Vi begynder ved slutningen. På Timring Kirkegård nær Herning er der en hel del ens gravsteder. Marmorplader står skulder ved skulder på række efter række. De er forsynet med navne på mænd og med deres fødsels- og dødsdatoer. Det er Møltrups sønner, der her har fundet hvile, og indimellem skiller større gravsten sig ud iblandt dem. Under dem hviler ægtepar, der gennem tiden har været forstandere på det nærliggende Møltrup Optagelseshjem – et hjem for mænd, der er kommet på livets skyggeside.
Mellem rækkerne knaser perlegruset under sålerne på Ebbe Larsen. Til årsskiftet stopper han og hans hustru, Elise Larsen, som forstanderpar på den selvejende institution, og han er ikke helt klar over, hvad det er for en dør, der så åbner. Men han ved, at livet (om forhåbentlig mange år) kommer til at ende her. For ligesom mange af de såkaldte sønner har parret hjemme på Møltrup og derfor også mellem de mange opretstående marmorplader på kirkegården, når de en dag dør.
Der er brug for mændene
Det var i 1998, at Larsen-parret kom til optagelseshjemmet. De kom fra Djursland, hvor han havde været forstander på Rønde Høj- og Efterskole, og hun havde været sygeplejerske i Grenå. De kom som det kun femte forstanderpar siden 1912, hvor optagelseshjemmet blev startet af fængselspræsten Johannes Munck, der sammen med sin kone ville skabe et hjem for hjemløse på den forfaldne herregård fra 1700-tallet. Noget andet end streng straf og lydighed måtte være vejen frem, hvis man ville hjælpe mændene.
I 1999 sagde Ebbe Larsen til Kristeligt Dagblad, at de, der har været nede at kysse asfalten, ofte ved mest om livet. At livet skal ses i smertens profil.
Hvad ved han nu, og hvad er det for et sted, han forlader? Og hvordan undgår man at blive omsorgstræt i sjælen? Det vil han gerne sætte nogle ord på en tæskevåd efterårsdag, hvor han omtrent tre timer før kirkegårdsbesøget henter sin gæst på Vildbjerg Station nordvest for Herning. Som det første inviterer han på ly i optagelseshjemmets café i Vildbjerg. Der findes tre af disse caféer i området, hvor mænd fra hjemmet kan få arbejde og servicere det civilsamfund, som det er målet, at de skal tilbage til.
”Jo mere vi kan møde dem, som ikke bor på Møltrup, jo bedre er det. Hvis man ikke skal blive boende på Møltrup altid, skal der være en plads til én ude i samfundet. Det er der, hvis vi allerede har lavet os en plads ude i samfundet og skabt en forståelse for, hvem vi er.”
Er man som mand hjemløs, har man et misbrugsproblem, eller er der andre forhold, der gør, at man har svært ved at bo og klare tilværelsen selv, kan det være, man for en tid kommer til at bo på Møltrup. De fleste mænd er på hjemmet i omkring fire-fem måneder. Og der er brug for, at de giver et nap med, for Møltrup har blandt andet savværk, kød- og mælkeproduktion, svinestald, slagteri, gårdbutik og produktionsværksted. Det er en af de grundlæggende tanker, at livsduelighed genopbygges gennem oplysning og gennem erfaringen af, at ens bidrag er nødvendigt.
Omvendt er der det indlejrede problem, at Møltrup er et sted, hvor rammerne er faste, og de lurende problemer derfor også kan vise sig mindre komplicerede.
Hvordan sørger man så for, at mændene forlader hjemmet igen uden at falde tilbage i det, der i første omgang sendte dem til Møltrup?
”Det svarer lidt til, at man skal flytte hjemmefra på et tidspunkt på baggrund af alt det, man har lært derhjemme. På Møltrup får du en hverdag med arbejde, fritid og hvile. Når du flytter ud igen, kan du falde tilbage i de gamle vaner eller måske drage nytte af og integrere de nye vaner.”
