Prøv avisen
Klumme

Det er en gave at kunne lytte til andres fortællinger

Det er gennem at lytte og stille spørgsmål, at man kan få adgang til den andens verden, og det er sådan, ens egne horisonter bliver befriet, skriver Tomas Sjödin. Tegning: Peter M. Jensen

I dag spekulerer jeg i ramme alvor over, om der findes noget vigtigere at sige til et medmenneske end den ret beskedne opfordring til at fortælle, skriver forfatter og præst Tomas Sjödin i en af sine klummer fra avisen Göteborgposten

Jeg har haft min mor på besøg nogle dage, og ved morgenkaffen en dag kom vi ind på noget, der gentog sig, dengang jeg var barn.

Jeg kom hjem fra skole og var så opfyldt af indtryk, at jeg umuligt kunne nå på toilettet, før jeg fortalte hende om dem.

Det trykkede så at sige på i alle ender på én gang. Følgelig måtte hun stå uden for badeværelset og gennem en sprække i døren lytte til min redegørelse for dagens begivenheder.

Årtier senere, under en tung tid i vort familieliv, skrev jeg i en af mine notesbøger: Man kan klare ret meget, så længe man har nogen at fortælle det til.

Jeg havde formentlig hørt eller læst de ord et sted, eller også var det bare den selvfølgelige sammenfatning af situationen, som den var netop da.

Behovet for at fortælle er dybt rodfæstet i os. Behovet forandres, men forsvinder ikke, og i dag spekulerer jeg i ramme alvor over, om der findes noget vigtigere at sige til et medmenneske end den ret beskedne opfordring til at fortælle.

Når noget omvæltende er sket, eller når det, man ønskede skulle ske, aldrig skete, så er det ikke tips eller råd eller anvisninger, man er ude efter.

Så ser man sig om efter nogen, som kan tage imod ens historie, uredigeret og som den nu er.

En af mine venner siger af og til, at hun ikke kan så meget andet end at lytte. Det er en interessant kommentar.

Sandheden er naturligvis, at hun er rigt begavet på mange områder, og at hun i tillæg hertil ejer den uvurderlige evne at tage det ind, som folk fortæller hende. Eller man kan måske sige, at hun har plads til andres fortællinger i sit liv.

For det handler nok om ikke at være så opfyldt af sig selv, at der ikke er plads til den anden. Alle mennesker fortæller nu ikke af sig selv, men de allerfleste bliver glade, hvis man spørger.

Der er en kort notits i Bibelen om netop dette. Den udspiller sig i Jesu teenageår. Efterladt i templet, som han er, deltager han i de religiøse lederes debatter ved at ”lytte og stille spørgsmål”.

De gamle vise var forbløffede over hans forstand. Forstand bliver dermed til noget andet end stor kunnen. Forstand handler om retningen på ens interesse. Forstand er at lytte.

Det er gennem at lytte og stille spørgsmål, at man kan få adgang til den andens verden, og det er sådan, ens egne horisonter bliver befriet.

Der er gået langt over 40 år, siden min mor stod parkeret uden for badeværelset i vores 1960'er-hus, men mindet udfordrer mig fortsat og har vokset sig til en længsel: at vove at lade en sprække stå åben, så at ens egen fortælling kan finde ud, og de andres fortælling kan finde ind.

Ikke vidtåbne døre, men en lillebitte sprække. Og det slår mig, at det svært definerede ord livskvalitet måske kan måles netop her: ikke i penge og ikke i bevægelsesfrihed eller bekvemmelighed, men i fortroligheden, hvor man får lov at forvalte en anden fortælling end sin egen.