Psykiater og forfatter: Forhåbentlig indser vi vores gensidige afhængighed

Den norske psykiater og forfatter Finn Skårderud har i mange år beskrevet farerne ved den individuelle præstationskultur. Med selvskade og spiseforstyrrelser som nogle af symptomerne. Nu nærer han et forsigtigt håb om, at coronakrisen kan åbne vores øjne for, hvor afgørende fællesskabet er i vores liv

”Vi er ikke ’nok’ i os selv. Vi er derimod dybt afhængige af hinanden i en krise som denne. Jeres statsministers ord om at holde afstand og i videst muligt omfang blive hjemme ville for eksempel ingen betydning have, hvis ikke I som danskere, som et folk i fællesskab, fulgte hendes anvisninger. Vi er med andre ord hinandens forudsætninger for at komme godt igennem krisen,” siger Finn Skårderud. – Foto: Leif Tuxen.
”Vi er ikke ’nok’ i os selv. Vi er derimod dybt afhængige af hinanden i en krise som denne. Jeres statsministers ord om at holde afstand og i videst muligt omfang blive hjemme ville for eksempel ingen betydning have, hvis ikke I som danskere, som et folk i fællesskab, fulgte hendes anvisninger. Vi er med andre ord hinandens forudsætninger for at komme godt igennem krisen,” siger Finn Skårderud. – Foto: Leif Tuxen.

Han har netop haft en videokonsultation med en psykisk udfordret nordmand. En af de mange, han dagligt taler med, og som lige nu føler, at livet er ekstra svært.

Siden Norge blev lukket ned den 12. marts, dagen efter det skete i Danmark, har den internationalt anerkendte psykiater og forfatter Finn Skårderud tilbudt gratis online konsultationer til folk, der oplever psykiske problemer under coronakrisen. Og et meget stort antal har taget imod tilbuddet, fortæller han via telefonen fra Oslo.

”Da vores statsminister Erna Solberg kom med meldingen om, at det norske samfund lukkede ned, lige som det var sket i Danmark, skyndte jeg mig at kontakte nogle af landets bemidlede samt en række fonde og bad dem støtte idéen økonomisk. For i en situation som denne vil ikke kun de nuværende psykiatriske patienter blive særligt udfordret og samtidig mangle steder at få hjælp – også folk, der ellers ikke modtager psykiatrisk behandling, vil opleve tiden som meget belastende. Så her på klinikken i Oslo har jeg og mine kolleger ekstra travlt i de her uger. Vi arbejder hårdere end nogensinde, og det føles meget meningsfuldt” siger Finn Skårderud.

Når han skal beskrive, hvilke psykiske belastninger, der primært melder sig hos hans landsmænd, kalder han billedet for ”meget komplekst.” For mens nogle kan opleve selve isolationen som det sværeste vilkår lige nu, så vil andre være mere plaget af usikkerheden om krisens varighed. Men Skårderud møder også mennesker, der faktisk har det godt med, at der nu sættes klare forbud og regler op omkring deres hverdagsliv.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Grundlæggende kan man sige, at coronakrisen viser os, at vi ikke selv har kontrol over vores liv, og den erkendelse rammer os på forskellige måder,” siger han og tilføjer, at han måske kan illustrere det via anonymiserede eksempler på nogle af de mennesker, han har haft i konsultation.

”A er en af mine faste kvindelige patienter, og hun har nærmest været helt fornøjet på det sidste. For som hun siger, så har hun levet i den selvpålagte karantæne i 15 år, som vi andre nu er blevet tvunget ind i. Hun kalder sig selv en ’sjælens småborger’: er streng mod sig selv, pedantisk, optaget af regler og normer og er intolerant mod afvigelser. Hun er bekymret for næsten alt, og hendes selvvalgte karantæne er et forsøg på at få kontrol. Men nu er hun pludselig ikke alene om at være bekymret, om at vaske hænder flere gange om dagen eller holde afstand. Og derfor er der næsten smil i hendes stemme, for hun håber, at hun efter krisen i stedet for udskammelse måske vil møde en større medfølelse, fordi andre nu selv har prøvet at leve, som hun gør.”

