Engang skulle Anders Haahr Rasmussen låne sin venindes lejlighed i en fremmed by. Han mødte op med en knaldrød kuffert, han havde arvet af sin mor, og da veninden så den, åndede hun lettet op. Hun havde været nervøs inden hans ankomst– nervøs for, hvorvidt sengetøjet, hun havde redt op til ham, ville kunne gå an. For det var rødt. Men siden hans egen kuffert også var rød, kunne han vel ikke have noget problem med det.
Situationen gjorde hans forvirring stor. Burde han have det svært med rødt sengetøj? Han havde et godt øje til veninden og ville egentlig gerne have, at hun syntes, han var en attraktiv mand. Men måske havde han allerede trådt forkert ved at have et afslappet forhold til en feminin farve. Måske gjorde det ham mindre mandig?
En anden dag i en anden by og med en anden kvinde befandt han sig i en ankellang og halvgennemsigtig brudekjole i en butik – hvilket måske kan være svært at forholde sig til– men han var smaskforelsket, og kvinden var en veluddannet, venstreorienteret person, som efterspurgte mænd, der var med på lidt af hvert.
Mænd, der ikke havde forstokkede begrænsninger på grund af deres maskulinitet, og som for sjov kunne gå med på en forstilt jagt efter teaterkostumer i en brudebutik. I det ene øjeblik i hvert fald. For i det næste endte der med aldrig at ske mere mellem dem, fordi han ikke var mand nok til at tage initiativet, da de lå i sengen sammen.
Man kan træde forkert på mange måder som mand i dag, og det kan være svært at finde sin plads i en tid, hvor rammerne for det maskuline køn ikke længere er lige så fasttømrede, som de var engang.
Sådan oplever Anders Haahr Rasmussen det. Han er 39 år og har netop udgivet bogen ”En fandens mand”. Med udgangspunkt i oplevelser fra sin opvækst og egne erfaringer med sex og forhold forsøger han at sætte ord på sin egen forvirring og åbne for en samtale om, hvilket ben en mand egentlig skal stå på, når den traditionelle maskulinitet både er under kritik og efterspurgt på samme tid. Den indre konflikt, der foregår, når man går ind for ligestilling og kønsdebatter og samtidig har et heteroseksuelt begær, der ikke er rationelt styret, og som ikke har nogen plads i en debat dirigeret af korrekthed.
”Det er svært at være mand i dag, for der er jo tusind steder, man kan starte. Er man på date, hvilken mand er der så efterspørgsel på? Det kan skifte fra minut til minut. Reglerne for den heteroseksuelle parringsleg har ændret sig, og nogle gange oplever man tabet af nogle gamle spilleregler, som jo egentlig var ret restriktive og uheldige, men som jeg i det mindste forstod. I dag er det virkelig svært at blive klog på, hvad der forventes, for det kan opleves meget modstridende. Og det tror jeg virkelig, mænd har brug for at tale om,” siger Anders Haahr Rasmussen.
Han er i færd med en stående frokost ved køkkenbordet, for han har ikke nået at spise endnu. I kølvandet på hans bog har han travlt med at deltage i den offentlige debat om køn og udfordringerne ved den moderne maskulinitet. Det er udmattende, synes han. Mest af alt fordi han ofte stilles meget generelle spørgsmål. Er det svært at være mand i dag? Og hvornår er det svært?
Som om han taler på alles vegne. Som om han med sin bog skal være fortaler for sandheden om mænd og deres oplevelser. Men Anders Haahr Rasmussen har ikke lyst til at svare så generelt. Bogen er ikke en mælkekasse, han forsøger at stille sig op på for at fortælle, hvordan tingene hænger sammen. Og han kan ikke tale på vegne af andre end sig selv.
Formålet med bogen er samtalen. At skabe et rum, hvor der er plads til at tale om de ting, man føler, oplever, frustreres af og drømmer om. Ting, som kan føles skamfulde eller forkerte – uanset om man taler om dem med en kvindelig venstreorienteret feminist eller en brummende mandlig kollega med en forkærlighed for lumre vittigheder.
For en af de ting, der er vanskelig ved at være mand, er, hvor mange problemer det kan give at tale om det, der er svært, fortæller Anders Haahr Rasmussen.
”Det er mit indtryk, at mange mænd tøver med at sætte ord på de her erfaringer, fordi de er bange for at komme til at sige noget upassende eller tale over sig og få et rap over nallerne. Tonen er tit hård, og folk sidder med knivene fremme,” siger han og kan nævne flere eksempler.
Som en dag, han sad på en bænk med nogle veninder, og den ene talte om, hvor irriterende det kan være at blive gloet på og piftet af, når man løbetræner. Anders Haahr bidrog til samtalen med, at det var en anstrengelse for ham som mand ikke at komme til at kigge, når en slank lyshåret ung kvinde kom løbende forbi i tætsiddende tøj.
”Jeg nævnte det, fordi jeg undrede mig over, hvorfor det egentlig forholdt sig sådan. Hvorfor jeg havde svært ved ikke at kigge. Men jeg kunne mærke, hvordan de med det samme vendte sig imod mig, for de kunne kun høre det, som om jeg forsøgte at retfærdiggøre det blik,” siger han.
”Jeg ved jo, at mine veninder har skullet finde sig i alt muligt nedgørende snak i samtaler som denne, men...,” siger Anders Haahr Rasmussen og ser sig over skulderen i den tomme lejlighed ”... det kan godt være, at man kommer som mand og ikke har et sammenhængende og gennemtænkt bidrag, men der burde måske være lidt mere plads til, at man måtte lægge noget ufærdigt frem og give sit perspektiv med, så samtalen kunne udvides lidt.”
