Prøv avisen

At fortælle sin livshistorie er en mulighed for at lære om sig selv

Det skaber ikke kun fællesskab at dele livshistorier. Det er også et stykke kulturhistorie, mener Anne Leonora Blaakilde, kulturforsker og lektor ved center for sundhedsfremmeforskning på Roskile Universitet

Hvad betyder det at fortælle sin livshistorie?

Det betyder først og fremmest noget for en selv, fordi man erindrer noget, der betyder noget for en. Og når man gør det sammen, hjælper man hinanden til at komme i tanker om bestemte ting, særligt hvis man erindrer sammen med nogen, der har nogenlunde samme alder som en selv. Og så giver det et fællesskab, som er ret særligt, fordi man kommer dybt ind på livet af hinanden, når man taler om ting, som ikke bare er vejret eller middagen i går. Man får et helt andet kendskab til hinanden og knyttes på en dybere måde.

Hvad kan man lære om sig selv, når man fortæller sin livshistorie og erindrer?

Man kan arbejde med sig selv, sit liv, sin identitet og sin historie. Når vi taler om seniorer, der deler deres livshistorie, taler vi ofte om en generation, hvor terapi og psykologi ikke har fyldt så meget, som det fylder i dag, hvor man er mere vant til at reflektere over egen væren i verden og ens relationer. Og så giver det plads til at reflektere over de ting, man har oplevet. Måske kan man lære noget nyt eller se tingene på en anden måde, end man tidligere har gjort, fordi man har en anden erfaring, end man havde, da tingene skete.

Hvad betyder det at dele sin livshistorie med yngre generationer?

Ens efterkommere får en god indsigt i, hvordan det har været at leve i en bestemt tid. På den måde er alle erindringer kulturhistoriske dokumenter, der burde sendes ind til dansk folkeminde-samling eller Nationalmuseet. Men det er også en familiehistorie, der kan åbne for ens fortid. Og i vores tid, hvor vi reflekterer meget over, hvem vi er og hvorfor, så har historien en stor betydning, og den kan gøre os klogere på os selv.

Du nævner, at fællesskabet omkring livshistorierne er vigtigt. Hvorfor?

Vi lever i et meget aldersopdelt samfund, og der er mange ældre, der oplever, at de unge ikke altid gider høre om gamle dage. Men jo ældre man bliver, jo mere fylder fortiden, og så kan det være svært at finde nogen, der gider høre om det. Derfor kan det være betydningsfuldt at mødes med nogen, der deler ens interesse, og som selv kan byde ind med oplevelser, der perspektiverer og lægger til. At man er fælles om at synes, at fortiden har værdi og interesse. Og så har man jo en alder og en erfaring, der viser, at de yngre nok skal blive interesseret i livshistorierne og de gamle dage, når de bliver lidt ældre.

Kan man ikke komme til at give sin fortid et lyserødt skær, hvis man tager hændelser frem og ser på dem på en ny måde?

Jo, men det omvendte gør sig også gældende. At man kan finde fred med nogle svære ting, der er sket for en. Det kommer an på, hvilket humør du er i, og hvad du gerne vil med din livshistorie. For nogen er det fint at huske på de sjove små ting, mens det for andre er vigtigere at bearbejde nogle ting. Og der er vi jo forskellige og har forskellige livsforløb, som spiller ind på, hvordan vi behandler vores livshistorie. Det er som et fyrtårn, der kaster sin lyssøjle ud i livet. Den har 360-graders mulighedsaspekt, så hvordan oplysningen kommer til at blive, afhænger af, hvor lyset kastes hen. Så det sted, du står i livet, kommer til at få kraftig betydning for, hvordan din historie bliver.