Prøv avisen
Forelskelse

Religionshistoriker: Jeg vil gerne forsvare forelskelsen

Jeg er en håbefuld romantiker, som ikke mener, at trivsel er det eneste succeskriterium for et vellykket liv, skriver Katrine Frøkjær Baunvig Foto: Lars Aarø/fokus

Eufori varer ikke ved. Men fra toppen af Maslows behovspyramide er det svært at indoptage denne viden. Derfor laver jeg jævnligt perlepladehjerter og lovtaler til de store følelser, skriver religionshistoriker Katrine Frøkjær Baunvig

”Kære dagbog, Jeg ville sådan ønske, at jeg ikke syntes, P var så irriterende. Han ser så dum ud, når han sover. Og så SNORKER han!!!! Og han ringer aldrig af sig selv... Gid, jeg kunne få sommerfugle i maven igen.”

Sådan skrev jeg, da jeg var 15 år. Jeg var frustreret. Min kæreste og jeg havde lige fejret 10-månedersdag, og jeg var træt af ham. Vi gik i 1. g på hver sit gymnasium, boede i hver sin satellitby til Aarhus og havde hver sin vennekreds. Jeg hørte Nirvana og læste Jane Austen. Han var vild med Howard Shores soundtrack til ”Ringenes Herre”-filmene og røg pibe. Det duede ikke. Men det ville jeg helst ikke indse. Jeg ville bare gerne tilbage til den stormfulde rus; den, der hørte sommernætterne og grammofonpladerne til. Jeg sørgede over den forelskelse, som havde lagt sig. Jeg ønskede sådan, at jeg kunne få den til at rejse sig igen. Men det gjorde den ikke, vi slog op.

Forelskelse er en neurologisk parentes; en endorfinrus; en forstyrrelse; en art hormonel ubalance, som forskningslitteraturen lover os går over igen efter 6 til 12 måneder. Se i psykologiske afhandlinger og medicinske rapporter: Der er ingen tvivl. De fleste af os går endda rundt med erfaringer, som kan hjælpe til at understøtte dette stærkt funderede videnskabelige standpunkt. Min egen teenagedagbog er i hvert fald mættet med dem.

Forelskelserne er også med til at drive skilsmissestatistikkerne i vejret. For følelserne er det eneste, der binder os sammen i dag, hvor begge køn er på arbejdsmarkedet, og vi godt kan klare os hver for sig. Når de aftager, er det derfor ikke forbløffende, at forholdet som sådan svækkes – og måske ender i et brud.

Men de brudte parforhold afmatter selvbilleder og underminerer barndomme. Sådan advarer sociologer, præster og terapeuter i forskellige former for litteratur. Og de henviser netop gerne til den kliniske forståelse af forelskelsen som en midlertidig og lidt sindssyg tilstand. De beder os undgå at udvikle os til ansvarsløse, endorfin-junkies, der ofrer de sunde, stabile tilknytninger, som det langvarige parforhold tilbyder, til fordel for de hormonelle døgnfluer.

Denne tankegang er tydelig i alt fra datingprogrammer som DR’s ”Koden til kærlighed” til den franske filosof Alain Badious tekst ”Lovsang til kærligheden” (2015). I disse kulturelle udtryksformer forholder kærlighed og forelskelse sig til hinanden som selvopofrelse forholder sig til egoisme.

Og jeg forstår godt tankegangen.

Jeg forstår også godt, at folk råber vagt i gevær i en tid, hvor det er prestigiøst at leve passioneret og føle intenst – det være sig på arbejdet, med hensyn til sin krop og ikke mindst i kærlighedslivet. Det vil med andre ord sige: i en tid, som er rastløs og domineret af en jagt på store følelser ofte på hensynsløs bekostning af ens egen – og ikke mindst adskillige andre menneskers – rolige nattesøvn, arbejdsduelighed og almene trivsel.

Jeg forstår altså godt, at flere og flere føler sig kaldet til at oplyse befolkningerne, så vi kan forventningsafstemme med virkeligheden og hormonerne, inden vi træder ind i forelskelsen og kærligheden. Så vi undgår de skuffelser, som et brud og en livsomvæltning fører med sig. De brud, som tit opstår, når et moderne forhold i for lang tid har været uden passion.

Jeg forstår budskabet, og jeg værdsætter intentionerne bag det.

Problemet er, at jeg har svært ved finde plads til denne viden inde i min dagligdag.

Jeg er en håbefuld romantiker, som ikke mener, at trivsel er det eneste succeskriterium for et vellykket liv. Det siger jeg både som fraskilt. Som mor til delebørn. Som skilsmissebarn. Jeg vil forsvare forelskelsen, som nok er en farlig, men også en fantastisk energi.

Min krop søger nemlig de store følelser; den accepterer, at kærlighedslivet som livet i almindelighed sommetider er desperat og sorgfuldt; den ved, at livet ikke altid handler om varme, tryghed og fortrolighed; at det veksler mellem sorrig og glæde. Den forstår de indsigter, som er så vigtige og banale, at de godt må stå både i salmer og på Gajol-æsker. Derfor forsvarer min krop forelskelsen. Og resten af mig hjælper til med at genoprette tilstanden, når de store følelser (nødvendigvis) lægger sig.

På den ene side vil jeg gerne fejre, at så mange af os bor i toppen af Maslows behovspyramide, at vi har mulighed for at gribe ud efter de store følelser. På den anden side elsker jeg min kæreste og vil gerne holde storheden i den omstændighed ved lige.

Derfor har jeg skelet til arkiver af den religionsforskning, jeg er universitetsansat til at vedligeholde og udvikle. Jeg har ladet mig inspirere og har grebet ud efter ritualerne – de handlinger, som på én og samme tid kan bekræfte et fællesskab og skabe stærke følelsesmæssige tilstande.

Jeg har ladet tilfældet råde, og i dag producerer jeg – uden jeg helt kan forklare hvorfor – ofte et perlepladehjerte eller to. Fordi jeg tænker på min kæreste og alle mine følelser for ham. Fordi følelserne af en eller anden grund vokser, når jeg sidder med plastic-småtteri mellem fingrene.

I den undseelige situation kan jeg huske vores første sindssyge tid sammen, mærke hjertet hamre: jeg får lidt kvalme, bliver lidt angst for at miste og gribes af en trang til at kysse ham. Det er ubehageligt på en skøn måde, som jeg nødig ville være foruden.

Jeg opfatter mig selv som en ansvarlig afhængig. I stedet for at lytte til advarslerne om den trivselsunderminerende eufori, bruger jeg tiden på at holde de romantiske muskler ved lige – på at forsvare kærligheden.

Katrine Frøkjær Baunvig Foto: Privatfoto