Mogens Hansen døde på en helt almindelig torsdag i marts 2014. Han havde taget cyklen til fitness, som han plejede, ned ad Finsensvej på Frederiksberg i København, så over Fasanvej og videre ad Howitzvej.
Men her standser hans erindring. De efterfølgende tre døgn blev de mest dramatiske i hans liv, men han opdagede det ikke.
Via øjenvidneberetninger og lægejournaler har han siden rekonstrueret følgende: Han blev set i færd med at stige af cyklen, så faldt han om – åbenbart med hjertestop.
En forbipasserende kunne give hjertemassage, og minuttet senere ankom to reddere og en akutlæge fra brandstationen 200 meter væk. Efter otte minutter fik de liv i ham på vej mod Rigshospitalet, hvor han blev lagt i respirator og nedkølet til 35,5 grader for at mindske risikoen for skader forvoldt af iltmanglen.
Statistikkerne gav ham ikke store chancer, måske 10 procent. Hans hjerte havde været ude af drift i cirka 12 minutter, så hvis han kom til bevidsthed, var det muligvis med hjerneskader, lød beskeden.
Den 74-årige tidligere sognepræst og mangeårige programmedarbejder i Danmarks Radio smiler bredt ud i stuen i sit og hustruens hjem på Frederiksberg. Han kom tilbage til livet, og det skete helt uden mén.
Eller, det vil sige, ikke helt, siger han og hiver lidt ned i skjorten. Øverst på brystkassen buler huden ud og tegner omridset af en lille maskine, han kalder sin elektroniske engel. En icd, er det tekniske navn, og skulle hjertet gå i stå igen, afgiver den et så kraftigt stød, at hjertet forhåbentlig kommer i gang igen. Siden den torsdag i 2014 er det sket tre gange.
”Så man kan sige, at jeg har været på den anden side af livet fire gange – og er vendt tilbage igen. Og hvad var der så deromme? Det har flere spurgt om, men jeg husker intet. Og selvom jeg gjorde, ville jeg ikke fortælle det, for jeg tror ikke, det er meningen, at vi skal vide, hvad der venter os. Hvad skal vi bruge den viden til? Vi vil så gerne have vished om alting i dag, men det er ikke nødvendigvis gavnligt. Måske er jeg nærdødsblind, men nu har jeg levet i 74 år i bevidstheden om, at jeg er i Guds hånd. Hvorfor skulle det ikke også være sådan på den anden side af livet?”, siger han.
Ikke alle er dog lige så afklaret som Mogens Hansen. Der har i årtusinder været stor interesse for, hvad der mon venter efter livet – hvis noget. Så langt tilbage som 700-tallet findes der beskrivelser af en nærdødsoplevelse fra benediktinermunken Beda (673-735), og de har siden fyldt hundredvis af bøger om emnet.
Nærdødsoplevelser er kendt i 95 procent af verdens kulturer og har været genstand for store diskussioner blandt ikke mindst psykologer, filosoffer og teologer gennem tiden. Også verdens religioner indeholder i høj grad forestillinger om et efterliv.
Egentlig forskning i livet efter døden begyndte for alvor i 1975. Her interviewede den amerikanske psykiater Raymond Moody 150 mennesker, der havde haft en nærdødsoplevelse, og analyserede deres påfaldende ens beskrivelser i bogen ”Life after Life” (Livet efter livet). Bogen solgte 13 millioner eksemplarer over hele verden og var i de efterfølgende år med til at gøre nærdødsstudier til et reelt forskningsfelt – omend det dog blev betragtet med nogen skepsis fra store dele af den medicinske verden.
Flere tusinde nærdødsoplevelser er siden blevet undersøgt i over 600 studier og forskningsartikler. I de mest seriøse af dem skal patienten have været klinisk død og altså uden puls og åndedræt og med stillestående, udvidede pupiller. Den tilstand medfører hastigt tab af hjerneaktivitet, hvilket burde gøre det umuligt at danne varige minder. Patienten skal alligevel have oplevet følelser og syn, der – modsat hallucinationer – er strukturerede, fortællende og nemme at beskrive.
Hvor mange der siger, de har haft den slags nærdødsoplevelser, varierer meget fra studie til studie. Nogle gange er det ganske få procent, andre gange næsten halvdelen. Men på tværs af kulturer fortæller de fleste om meget sammenlignelige oplevelser: en fornemmelse af at svæve op og se ned på deres bevidstløse krop, at møde spirituelle væsener, ofte også afdøde slægtninge og venner, og at gense scener fra deres liv. Og at føle en forbundethed og overvældende kærlighed. Alt sammen i en sammenhæng, der ikke føles som en drøm, men helt virkelig.
Særligt de senere år har nærdødsoplevelser fået stadig større opmærksomhed, både i videnskaben og kulturen. En række respekterede forskere er begyndt at lave store forskningsprojekter for at finde videnskabelige beviser i den ene eller den anden retning, og i det hele taget bliver der gået mere seriøst til fænomenet end tidligere.
