Prøv avisen

Præst for sidste gang efter 39 år: Forholdet til menigheden er som et kærlighedsforhold

Klokken er 12, og det er frokosttid, men i Sorgenfri ­bliver der skænket kirkekaffe, mens sognepræst Søren Hermansen tager afsked med kirkegængere. Han uddeler lange kram, hvor sognebørnene nærmest forsvinder ind i hans favn. – Foto: Leif Tuxen.

I 39 år har Søren Hermansen bestræbt sig på at prædike, som om det var hans sidste gudstjeneste. Søndag er hans sidste søndag som sognepræst. Han gruer for afskeden, der er sværere, end han havde troet

Den seneste tid har rygterne gået, at man skal komme tidligt, hvis man vil have en plads i kirken i Sorgenfri lidt nord for København. Nogle søndage er op mod 100 gået forgæves. Det skyldes coronaen, som begrænser, hvor mange her må samles, og det skyldes, at mange gerne vil nå at sige farvel til sognepræst Søren Hermansen.

Klokken er 9 og der er en time til gudstjenesten begynder. I kirkerummet har nogle sat sig til rette med morgenavisen, andre er bøjet over deres telefon, men de fleste taler med hinanden. Organist Peter Navarro-Alonso har samlet det frivillige kantori ved flyglet. Sang og toner forsvinder i lyden af den ret talende menighed. Søren Hermansen går rundt i kirken i sin præstekjole med øjne, der smiler og tager sig god tid til at tale med folk. Flere er bevægede. Nogle beder om en selfie, og nogle får et kram, så de nærmest forsvinder ind i hans favn.

Da han kom til sognet i 1992, kom der mellem 50 og 70 til gudstjenesterne, og med årene er det tal i hvert fald tredoblet. Hver søndag har han ønsket at prædike, som om prædikenen skulle være hans sidste. Snart fylder han 70 år, og i morgen holder han derfor sin sidste prædiken som sognepræst. Og han gruer for det. Ikke for prædikenen, men for afskeden med menigheden.

”Forholdet til menigheden er jo lidt som et kærlighedsforhold, og jeg kan mærke, at afskeden er sværere, end jeg havde troet, den ville være. Det er jo mennesker, jeg har fulgt ofte i flere år, og pludselig skal vi tage afsked. Jeg har været præst 24 timer i døgnet med hud, hår og fejl. Og når jeg har været i Irma, har jeg også været præst. Det er som en slags skilsmisse, og det kommer til at tage tid at bearbejde det.”

Egentlig skulle han have været advokat. Det mente i hvert fald hans far, som var politimand. Søren Hermansens barndomsland var 1950’erne og 1960’ernes Brønshøj, som man ser det skildret i Bjarne Reuters ”Busters Verden”. Som dreng spillede han fodbold i Husum Boldklub, og selvom familien sjældent gik i kirke, havde han en tro.

”Kristendommen, det var mig. Jeg husker, at jeg sagde det til min far i forbindelse med min konfirmation. Jeg husker ikke meget fra konfirmationsforberedelsen. Vi sad på lange bænke i barakkirken i Husum, og ikke sjældent blev jeg sendt ud, for jeg havde krudt bagi, og det var virkelig kedeligt. Men alligevel var der den der følelse, at kristendommen var mig.”

Skulle man være advokat, skulle man i gymnasiet, og det kom han. I 1968 begyndte han på Øregård Gymnasium i Hellerup, hvor han mødte en religionslærer, som vækkede noget i ham.

”Med sin undervisning tændte han det gamle tilhørsforhold i mig. Jeg ser det som et indbrud. Som dreng havde jeg en tro på Gud, men i gymnasietiden blev det til en kredsen om Jesus og en tydeliggørelse af Guds kærlighed, som Jesus udtrykker.”

Han var og er Elvisfan, og Elvis’ gospelalbum ”How Great Thou Art” lyttede han til igen og igen. Og da musicalen ”Jesus Christ Superstar” fik premiere, var han begejstret. Hans eneste anke var, at der ikke var nogen opstandelse. Det var med en udtalt Jesus-glæde, at en langhåret (fyldig blond page), piberygende Søren Hermansen i 1971 begyndte på teologistudiet på Københavns Universitet.

Han var 30 år, inden han var klar til at søge embede. Han var blevet gift med lærer Kirsten Hermansen, og de havde en søn, da han fik embede på det nordlige Langeland, hvor der var tre kirker i pastoratet og nogle søndage hele fire gudstjenester. Skulle familien flytte, ville Søren Hermansen gerne være præst i en kirke, hvor der kun var én gudstjeneste om søndagen. Og så måtte der gerne være en aktiv menighed. Da han i sin tid kom til Sorgenfri Kirke lidt nord for København, havde han en drøm om hver søndag at fejre en gudstjeneste, som skulle være et ugens samlende højdepunkt i menigheden. I de seneste 28 år har det været ambitionen.

