores håb på nogen måde hjælpe os imod det dystre billede, som pessimismen tegner af den menneskelige tilværelse?

Længslen efter Nangilima

Viktor Frankl fortæller i Psykologi og eksistens fra 1967, at hans seksårige datter en dag spurgte ham, hvorfor han hele tiden talte om ”den gode Gud”. Frankl svarede hende, at hun jo for nogle uger siden havde mæslinger, men at ”den gode Gud” tog sygdommen fra hende. Hans svar gjorde dog ikke pigen tilfreds – for var det ikke også Gud, der allerførst havde givet hende mæslingerne?

Frankls historie antyder, hvilken enorm rolle religion spiller i vores forsøg på at lære at leve med livets uundgåelige lidelse. Den understreger også, at troen på Guds mening med lidelsen ikke er rationel, men netop overstiger vores rationelle fatteevne. For hvis Gud er almægtig, må det jo fornuftigvis også være ham, der har givet pigen mæslingerne. Og hvorfor nu det?

Frankl insisterede som psykolog på, at det religiøse håb udgør et af de stærkeste værn, vi som mennesker har imod lidelsen. Troen gør nemlig ikke blot lidelsen til at bære, men kan i visse tilfælde sågar læge og helbrede den.

I samme bog fortæller han også om en rabbiner, der havde mistet alle sine børn i en af de nazistiske koncentrationslejre. Lige siden havde han været lammet af sorg, fordi han følte sig sikker på, at han ikke var værdig til at gense dem i det hinsides. Frankl spurgte rabbineren, om meningen med hans lidelser ikke netop kunne være, at han skulle gøre sig fortjent til at blive genforenet med sine børn. Denne tanke gjorde rabbineren i stand til at se på sine plager og bekymringer med nye øjne, og han opnåede dermed også en vis lindring.

Vi finder en lignende tanke hos Kierkegaard. I sit store forfatterskab betoner han flere gange, at det er igennem lidelsen, vi opnår Guds nåde og tilgivelse, og at lidelsen på denne måde udgør den eneste vej til salighed og lykke.

Frankl har dog en mere principiel pointe, der kan være af betydning for dem, som måske ikke deler Kierkegaard og rabbinerens stærke tro. Ifølge Frankl er vores problem som mennesker ikke, at vi lever i en meningsløs verden, men at vi kun i begrænset omfang er i stand til at se den mening, der er til stede overalt omkring os. Derfor fortvivler vi over lidelsen i stedet for at indse, at det er følelsen af mening og ikke fraværet af smerte, der gør vore liv værdifulde. Muligheden for at erfare tilværelsen som meningsfuld er imidlertid ikke bundet til en bestemt religion. Den er først og fremmest et spørgsmål om, hvilket perspektiv vi anlægger på begivenhederne i vores liv.

Vores viden om verden er og bliver begrænset: Vi har ikke nogen endegyldig viden om, hvordan alting hænger sammen, og vil heller aldrig opnå en sådan. For så vidt pessimister hævder at sidde inde med en endegyldig viden om tilværelsen, tager også de fejl. Det er imidlertid vigtigt at betone, at heller ikke den religiøse overbevisning nogensinde bliver andet end en tro. Den udtrykker ikke en viden, men netop et håb, der rækker ud over grænserne for, hvad vi nogensinde vil kunne vide.

Hvis vi vil have et eksempel på, hvor sejlivet dette håb er, kan vi læse Astrid Lindgrens børnebog om "Brødrene Løvehjerte" fra 1973. Da lillebroren Karl ligger for døden, trøster hans storebror Jonathan ham med fortællingen om kirsebærdalen og landet Nangijala, som de begge to vil komme til efter døden. Men Nangijala viser sig dog langtfra at være et idyllisk paradis.

Tværtimod er livet i Nangijala lige så plaget af ondskab og lidelse, som det på jorden. Men også her ved Jonathan at trøste: Heller ikke livet i Nangijala er nemlig det sidste af slagsen. Ved at opføre sig som ordentlige mennesker kan Jonathan og Karl komme videre til Nangilima. Således bliver skuffelsen af det religiøse håb hos Lindgren blot anledning til, at selve håbet antager nye former.