Det gælder ikke mindst for amerikanske Dr. Sam Parnia, leder af genoplivelsesforskningen på State University of New York og hovedforfatter på verdens hidtil største undersøgelse af nærdødsoplevelser i 2014. Her blev 2060 patienter fra 15 hospitaler i Storbritannien, USA og Østrig undersøgt, og konklusionen blev den lidt svævende, at 39 procent af dem, der var i stand til at blive interviewet efter deres hjertestop, fortalte, at de havde oplevet at være bevidste, mens de var klinisk døde, men kun to procent af dem kunne huske detaljer om det, de havde set og hørt. Måske på grund af hjerneskader.
En enkelt patients beskrivelser vakte særlig opsigt, for han kunne fortælle, hvordan han svævede oppe under loftet og så ned på lægerne, der forsøgte at genstarte hans livløse krop, og han kunne gøre det med en række præcise detaljer, han umuligt kunne vide noget om.
Den slags historier findes der flere af fra andre studier, men studierne ender alligevel alle med at konkludere det samme, som Dr. Sam Parnia gjorde i sin forskning: ”Selvom det ikke er muligt objektivt at bevise realiteten af eller meningen med patienternes oplevelser, er det også umuligt at afvise dem, og mere forskning er nødvendigt på dette område.”
Problemet er, at der er for få, der kan huske, hvad de har oplevet, og det er for svært at bevise, om deres oplevelser faktisk er virkelige. Man har endda i flere forskningsforsøg placeret farver og symboler oven på skabene i operationsstuerne, så man kun kan se dem, hvis man svævede oppe under loftet. Men heller ikke her er resultaterne endegyldige.
Det er derfor fortsat skeptikerne, der har overtaget i diskussionen om, hvorvidt nærdødsoplevelserne faktisk siger noget reelt om et muligt liv efter døden. De afviser ikke, at nogle oplever de ting, de fortæller om, det er bare ikke virkeligt, men kemisk skabte billeder i en overstimuleret og ophidset hjerne, der mangler ilt og sukker.
Videnskabens øgede fokus på livet efter døden har også smittet af på, hvad man bryder hjernen med på de teologiske fakulteter internationalt set, men ikke i Danmark, forklarer Niels Henrik Gregersen, professor i teologi ved Københavns Universitet med en særlig interesse for samspillet mellem religion og naturvidenskab. Han ser den manglende danske interesse som et levn fra den sekulariserede teologi, der længe har været dominerende i det teologiske miljø. Her interesserer man sig ikke for trosmæssige oplevelser, og der er generelt en frygt for at beskæftige sig med det esoteriske og erfaringsbaserede.
En stor del af den berøringsangst kan spores tilbage til Aarhus-teologen P.G. Lindhardt. Han udgav i 1952 bogen ”Det evige liv”, hvor han argumenterede for, at mennesket intet kan vide om det evige liv. Enhver forestilling om det hinsides var ren digteri.
”Det blev tolket, som om han gjorde op med det evige liv, selvom det egentlig kun var en alt for menneskelig forståelse af det evige liv, han reagerede imod. Ikke desto mindre har den forsigtighed over for efterlivet overlevet,” siger Niels Henrik Gregersen.
Over de seneste år er der dog ved at komme små brud i de danske teologers ignorering af livet efter døden. For eksempel udgav den tidligere præst i Københavns Domkirke Johannes Værge i 2008 bogen ”Efter døden”, der ser nærmere på kristendommens tale om det evige liv.
”Og det er også nødvendigt, for præster møder jo den slags erfaringer, når de taler med folk. Det er ofte meget livsændrende oplevelser. Og selvom man ikke kan sige, at de er beviser for et liv efter døden, oplever mange dem alligevel som en yderligere bekræftelse, hvis de i forvejen tror på efterlivet,” siger han.
”Danske teologer er begyndt at trodse den tidligere generations forbud mod overhovedet at beskæftige sig med emnet,” siger Niels Henrik Gregersen.
I lejligheden på Frederiksberg funderer Mogens Hansen videre over, hvorfor vi dog så gerne vil vide, hvad der er efter livet. Hvis hans kone spurgte ham: ”Elsker du mig?”, ville han vide, at noget var galt, siden hun åbenbart tvivlede og derfor havde behov for vished. Har man det, dør kærligheden. Og lidt på samme måde er det med spørgsmålet: Hvad kommer bagefter?
”Husk på,” siger Mogens Hansen, ”at i Bibelen er hyrder de første vidner til Jesu fødsel, og kvinderne er de første vidner til Jesu opstandelse. Det er ikke tilfældigt, for dengang blev netop kvinder og hyrder ikke betragtet som troværdige og kunne ikke vidne i retten. Så to af de mest væsentlige begivenheder i kristendommen er tvivlsomme, hvad angår bevis. Det er da herligt! Det er præcis det rette perspektiv at placere livet efter døden i. Vi kan ikke vide, hvad der skete dengang, og vi kan ikke vide, hvad der sker, når vi dør. Men vi kan tro på det, og det er nok for mig.”