”Jeg fik et utroligt godt samarbejde med organisten. Vi var enige om, at vi skulle yde det ypperste, og gudstjenesten skulle sprudle. Musikken skulle fylde, teksterne skulle fylde og leve, og det samme skulle prædikenen, og lægfolket skulle inddrages.”

I en tid, som ifølge sociologer er kendetegnet ved acceleration, har Hermansen insisteret på, at en søndagshøjmesse gerne må vare op mod to timer. Han ved, at mange kolleger holder prædikener på under 10 minutter, og forstår det ikke, hvordan de kan få det til at fungere.

Han ser sine prædikener som et slags bumletog, hvor man kan stige på ved mange stationer. Biskop K.C. Holm (1915-2009), som ordinerede ham, gav ham et godt råd, han har fulgt i alle årene. Det lød således:

”Når De står ved alteret under den sidste salme, læser De prædiketeksten til næste søndag, så arbejder teksten i Dem.”

Og det gør han. Læser teksten i stilhed for sig selv, og i ugens løb skriver han idéer og indfald ned på små lapper. Lørdag sætter han sig og skriver prædikenen i hånden. Sådan har det været i de 39 år, han har været præst. En prædiken er ikke færdig, før den er holdt, forklarer han. Han sover på den, øver sig og retter i den søndag morgen. Så går han over i kirken og føjer til, inden han går på prædikestolen. Man kan se det på hans manus. Et ord er streget over og skiftet ud med et andet. Der er tegnet pile, og noget er føjet til med rød pen.

”Man skal kunne mærke, at prædikenen er skrevet til netop denne søndag. En prædiken skal ramme tiden, og den skal formidle håb og trøst. Troen kommer af det, som høres. Det er derfor, vi prædiker, og når jeg ser ud over menigheden, kan jeg se mange, der er begyndt at gå i kirke måske i forbindelse med en krise, og de har fundet trøst og håb og er derfor blevet ved med at komme.”

Han er optimist på folkekirkens vegne. Han peger på, hvordan kristendommen er vævet ind i danskerne gennem sprog og billeder.

”Og når tre ud af fire er medlem af folkekirken, er det, fordi de vil. Jeg går af fuld af optimisme, for der er en lydhørhed over for kristendommen, men som kirke skal vi også oppe os og formå at tale ind i tiden.”

Det er 19. søndag efter Trinitatis, og en garvet kirkegænger vil bemærke, at Hermansen, som så ofte, har tilladt sig at ændre lidt ved læsningerne. Biskoppen har kun været her én gang i de 28 år, og han har aldrig modtaget klager over de friheder, han har taget sig. Han ved, at nogle kolleger kalder ham poppræst, og at det vist ikke er ment som en kompliment.

I takt med at MeToo-debatten tog til i ugen, valgte Hermansen, at den første læsning skulle være fra Efeserbrevet, hvor Paulus skriver om at aflægge det gamle menneske og i sind og ånd iføre sig det nye menneske skabt i Guds billede. Det er den søndag, der ses som overborgmester Frank Jensens (S) skæbnedag, og det er også dagen, hvor der skal være forsoningsmøde i den radikale folketingsgruppe. Det havde han i tankerne, da han tidligt søndag morgen satte sig i den højryggede blå kontorstol og skrev dagens bønner. Han nægter at skifte stolen ud, selvom man kan se skumgummiet på begge armlæn. Han skrev:

”Gud lad Helligånden blæse milde vinde ind mellem os. Lad dagen forny os, som Paulus siger det i teksten…Lær os mildhed og glæde, og åbn vores hjerter for besindighed, og lær os at give hinanden en ny chance, når vi har dummet os.”

For nogle år siden blev der installeret storskærme i kirken, og det betød længere prædikener. For nu kan han også bruge billeder. I dag åbner han med et fotografi fra Folketingets åbning, og med stor naturlighed omtaler han statsminister Mette Frederiksen (S) og Jesus i samme sætning. Da han har talt i 20 minutter, beder han organist Peter Navarro-Alonso spille et stykke. En smuk fortolkning af Elvis ”The Wonder of You” fylder kirkerummet, og et billede af Elvis dukker op på storskærmene.

Det med musikken i prædikenen er næsten blevet en tradition. Det kan være en salme, et nummer af Kim Larsen og i dag er det Elvis, som Hermansen får koblet med dagens evangelietekst fra Johannesevangeliet, slutscenen i John Irvings ”Æblemostreglementet”, en afstikker til Martin A. Hansens ”Løgneren” og en begejstret omtale af Paul Johnsons ”Jesus” oversat af Bent Jensen. Der lyttes, mange smiler, og menigheden griner. På en eller anden måde lykkes det Hermansen at binde ”The Wonder of You” sammen med evangeliet. Det er en halv time siden, at han gik på prædikestolen, og han siger på en blanding af dansk og engelsk, som han ikke studser over:

”Jesus du giver ’strenght to carry on. That’s the wonder of you’.”