Skårderud nævner også den spiseforstyrrede patient, som får ændret sine daglige rutiner og for eksempel er afskåret fra at træne i fitnesscenteret, som hun plejer, og derfor er virkelig udfordret lige nu. Eller K som altid har været så optaget af at være god til alt, også til at være den flinke person over for alle, som ven, som kollega, ja selv som patient.

”Men så kom coronaen, og pludselig skulle hun ikke længere bruge alt sit krudt på at behage andre. Nu kom selveste sundhedsministeren og satte regler op for hendes adfærd, ’jeg fik myndighedernes tilladelse til at tage en pause fra mig selv’, som hun siger. Efter et stykke tid er pausen dog blevet en stor belastning for K, og igen har det med tabet af kontrol at gøre. Hun oplever, at hendes lunte blive kortere og kortere, fordi hun ikke ved, hvornår krisen er ovre. ’Kan jeg ikke få en slutdato for at berolige nerverne?’, spørger hun.”

”Vi er ikke ’nok’ i os selv. Vi er derimod dybt afhængige af hinanden i en krise som denne. Jeres statsministers ord om at holde afstand og i videst muligt omfang blive hjemme ville for eksempel ingen betydning have, hvis ikke I som danskere, som et folk i fællesskab, fulgte hendes anvisninger. Vi er med andre ord hinandens forudsætninger for at komme godt igennem krisen,” siger Finn Skårderud. – Foto: Leif Tuxen.

Skårderud har i sin forskning og i flere af sine bøger været meget optaget af, hvordan netop nutidens præstationskultur viser sin vrangside i form af de psykiske lidelser, som ikke mindst nutidens unge plages af. Hvor han for eksempel har beskrevet spiseforstyrrelser som et forsøg på at opnå bare en smule kontrol i en verden, der ellers virker svær at navigere i, og hvor den enkelte ikke kun er pålagt ansvaret for sin egen lykke, men også for sin egen ulykke. I en sådan verden bliver den tugtede og disciplinerede krop til et konkret og synligt tegn på, at man selv er ved styrepinden i sit liv, og at man formår at leve op til tidens idealer om selvudvikling og optimering. Det forvrængede spejlbillede ses ikke kun som udtryk for egen kontrol, men også som adgangen til social accept og anerkendelse.

”Men neden under alle disse forsøg på kontrol og selvdisciplinering ligger samtidens kæmpestore illusion om, at vi skal klare alting selv, og at modernitetens øgede fokus på individet udelukkende skal ses som en frihed og en styrke,” siger Finn Skårderud og tilføjer så, at det netop er denne forestilling, der under coronakrisen bliver udfordret.

”For nu ser vi jo faktisk, at dette ikke er sandt. Vi er ikke ’nok’ i os selv. Vi er derimod dybt afhængige af hinanden i en krise som denne. Jeres statsministers ord om at holde afstand og i videst muligt omfang blive hjemme ville for eksempel ingen betydning have, hvis ikke I som danskere, som et folk i fællesskab, fulgte hendes anvisninger. Vi er med andre ord hinandens forudsætninger for at komme godt igennem krisen,” siger Finn Skårderud.

I sit mangeårige virke har den norske psykiater især været optaget af, hvordan forskellige kulturer op gennem historien har forsøgt at finde balancen mellem ”alene og sammen”, som han kalder det.

”Og i de seneste generationer har tendensen i de vestlige samfund været en drejning mod ’mere alene’. Hvis man ser på den amerikanske kultur, så har den især skullet understøtte en økonomisk forbrugskultur, og amerikanerne bliver derfor i høj grad set som individuelle forbrugere i et marked, hvor den fri konkurrence hersker,” siger Skårderud og henviser til en amerikansk undersøgelse fra 2011, der viser, hvordan denne ydre konkurrencelogik også trænger ind i vores måde at se på os selv og hinanden på.