Han stopper sig selv og forsøger at formulere næste skridt i sin tankerække, men hans sætninger kommer kun halvvejs, før han stopper dem igen. Det er komplicerede emner.
For ikke så længe siden deltog han i et debatpanel, hvor publikum hovedsagligt bestod af kvinder. En af dem spurgte ham, hvorfor han mon troede, at der mødte så få mænd op til den slags arrangementer. Han svarede noget i stil med, at mænd måske oplever sådan et rum som utrygt, fordi de kan føle, at de bliver bebrejdet.
”Hvortil en kvinde i panelet sagde: ’Jeg skulle hilse og sige, at det også er utrygt at blive voldtaget’. Og så kom der nogle anerkendende råb fra salen. Og ja, jeg tænker, det er jo usammenligneligt forfærdeligt at blive voldtaget, men hørte du virkelig det, jeg lige sagde, som en negligering af det? For så ved jeg virkelig ikke, hvordan jeg skal kunne bidrage med mine oplevelser af verden. Hvis jeg siger, at noget er svært for mig, og det så bliver hørt, som om jeg siger: ’Du har det svært med at blive voldtaget, jeg har det svært med at sidde her, og sådan har vi alle sammen det svært. Det er det samme’.”
”Alle bidrag bliver hørt som konkurrerende. Jeg kunne godt tænke mig, at nogle af dem kunne udvide samtalen. Gøre den større og få flere perspektiver ind, uden at det skal høres, som om de prøver at tage noget fra nogle andre,” siger han og bevæger sig rastløst rundt på den spisebordsstol, han endelig har sat sig på.
Der er også folk, som Anders Haahr Rasmussen føler lukker samtalen på en anden måde. Som ikke forstår, hvorfor man overhovedet stadig skal tale om køn og mænd og kvinder i dag. Begge dele kan gøre Anders Haahr Rasmussen træt, og han længes efter at tale om tingene på nye måder. For der er ting ved hans opvækst som dreng og mand, der har præget ham, som han gerne vil lægge fra sig ved at tale om dem. Og det tror han ikke, han er ene om.
”Man kan jo ikke være vokset op som mand i 1980’erne, 1990’erne og måske endda 2000’erne uden at have fået nogle lidt forskruede forestillinger om kvinder, homoseksuelle og folk med andre hudfarver i en verden, som er fuld af racisme, sexisme og homofobi. Det er jo det vand, jeg har svømmet i, og jeg ville gerne tale om, hvordan det har præget mig. Jeg vil gerne blive lidt klogere på det og bearbejde noget af det,” siger han.
Han er vokset op i Frederiksværk, en gammel stålværksby i Nordsjælland. Begge hans forældre var lærere, og han har før beskrevet sin far som en halvlanghåret mand, der næsten passede ham og hans to brødre mere, end hans mor gjorde. Men da han gik i skolens ældre klasser, kom der fokus på kønsforskelle, kroppe og maskulinitet. Og i gymnasiet handlede det om at bevise, at man ikke var homoseksuel, husker Anders Haahr Rasmussen. Der var én homoseksuel dreng på skolen, så vidt nogen vidste.
”En,” siger han igen og holder en finger op.
”Du var aldrig rigtig fri for den mistanke, selvom du måske var kæreste med den flotteste pige på skolen, eller hvad du nu helgarderede dig med. Hvis din stemme lige knækkede, eller hvis du kom til at lave en eller anden håndledsbevægelse eller kom til at være for flink ved pigerne, så skulle man lige balancere det igen med noget mere mandigt. Den der evige frygt for det homoseksuelle stempel kan godt stadig gøre det svært for mænd fra min generation at stå ved ’umandige’ ting, at man har lyst til otte måneders barsel, eller hvad det nu kan være. Man vil ikke være en fims, for så er man ikke en mand.”
”Jeg kan egentlig godt lide at tale om de her ting, men jeg har svært ved at gøre det med andre mænd. Jeg kan godt føle, at det feminiserer mig og den mand, jeg taler med,” siger han.
Der er dog håb forude, mener Anders Haahr Rasmussen. For de yngre generationer er allerede et andet sted, end han selv var på deres alder.
En dag kørte han over Dronning Louises Bro i København og så et par unge drenge sidde på en bænk. Den ene var ved at binde den andens snørebånd.
”Jeg lagde mærke til det, for jeg tænkte, at det aldrig nogensinde var sket mellem mine venner og mig. Du ville aldrig se en af mine mandevenner binde en anden af mine mandevenners snørebånd, hverken dengang eller nu. Det ville være for intimt og underdanigt bare at røre ved hinanden på den der servicerende måde. Det er jo faktisk helt grotesk! Tænk på, hvor adskilt man må være fra hinanden, når man ikke engang kan binde hinandens snørebånd. Det er underordningen i det. Du piller status af dig selv ved at gøre det.”
Han kommer selv i det, han kalder en mandegruppe. Her mødes han med andre mænd på sin egen alder for netop at forsøge at tale om ting som det ukorrekte begær og konsekvenserne af en homoseksuelt forskrækket opvækst.
Han leder efter positive og progressive måder, hvorpå han kan dyrke det at være mand. Også på vegne af helt unge drenge, af hvem han har et par stykker i sit liv. Han har fire nevøer i alderen 1-15 år og sin sambos søn på 6 år, og Anders Haahr Rasmussen kunne godt tænke sig, at drengene fik muligheden for at være stolte over den del af dem selv, der er maskulin. Men det kan være svært.
”Der kan være noget skamfuldt over det at være mand. Jeg har selv en indbygget skepsis over for dyrkelsen af det maskuline, men jeg tror faktisk, det er vigtigt at tage alvorligt.”
Læs anmeldelse af ”En fandens mand” på