Vi er ved at miste en del af vores egen identitet. Det er ikke længere god stil at benytte hele ens navn. Det gælder hos tandlægen, på offentlige kontorer, i breve fra banken, ved alle mulige henvendelser fra det offentlige og private. For nylig var jeg et sted, hvor vi blev kaldt op: ”Lis, så er det din tur.” Vi var to, der rejse sig. Lidt højere end nødvendigt sagde jeg mit fulde navn, og mysteriet blev opklaret – det var min tur. Lidt demonstrativt gik jeg hen til den for mig fremmede person og gav hånd og så hende i øjnene. Det var før, corona satte en stopper for den gode og respektfulde måde at hilse på. Respektfuldt vel at mærke over for begge parter, både for den ansatte og for mig. Vi havde en professionel relation til hinanden og havde aldrig mødt hinanden før. Hvis nu den ansatte have benyttet mit fulde navn, ville det være en anerkendelse af, at hun og jeg, Lis M. Frederiksen, havde en professionel relation, og jeg ville anerkende, at hun var et menneske med en sag, hun kunne klare i forhold til lige præcis mig og ikke alle mulige andre Lis’er.
Lyder det forfængeligt og selvoptaget? Tjah, det er der sikkert nogle, der vil synes. For mig handler det om at vise respekt og gøre sig umage over for hinanden.
”Der ligger en flugt i kun at være Susanne eller Anders. Det kan være en måde at gemme sig på,” siger ph.d. i retorik Anne Katrine Lund.
Men for visse faggrupper som for eksempel sygeplejersker og nogle grupper offentligt ansatte er det også et sikkerhedsspørgsmål. De vil ikke kunne opspores af utilfredse patienter eller borgere, som får hjælp fra det offentlige. Der har været uheldige episoder. Det kan jeg naturligvis godt forstå. Men efter flere og længere perioder med hospitalsbesøg har det slået mig, at lægerne på det hospital, hvor jeg er kommet en del på det seneste, bærer skilte med deres fulde navn. ”Det fulde navn og titel løfter en person i masser af situationer. Det giver dig taleretten og autoriteten,” siger Anne Katrine Lund.
De fleste danskere sidder klinet til skærmen, når repræsentanter for regeringen og myndighederne i disse tider oplyser om de seneste tiltag for at bremse coronasmitten. Bemærk, hvordan der bliver sagt statsministeren, sundhedsministeren, rigspolitichefen omtalt og tiltalt i tredje person. Vi kender skam godt deres navne. Men titlen giver dem en autoritet, og vi lytter endnu mere opmærksomt. Dronningen er en af de få personer, som altid – eller næsten altid – bliver tiltalt i tredje person, Deres Majestæt eller Dronningen. Sjældnere De og næsten aldrig du. Det er naturligvis hændt, at unge journalister har glemt tugtelsen og er kommet til at sige ”du” til Dronningen. Hvortil Dronningen lidt tørt og på sin helt egen facon har repliceret: ”Vi har da vist ikke gået i skole sammen.”
Ord betyder noget. Nogle gange betyder ord meget. Min sproglige intimsfære bliver overskredet, når jeg bliver tiltalt Lis af helt fremmede mennesker, som jeg har en professionel relation til. En vis sproglig distance betyder samtidig, at vi ser og anerkender hinanden langt mere bevidst. Krammekulturen er parallel til fornavneuvæsenet. Et eksempel: når en fysioterapeut eller en massør arbejder med dig, er vi af gode grunde i tæt fysisk kontakt. Det ved man, når man aftaler tid og kommer hos vedkommende. Vi har et professionelt forhold til hinanden og vores kroppe. Men når seancen afsluttes med en krammer, efter at de har tumlet rundt med dig, så overskrider det mine grænser. Vi er ikke venner. Vi arbejder sammen professionelt. Jeg lægger krop til, hun eller han udfører sit arbejde. Det har jeg ved en lejlighed bemærket, bevidst givet hånd og genoprettet det professionelle forhold.
De fleste danskere har været lydhøre over for de tiltag, myndighederne har anbefalet og påbudt på det seneste. Vi har vist, at vi er hurtige til at ændre vaner og respektere myndighedernes autoritet. Vi kunne jo også ændre vaner og anerkende hinanden indbyrdes med vores fulde navn, når vi har en professionel relation. Den sproglige lethed og ligegyldighed er uværdig for alle parter.