Undersøgelsen dokumenterer, at amerikanske collegestudenters såkaldte empatiscore, det vil sige evne til at udvise empati og tage hensyn til andre, er næsten halveret i perioden fra 1979 til 2009. Forskerne bag undersøgelsen fremhæver, at der i samme periode er kommet en øget oplevelse af konkurrence, om at præstere og få succes. Og de nævner de sociale medier som en afgørende ny og vigtig omgangsform, hvor det ikke mindst handler om at skulle fremstille sig selv på en måde, der viser, hvor vellykket man selv er.

”Undersøgelsen viser nemlig også, at når evnen til empati, omtanke og hensyn til andre mennesker daler, så stiger narcissismen. Man sætter sig selv først. Forestillingen om, at vi faktisk kun er nogen i kraft af hinanden, risikerer helt at forsvinde, og et begreb som ’gensidig afhængighed’ bliver nærmest suspekt.”

Men nu står vi så her. Midt i en coronatid og dermed i en situation, der ifølge Finn Skårderud måske kan få os til at løfte blikket fra os selv og vores kulturelle mantra om, at vi hver især er uafhængige individer, der kun har os selv at takke eller kritisere for livets udfald.

”Jeg er ikke alt for optimistisk i forhold til at tro på, at vi kommer til at forandre os. I USA hed det for eksempel, at man ikke ville være de samme efter terrorangrebet den 11. september 2001, og i Norge sagde man det samme efter massakren på Utøya den 22. juli 2011. Men ændrede vi os? Det er jeg ikke så sikker på. Men jeg håber alligevel på en forandring, så vi ikke bare vender tilbage til den tro på individet, konkurrencen og økonomien, som styrede os før. Og det må da være helt åbenlyst nu, at det netop ikke er markedet og enkeltindividet, der kan redde os. Det er derimod staten og fællesskabet,” siger Skårderud, der derfor håber, ”at vi måske finder ud af, at konkurrencen og individualismen ikke er altings endemål. At der også er noget, der hedder afhængighed, og at vi begynder at diskutere, hvad den afhængighed betyder for os hver især og for samfundet generelt.”

Skårderud nævner i den forbindelse en samtale, han engang havde med en indisk børnepsykolog.

”Han ville gerne forstå vestens syn på menneskelig udvikling, og da jeg forklarede ham, hvordan vores kulturs pædagogiske og psykologiske fyrtårne, som for eksempel psykoanalytiker og udviklingspyskolog Erik Erikson (1902-1994), alle peger på, at den første afhængighed af forældrene, primært moderen, gerne skulle afløses af større og større modenhed forstået som selvstændighed med egentlig autonomi som endemål, stirrede han målløst på mig. ’Hvad kommer så efter autonomien?’, spurgte han. ’Hvad med den modne afhængighed?’. Og siden har netop det spørgsmål og det begreb fulgt mig,” siger Finn Skårderud, der mener, at vi i vores kultur mangler at forholde os til, hvad den modne afhængighed betyder, både på det personlige og på det samfundsmæssige plan.

”Men markedslogikken er desværre trængt helt ind i vores relationer i dag, og det truer oplevelsen af et ’vi’. Men måske kunne den nuværende krise få os til at stoppe lidt op og reflektere over det med den modne afhængighed. Som jeg ser det, ville det være en stor gevinst for os alle, hvis vi i stedet for at se den gensidige afhængighed som en svaghed så det som en styrke – og at det derfor heller ikke er skamfuldt at bede om hjælp. Det hører til det at være menneske, at man ikke kan klare alting selv, ” siger Skårderud.

”Afhængighed behøver med andre ord ikke at blive opfattet som noget negativt, som det ofte sker i dag. Det er i den grad positivt og livsafgørende. Derfor elsker jeg også selv at sige, at jeg er dybt afhængig af kontakt med andre. Af det fysiske møde, af øjnenes, kroppenes og sjælenes møde. Det er ganske enkelt i mødet med andre mennesker, at vi lever og bliver til.”