I de 11 år på Langeland var der langt mellem, at mennesker kom til ham for at få en sjælesørgerisk samtale. Måske fordi man nede fra landevejen kunne se, hvem der holdt parkeret ved den højt beliggende præstegård. Måske fordi der ikke er mange, som vil tale med en ung præst. I Sorgenfri er sjælesorgen kommet til at fylde. De senere år er det taget til, og det er en bred gruppe af mennesker, som opsøger ham og beder om en samtale. Ofte handler det om relationer. Det er typisk mennesker, som ikke kommer i kirken. Nogle begynder efterfølgende at gå i kirke.

”Jeg betragter mig som en, der lytter som præst og troende kristen og er klar over, at jeg hverken er terapeut eller behandler. Jeg har opdaget, at samtaler på en ubegribelig måde kan lukke op for virkeligheden, hvor mennesker får et gennembrud og går her fra forandret.”

Et sted i kirken sidder Søren Hermansens praktiserende læge gennem mange år. Lægen er gået på pension, men i en årrække havde de et tæt fagligt samarbejde, hvor den praktiserende læge kunne ringe til Hermansen og sige:

”Søren; den er helt gal. Kan du ikke tage nogle samtaler?”

Nogle gange er de to også rykket ud sammen til mennesker, som truede med selvmord, mennesker som havde forskanset sig, og til unge, psykisk syge.

”Vi har haft voldsomme oplevelser sammen. Jeg kan ikke helbrede nogen, men jeg ved, at Helligånden virker.”

Som sjælesørger har han også døbt mennesker, som var tæt på døden.

”Jeg har mødt døende, for hvem ønsket om at blive døbt fyldte alt i dem. De oplevede, at de var alene, bange og følte, at de var ved at falde ned i ingenting. I dåben falder du ned i Gud. Det gør det ikke lettere at dø væk fra dem, man elsker, men man dør ikke bort til ingenting.”

Om et kvarter vil rådhusklokkerne slå 12. I Sorgenfri Kirke er man nået til dagens sidste salme. Det er Johannes Johansens ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Søren Hermansen nynner med og tørrer sved af ansigtet med en af de stivede, hvide servietter på alteret.

Han står ved alteret med benene solidt plantet på kirkegulvet, men hvis nogen talte til ham nu, vil han efterfølgende ikke kunne huske, hvad de havde sagt. Han har aldrig været på stoffer, men på det her tidspunkt i gudstjenesten føler han sig høj. Og nu gør han, som biskop K.C. Holm lærte ham. Han læser de tekster, han vil prædike over næste søndag. Han vil tale ud fra det, som bliver kaldt den lille bibel:

”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv.”

I morgen, søndag, kommer dagen, Søren Hermansen har gruet for. Han har valgt, at kirkerummet skal fyldes af hans absolutte yndlingssalme: Brorsons ”Den yndigste rose”.

”Den salme får en barndomsfornemmelse op i mig, for hjemme hos mig sang man kun salmer til jul. Senere har jeg opdaget teologien og poesien, som har ramt mit lyriske hjerte. Tænk at man kan skrive en salme på otte vers, som kan rumme hele teologien og hele mit liv: Jesus er rosen, og vi er lovet, at vi aldrig skal miste rosen.”

På mandag vil han og ægtefællen langsomt tage fat på at pakke deres indbo i præstegården i flyttekasser. I løbet af næste måned flytter de til Espergærde i Nordsjælland, hvor de skal bo tæt på deres datter og hendes familie.

I forhold til at gå af har han gjort alt det modsatte af, hvad han har rådet andre til. Han har rådet andre til lægge planer i forhold til den store overgang og måske påtage sig et frivilligt engagement. Han skal fortsat anmelde for Kristeligt Dagblad, men han har ikke planlagt nye projekter. Han stoler på, at der bliver lagt opgaver ned til ham.

”Jeg tror, Vorherre har nogle gaver til mig. For mig er bøn livsånde, og jeg beder en enkel bøn om, at jeg stadig må have arbejde i vingården. Mere behøver jeg ikke sige.”

Jeg har mødt døende, for hvem ønsket om at blive døbt fyldte alt i dem. De oplevede, at de var alene, bange og følte, at de var ved at falde ned i ingenting. I dåben falder du ned i Gud.

Søren Hermansen har gennem årene rådet folk til at forberede sig på pensionisttilværelsen ved at lægge planer og måske engagere sig i noget frivilligt. Nu går han af som sognepræst uden at have gjort noget af det, han har rådet andre til. – Foto: Leif Tuxen.