Det er også derfor, fortæller Ebbe Larsen, at hans sidste store aftryk på optagelseshjemmet bliver en ny satsning på de omtrent seks timer af en almindelig dag, der går med fritid. På herregården er man i gang med at bygge en ny multihal med såkaldte sociale mursten – den er skabt til at være inviterende, inkluderende og aktiverende for både de mænd, der bor på hjemmet, og for andre fra lokalsamfundet.
”Vi satser i det hele taget på at styrke tiden fra klokken 16 til 22, så man kan få erfaring med den aktive fritid. For mange vil jo komme tilbage til arbejdsløshed, når de flytter fra os, men hvis de har fået en fritidsinteresse, kan de brede den ud til mere af dagen, og på den måde er der større chance for, at de ikke falder tilbage til dårlige vaner.”
Men, siger han, det er også en ret væsentlig pointe, at ikke alle liv kan passes ind i en helbredelseshistorie. Nogle mænd vil vende tilbage til Møltrup en eller flere gange, men man skal ikke undervurdere betydningen af, at de derimellem har perioder, hvor de ikke befinder sig på skyggesiden.
”Jeg hørte en amerikansk aktør på området sige, at hjemløshed ikke skal håndteres, men afskaffes. Jeg tror nærmere, det hedder, at vi skal håndtere hjemløshed bedst muligt, sådan at hastigheden, hvormed man kommer tilbage, for nogles vedkommende bliver lavere.”
Præsten var vel nærmest imod synden
Vi har sat os i Møltrups røde minibus for at køre ud til den herregård, det hele handler om. På vejen fortæller Ebbe Larsen om sit eget udgangspunkt for at havne her. Han er født i 1955 og opvokset på Fyn, hvor ”en smule af ånden fra Tommerup Højskole vist nærmest blæste over på mig”. Faderen var mælkemand, og moderen hjemmegående, og det kirkelige tilhørsforhold var, hvad Ebbe Larsen betegner som en ”glad, ubekymret, fynsk kristendom”.
”Teologien var lidt sådan, at når far havde været i kirke, kom han hjem, og så spurgte min mor: ’Nå, hva’ talt’ han om?’,” gengiver han på klingende fynsk.
”’Jarh, han snakket’ noe om synden,’ sagde den gamle så. ’Nå, hva’ ment’ han om den?’, spurgte moderen, og faderen svarede: ’Jarh, han var vist nærmest imo’!”.
Møltrup hviler på et kristent grundlag og betragter sig selv som en del af det frivillige folkekirkelige diakonale arbejde. Der er tilbud om andagt hver aften, og måltiderne startes med et ”Gud være lovet og takket”.
”Men det er ikke noget missionshus. Møltrup er ikke til omvendelse, men til oplivning. Der var engang en mand hos os, der sagde: ’Hold da op, hvor er det gammeldags, men man kan godt mærke, der er ånd’.”
Hvordan tror du, den ånd opleves?
”Mange af vores beboere siger, at de ikke længere er en forsyningspligt som beskrevet i et cirkulære. For de er blevet et medmenneske, som vi vandrer sammen med. Det gør noget ved mennesker. At blive mødt som en, man skal gå et stykke ad vejen med. Og så har vi vores ’fælles tredje’: Det er en ganske almindelig arbejdsplads, hvor alle indgår i arbejdsfællesskabet. Det er vigtigt, for hvis vi havde penge nok, og indsatsen ikke var nødvendig, kunne vi bare lege det hele, og så var jeg en ekspert over for beboerne, og de var mine klienter. Men sådan er det ikke hos os, vi er kolleger.”
Find noget jern, maling og et svejseværk
Møltrups tre hvidkalkede længer dukker op for enden af en allé. Til højre er den nye hal under opførelse. Vi kører gennem gårdens port og parkerer på gårdspladsen.
”Jeg tror lige, jeg går ind i vaskeriet og ser, om ikke der er en jakke derinde, jeg kan bruge, for jeg er kommet af sted uden.”
I vaskeriet afleverer folk tøj, de ikke kan bruge, og som andre kan overtage.
”Der er måske ved at være udsolgt?”, spørger han en kvinde, der er ved at hjælpe en anden mand med samme ærinde.
”Den strammer lidt over bugen, den her,” ler Ebbe Larsen og bliver guidet til en anden jakke et nummer større.
