Prøv avisen

Fra arbejderbarn til akademiker – og tilbage igen

Tom valgte at slutte sit arbejdsliv som taxachauffør. – Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Et møde med en mand fik Margrethe Kähler til at tænke over, at de liv, vi har som børn og unge, sætter stærke aftryk i vores sind og giver både styrke og usikkerhed. Det er med til at udvikle os som mennesker

En forårsdag sad jeg til bords med en mand, hvis livsfortælling rørte mig dybt: Han var vandret fra et faglært arbejdermiljø ind i et akademikermiljø, hvor han klarede sig godt i mange år, men han valgte at slutte sit arbejdsliv som taxachauffør. Indimellem føler han sig som en ”go-between” uden fuldgyldigt tilhør hos hverken arbejdere eller akademikere.

Den sociale indignation fra barndommen har aldrig sluppet ham. Hans oplevelse af andres kampe med ”systemet” er vital i hans måde at opleve verden på.

Vi kan kalde manden Tom, og her er den historie, han fortalte mig, og som han har givet mig lov til at gengive her:

Tom blev født i 1951 og voksede op i et højhus i København, hvor flertallet var arbejdere bortset fra dem i penthouselejlighederne. Hans mor blev født i 1925 i en søskendeflok på ni. Morforældrene opgav deres gård under depressionen i 30’erne og flyttede til de sandede jorde lidt uden for landsbyen Fly ved Skive. Et benhårdt, indremissionsk miljø.

Da hans mormor døde – nedslidt, lidt over 60 år gammel, sagde præsten, at hun kunne have levet længere, hvis morfaderen havde behandlet hende ordentligt. Morfar, som ikke var bange for autoriteter, svarede ham trodsigt: ’Min kones død er et anliggende mellem Gud og mig’.

Den trods var en del af Toms mors dna. Ingen vicevært, skolelærer eller legekammerat kunne hamle op med hende, når ét af hendes børn blev krænket. Så var hun på som en løvinde. For eksempel kunne Toms klasselærer ikke rigtig lide ham. Hans sidekammerat var akademikerbarn, så abstrakte begreber og sprog var lette for ham, mens Tom var konkret i sin tankegang og sit sprog.

En dag mødte hans mor uventet op på skolen og bad inspektøren tilkalde klasselærereren. Hun kom, og hans mor fortalte uden omsvøb, hvordan Tom oplevede hendes behandling af ham. Resultatet var en forbeholden respekt fra lærerens side, men uden varme.

Da Toms storebror, nyopereret for brok, blev sparket i skridtet af en legekammerat, hentede Toms mor kammeraten og anbragte ham i entréen:

”Vent hér, til min mand kommer hjem, så får du et lag tæsk,” lød det. Da hans far kom hjem, lagde han sin knallerthjelm på gulvet, mens han kiggede på drengen, bad ham passe bedre på sine kammerater en anden gang og sendte ham hjem uden tæsk. Moderen protesterede, men faderen sagde blot: ”Så du ikke hans øjne?”.

Det var Toms far i en nøddeskal. Han var en tænksom mand med et godt socialt hjerte. Født i 1919 og vokset op med forældre og to søskende som markarbejdere på gårde rundt omkring på Sjælland, hvor de oplevede bønderne som hårdhjertede og udnyttende.

Faderen var ordblind, men uddannede sig til smed og var svejser på Burmeister & Wains jernstøberi i mange år af sit arbejdsliv. Her udtænkte han forskellige måder at beskytte sit helbred på, for de ”hvidkitlede”, som han kaldte arbejdsmiljøkonsulenterne, havde fine idéer, men sjældent nogle, der hjalp en svejser.

Så han tog selv affære for at beskytte sig i et sundhedsfarligt arbejdsmiljø. For eksempel fik han en optiker til at lave briller, der gjorde ham langsynet. Det betød, at han kunne holde sig mere fri af farlig svejserøg. Han lærte sig også at svejse i blinde i bestemte situationer. Han hørte radio med lukkede øjne i dyb koncentration, var optaget af Aksel Larsen og så ham som et politisk forbillede. Toms far havde et åbent sind og bakkede op om Toms storebrors ønske om at komme i lære som metaltrykker og Toms om at gå på universitetet.

”Det vigtige er dét, som gør dig glad,” sagde hans far.

Tom blev uddannet i biologi og kommunikation fra RUC og har været partner i en kommunikationsvirksomhed. Senere havde han sit eget firma med undervisning på sundhedsområdet. Til sidst var det utilstrækkeligt som økonomisk grundlag for ham og familien. Derfor har han kørt taxa de sidste fem-seks år før sin pension.

Toms historie er et vidnesbyrd om, at den sociale mobilitet er høj i Danmark og et umisteligt gode i vores velfærdssystem, som vi aldrig må give slip på. Hans arbejderfar har haft et åbent sind over for hans uddannelsesvalg, og hans akademikerkarriere er i store træk gået godt. Selvom han indimellem føler, at han ikke hører til hverken det ene eller det andet samfundslag, tror jeg ikke på, at det gamle udtryk: ”Skomager, bliv ved din læst” dur længere.

De liv, vi har som børn og unge, sætter stærke aftryk i vores sind og giver både styrke og usikkerhed, men gør det noget? Det er med til at udvikle os som mennesker. Usikkerhed er et livsvilkår.