Prøv avisen
Mor i litteraturen

Den ubetinget gode mor er svær at få øje på

Illustration: Rasmus Juul

Engang var mor kun beskrevet som lutter omsorg og selvopofrende kærlighed. Men i de senere år er billedet i fortællingerne om hende blevet mere nuanceret

Der sad en moder hos sit lille barn, hun var så bedrøvet, så bange for at det skulle dø. Det var så blegt, de små øjne havde lukket sig, det trak så sagte vejret, og imellem med et dybt drag ligesom om det sukkede; og moderen så endnu mere sorrigfuld på den lille sjæl.

Sådan begynder H.C. Andersens eventyr ”Historien om en moder” fra 1847. I eventyret kommer Døden som bekendt for at hente hendes elskede barn, men moderen vil gøre alt, hvad hun overhovedet kan, give alt, hvad hun har, for at få sit barn tilbage. Og bliver da også blind, fordi hun af sorg græder sine øjne ud.

Den altopofrende mor. Den omsorgsfulde mor. Den altid elskende mor. Det er det billede af moderen, som H.C. Andersen har foreviget. Og et billede, som vi stadig har med os som ”urbillede” af, hvordan den gode mor er og skal være, siger Karen Hvidtfeldt, der er lektor ved Syddansk Universitet, hvor hun forsker i kulturanalyse og kulturformidling.

”Vi har stadig dette ideal med os som et meget stærkt narrativ. Men det rummer ikke alle dele af den moderne mors virkelighed, for det er fra en tid, hvor kvinder endnu ikke var subjekter i samme grad som i dag. Kvinders primære rolle var at blive mødre, der var ikke mange alternativer. Vi finder et lignende moderbillede i en række før-moderne bøger som for eksempel ’Det Lille Hus på Prærien’, men selvom det stadig har en stor appel, så er det et moderbillede, de færreste kan genkende sig selv i i dag. Som moderne kvinde er der nemlig mange flere sider og roller, man skal mestre, og derfor er billedet af den gode mor også blevet mere nuanceret,” siger Karen Hvidtfeldt og peger på en tv-serie som ”Matador”, som i sin skildring af kvinderne i Korsbæk viser den samme udvikling.

”Forandringen sker jo i det 20. århundrede og illustreres meget godt i forskellen på for eksempel Maude og Agnes. Hvor fru bankdirektør Varnæs, Maude, i sin privilegerede rolle som mor og hustru har store problemer, træder tjenestepigen Agnes derimod i karakter i løbet af serien og får vores respekt. Hun bliver selvstændig erhvervsdrivende, men fremstår som en god mor, fordi hun netop har taget ansvar for sig selv og fremstår derfor også som en solid rollemodel for sine børn,” siger Karen Hvidtfeldt.

Hvis vi så springer helt frem til de moderbilleder, vi finder i nutidens skildringer, er der sket endnu et skifte. For mens både ”Historien om en moder” og ”Matador” skildrer kvinderne udefra, så finder vi i dag en lang række bøger, hvor synsvinklen er fra moderen selv. Og her bliver der ikke længere kun fortalt om den altomfattende og selvopofrende kærlighed. I de senere år har forfattere som Maja Lucas, Kirsten Thorup og Olga Ravn problematiseret denne idealisering af moderbilledet og relationen mellem mor og barn. Senest i Cecilie Linds langdigt ”Mit barn”, der i sidste uge fik seks stjerner her i avisen.

I digtet, der i alt fylder 130 sider, finder vi blandt andet følgende beskrivelse:

”(...) hjernen afspiller gråden, konstant, jeg kan høre vræl hele tiden, får ikke ro, aldrig ro, kaldt på uden ophør, det er mit ansvar at stille barnet tilfreds, det ansvar hviler alene på mine skuldre, jeg kan ikke overlade det til andre at trøste, at give mad, det er mine brysters sært hvide, let gennemsigtige mælk der holder barnet i live, jeg bliver sindssyg, angsten (...).”

I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Cecilie Lind, at hun har skrevet sin bog med moderskabet som ”katalysator for alle mulige intense følelser”, og at hun ”ville skrive om kærlighed, men også om had og afmagt”.

Ambivalens og flertydighed har altså afløst et mere enstrenget billede af moderen, og den tendens kan man ifølge Karen Hvidtfeldt beskrive som, ”at litteraturen giver kritiske stemmer til de idealer, vi ellers har plaget os selv med som mødre, men som ikke svarer til den virkelighed, vi selv oplever”.

På Kvindemuseet i Aarhus er det netop kønnenes kulturhistorie, der er i fokus, og museumsdirektør Julie Rokkjær Birch oplever det som meget befriende, at der nu er dukket andre beskrivelser op af moderskabet end det idylliserede glansbillede.

”For der er stadig et stærkt narrativ om den gode mor, som man næsten ikke kan undgå at slå sig på. Vi er så bange for at træde forkert i forhold til de her overleverede billeder af den gode mor, og derfor er det godt, at der nu bliver skrevet bøger, der viser, at det ikke altid er lykken at føde, eller at man som kvinde er kodet fra naturens side til at være omsorgsperson. Jeg har selv tvillinger og ved, at det ikke altid er lutter lagkage. Så det er vigtigt at få et sprog for det sårbare og få nedbrudt nogle af tabuerne,” siger Julie Rokkjær Birch, der oplevede et af dem meget tydeligt, da hun kom til at sige, at ”jeg faktisk ofte mere nyder at være på arbejde end at være derhjemme”.

”Selvfølgelig elsker jeg mine børn, men hvor det har været helt o.k. for mændene at have det sådan, så er det stadig ikke velset blandt kvinder. Det er min påstand, at vi faktisk stadig falder meget langt tilbage i gamle kønsrollemønstre, når vi bliver forældre. For mens vi var kærester uden børn, tænkte jeg ikke over forskellene på os som kønsbestemte, men så fik vi børn, og så mærkede jeg pludselig alle de forventninger, som netop kvindekønnet, moderskabet, er fyldt med. Min kæreste røg lynhurtigt over i rollen som forsørger, og min rolle blev med det samme at kæmpe for at blive den gode mor. Dér begyndte jeg at tænke, at jeg var kvinde – og at det var et åg,” siger Julie Rokkjær Birch.

Hun mener dog generelt, at vi er kommet langt i forhold til ligestilling, men at netop moderskabet stadig hænger fast i et århundreder gammelt kvindesyn, ”hvor moderen ubetinget symboliserer kærlighed og derfor for altid skal indtage rollen som den primære omsorgsperson”.

I tidligere artikler i Kristeligt Dagblads serie om ”Den gode mor” har det fremgået, at mange mødre i dag føler sig ensomme, og det undrer da heller ikke lektor Karen Hvidtfeldt.

”For selvom de fleste moderne mødre har fået meget bedre økonomiske forhold end tidligere tiders mødre, så er den længere barselsorlov jo selvfølgelig et privilegium, men den er også strukturelt med til, at kvinderne er længere tid alene i hjemmet, hvilket ofte fører til ensomhed. Så den nye litteratur om moderskab kan også ses som en ny bølge af refleksioner over familiestrukturer og konsekvenserne af den politik, der bliver ført. Og det, der kendetegner kvalitetskunst, er netop, at den fanger ambivalenserne.”