Han viser ind i værkstedet i samme længe.
”Her laver vi forskellige montageopgaver, som vi får ude fra fabrikker. Det er for eksempel smykkeæsker eller højttalere. De kommer ude fra en robot, og så skal de samles. Heldigvis kan robotten ikke det samme. Der er stadig funktioner til os.”
”Ja, vi spiser is herovre i dag. Det er John, der har givet is igen,” siger en af mændene i værkstedet, da vi hilser på.
I en anden længe findes slagteriet og gårdbutikken. Møltrup lever også af at sælge firmajulegave-kurve med egne hjemmelavede produkter.
Vi skrår over gårdspladsen og ud gennem porten igen, da mælkebilen kommer kørende op ad alléen. Inde i stalden hos køer og kalve er der lunt og godt.
”Det har også et eller andet i sig at komme til at omgås dyr,” siger Ebbe Larsen.
”Du kommer til at kigge væk fra din egen søllehed. Og ind i noget andet.”
Ebbe Larsen viser også den afdeling, der minder om et plejehjem, hvor ældre beboere har lejligheder. Og så er der savværket, som blev til, da en anonym donor gav en halv million kroner til Møltrup og dermed gjorde det muligt at købe den sav, der skulle til.
”Nu kommer vi ind i vores varmeværk. Det er faktisk sjovt at se,” siger Ebbe Larsen.
”For ham, der passer det, havde det for nogle år siden ikke rigtig godt herinde. Hvorfor ikke? Jamen, der var ingen trappe og ingen bro, sagde han. Jeg sagde, at han skulle bygge det, han syntes manglede. Så byggede han den der bro,” siger Ebbe Larsen og strækker en finger lodret opad.
”Og så byggede han de to trapper dér på hver sin side af broen. Der er ikke noget at gå efter hverken den ene eller anden vej på den bro. Hvad tror du, han har arbejdet med i sit aktive liv? Han har været nede i maven af et skib. Han var vant til at gå på en bro og kigge ned. Så nu er her rart for ham at være. Det skal ikke i udvalg, sådan noget her. Find noget jern, maling og et svejseværk – og kom i gang. Gør noget ved din situation. Hvis man skaber mulighed for, at folk kan gøre det, vil man opleve, at mennesker bliver myndige. Og myndiggørelsen er noget af det vigtigste her,” siger han og viser ud i kulden igen.
”Der er måske jern for 10.000 kroner. Det ville man ikke få meget støttepædagog for.”
Den daglige detronisering
Der har været mange mænd igennem Møltrup i de 22 år, hvor Larsen-parret har været her. De skal behandles med værdighed og næstekærlighed. Det ligger i stedets mursten.
Men findes der ikke mennesker, som er umulige at holde af? Og kan du ikke blive træt i omsorgsmusklen?
”Jo. Helt afgjort. Så spørger jeg mig selv, hvordan jeg selv ville være at holde af, hvis det var mig, der var i den situation? Ville det være rart, hvis det var mig, der var ucharmerende og voldelig? Det kan være gavnligt at blive opmærksom på, hvor meget man selv har.”
Ebbe Larsen siger også, at der er det frynsegode ved at være kristen, at man kan detronisere sig selv.
”Guds hjælp og lidt håndkraft er det, der skal til. Når jeg ikke har mere håndkraft, må jeg overlade resten til Vorherre. Det har jeg det ikke skidt med. Der er mange gange, hvor jeg ikke har gjort det godt nok. Det sker dagligt. Det er jeg klar over. Men jeg har den glæde at vide, at jeg er menneske, og at den eneste ufejlbarlige er Gud. Derfor kan jeg forbeholde mig retten til at være menneske.”
Og som Ebbe Larsen for nylig formulerede det i et interview i Herning Folkeblad:
”Det er svært at være menneske, men de fleste prøver jo gerne alligevel.”
Vi er gået ind i den gamle privat. Det var her, Larsen boede med familien tidligere. Nu er her mødelokale, men også her føles det hjemligt. Ebbe Larsen mødte Elise, da han var 21 år, og hun var 20 år. Det var på skitur, vist nok med FDF, i Norge.
”Det var bare sagen, så vi har hængt sammen siden.”
De har fire voksne børn og 13 børnebørn, hvoraf de fleste bor i Vildbjerg og et enkelt hold i Struer. Selv er Ebbe og Elise Larsen for otte år siden flyttet ud af privaten og til deres sommerhus i det nærliggende Sinding. Her har de en frugtplantage, som han har brugt som alternativ til en psykolog, når et problem på arbejdet er vokset ham over hovedet. Det er som et sjæleligt viskelæder at klippe skud i nogle timer. Men har han selv stået ved afgrunden?
”Nej. Jeg har faktisk levet et meget privilegeret liv. Men jeg har været bange masser af gange. For eksempel da jeg selv fik modermærkekræft, og når mine kære har været syge. Og selv om jeg mener, at mennesker er mennesker på livets vilkår, er jeg i sådan nogle situationer alligevel der, hvor jeg folder mine hænder og beder Gud om at ændre historiens gang.”
Men Ebbe Larsen er mest af alt taknemmelig for, at han snart går på pension fra et arbejdsliv, hvor han har kunnet virke i overensstemmelse med sine idealer.
”Og jeg har haft magt. Magten til at gøre noget for mennesker. Det er jo en leders og i øvrigt et menneskes privilegium, at man kan gøre livet til en himmel eller et helvede for andre. Det er et ansvar så stort, at det kan gøre en helt bange. Tænk sig, hvis man har gjort livet til et helvede for nogen? Filosoffen Kant siger, at man skal leve sit liv på en måde, så det kan danne baggrund for almen lovgivning. Det har jeg ikke altid levet op til, men jo større indflydelse man har, desto større er kravet om at leve op til det imperativ.”
Nogle vil mene, at Kants kategoriske imperativ tilnærmelsesvist er ukristeligt, fordi et menneske aldrig vil være i stand til at leve sådan, at det kan danne baggrund for almen lovgivning. Og at vi gudskelov er rummet af nåden.
”Ja! Det er lige præcis derfor, vi har brug for Gud. Nåden er nødvendig, og det er måske også den, der gør, at jeg sover godt om natten.”
En åben dør
På den ene side har Ebbe Larsen masse af idéer til Møltrup, men på den anden side ved han, at han aldrig ville blive færdig. Så til januar går han af sammen med sin hustru og overlader forstanderposten til en anden. I jobannoncen står der blandt andet, at det ikke er afgørende, om den kommende forstander har været præst, lærer eller har en anden relevant uddannelse. ”Det skal dog med sikkerhed være et menneske, der vil stille sig til rådighed for mænd, der er kommet på livets skyggeside.” I skrivende stund er der ikke sat navn på en ny forstander, men for 66-årige Ebbe Larsen er der tale om en ny dør, som åbner til et ukendt rum.
Han vil gerne have mere tid til ”klassikeren: børn, familie og golf”. Men han håber også, at han kan blive konsulent for ledere og bestyrelser, der har brug for at høre en udenforståendes ærlige mening.
”Det kan du nemlig ikke få andre til, fordi de er høflige, når de ved, du har magten.”
Han stoler på, at det potentielle tomrum vil få ham op af stolen og ud at virke, for han har aldrig prøvet af gå ind ad en ny dør, uden at der skete noget interessant.
”Jeg er godt klar over, at jeg på et tidspunkt også går ud af livet, men med min kristentro har jeg også en tro på, at der er noget på den anden side af dén dør.”
Ebbe Larsen vil køre sin gæst tilbage til stationen – og se engang: Nu er vi fremme ved sidste stop – Timring Kirkegård.
”Livet er ubærligt, hvis man ikke er nogen steder fra,” siger Ebbe Larsen.
”Man skal være et sted fra. Det står i den menneskelige grundlov. Det er ikke alle mændene, som har boet på Møltrup, der har andre steder, de hører til. Men ligger man her, er man nogen. Man er en Møltrup-søn. ’Du kan bare se min gravsten. Jeg er noget. Jeg var nogen. Jeg var her’. Det tror jeg på.”