Denne artikel er en del af serien "De forsvundne chilenske børn". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.
Historieskrivning afhænger som oftest af øjnene, der ser. Sådan er det også, hvis man skal vurdere den årelange praksis for adoption af børn til Vesten fra fattige lande. For mange danske familier har formidlingen været en lykkelig fortælling om et opgivet barn, der blev et fuldgyldigt medlem af et kærligt hjem. For andre har historien været mindre idyllisk. I DR-dokumentaren ”Ønskebarnet” fra 1998 kunne man eksempelvis opleve, hvordan rumænske læger havde forfalsket sundhedsjournaler, så danske forældre troede, de adopterede raske børn, men i stedet modtog børn med svære handicap. Programmet medførte, at det ene af Danmarks tre daværende adoptionsbureauer, Terre des Hommes, måtte lukke og slukke, men her stoppede historierne om fordækte og uetiske forhold i adoptionsformidlingen langtfra.
Efter årtusindeskiftet har medier løbende bragt kritiske historier om ulovlige forhold i forbindelse med adoptioner fra blandt andet Etiopien, Indien, Colombia og Sri Lanka. Sammenholdt med udviklingen af andre metoder til at få børn har sagerne betydet, at antallet af adoptioner i Danmark er gået én vej. Siden 2010, hvor 418 børn blev adopteret fra udlandet til Danmark, er antallet styrtdykket. I 2013 ankom under 200 udenlandske børn. I 2015 færre end 100. Og faktisk kan man kalde 2020 for et skelsættende år i dansk adoptionshistorie: Her kom blot 24 børn til landet, og det antal var for første gang i årtier lavere end antallet af adopterede børn fra danske forældre. Spørgsmålet er, om det efterhånden er tid til at skrive en nekrolog over adoptioner fra udlandet?
”Det er nok lidt for tidligt,” siger Lene Myong, professor ved fakultet for samfundsvidenskab på Stavanger Universitet i Norge.
Hun har siden sin ph.d.-afhandling ved Aarhus Universitet i 2009 forsket i transnational adoption, og selvom Kristeligt Dagblad fanger hende en fredag klokken lidt i weekend, så understreger hun, at hun har god tid. At gennemgå baggrunden for transnational adoption i Danmark er ikke noget, man kommer igennem med et fingerknips.
”Når jeg siger, det er for tidligt at skrive en nekrolog, så skyldes det, at der fortsat er stærk politisk opbakning til transnational adoption. Fortællingen om adoption som en humanitær og velmenende handling, der redder børn fra fattigdom eller fra et familieløst liv, gør sig stadig gældende. Samtidig er det dog tydeligt, at denne fortælling i stigende grad udfordres af kritiske historier i medier og af voksne adopteredes vidnesbyrd og aktivisme,” siger Lene Myong.
I går beskrev Kristeligt Dagblad, hvordan flere chilenske adoptivbørn mistænker, at der er foregået ulovligheder i forbindelse med deres formidling til Danmark. En mistanke, som Ankestyrelsen er i gang med at undersøge. Langt størstedelen af de chilenske børn kom til Danmark i slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne. På det tidspunkt var adoption fra udlandet langtfra noget ukendt fænomen. I kølvandet på Anden Verdenskrig og op gennem de følgende årtier modtog danske par eksempelvis hundredvis af sorte børn fra Tyskland, der var resultatet af ildesete affærer mellem afroamerikanske soldater og tyske kvinder.
Det var imidlertid først i 1963, da en gruppe adoptivforældre mødtes i KFUM’s lokaler i København, at det første skridt mod en organiseret dansk adoptionsformidling tog fart med stiftelsen af landsforeningen Glemte Børn. Herfra gik det stærkt. Adoptanter mobiliserede sig og kæmpede for at sikre rettigheder på linje med andre forældres og for at skabe lettere og billigere adgang til adoption fra udlandet. Snart efter blev Glemte Børn til adoptionsbureauerne DanAdopt og AC Børnehjælp, der sammen med Terre des Hommes blev autoriseret til at varetage adoptionsformidlingen, hvorefter antallet af adoptioner skød i vejret.
”Det voksende antal transnationale adoptioner op gennem 1960’erne og 1970’erne byggede på stærke humanitære argumenter. På det tidspunkt var der også en stigende interesse for at yde nødhjælp til områder, som var ødelagt af fattigdom og krig. Transnational adoption blev opfattet som en form for effektiv nødhjælpsaktion, hvor redningen bestod i at give fattige børn en tryg opvækst i en dansk kernefamilie,” siger Lene Myong, der tilføjer, at udviklingen af adoptionssystemet også må ses i lyset af velfærdsstaten.
”Transnational adoption blev samtidig institutionaliseret i 1960’erne, der var velfærdsstatens gyldne årti. Familiepolitik kom til at spille en stor rolle, og transnational adoption blev hurtigt brugt som en nem løsning på udfordringer med ufrivillig barnløshed. På den måde kan man også forstå fænomenet som et forsøg på at demokratisere adgangen til reproduktion for danske borgere. På samme måde som man tilstræbte, at befolkningen skulle have lige adgang til pension, uddannelse og diverse velfærdsydelser, så opstod der også krav om adgang til familiedannelse. Det betød ikke, at alle fik mulighed for at adoptere, men at staten strakte sig langt for at understøtte adoption,” siger hun.
Samtidig tegnede medierne et ”romantisk” billede af formidlingen. I aviserne kunne man læse portrætter om lykkelige adoptivforældre, der havde ”kæmpet” en brav kamp for at få opfyldt drømmen om kernefamilien, og som nu sad med deres nyadopterede barn i favnen. I andre, mere kritiske artikler kunne man møde utålmodige par, der argumenterede for, at det ikke kunne være rigtigt, at processen skulle være så bøvlet og langsommelig.
Dækningen ændrede sig imidlertid, i takt med at flere adopterede blev voksne, forklarer Lene Myong. I 1990’erne fik de adopterede gradvist deres egen stemme i mediebilledet, hvor flere fortalte om en problematisk opvækst, hvor det langtfra havde været helt så enkelt at føle sig som en del af et dansk fællesskab. Nogle talte om diskrimination og racisme, andre om, at de havde haft svært ved at skabe sig en identitet, og at de nu oplevede et behov for at opsøge deres oprindelige familier. En proces, som viste sig lettere sagt end gjort for flere adopterede, der i medier beskrev, hvordan dokumenter i deres adoptionssager var mangelfulde eller sågar forfalskede.
Den voksende italesættelse af behovet for identitet og de mulige negative konsekvenser ved at vokse op i et fremmed land blandt adopterede begyndte også at nå forskningen.
I 2006 publicerede daværende videnskabelig assistent ved Københavns Universitet Merete Laubjerg et studie, der på baggrund af sundhedsdata fra næsten en million danske børn konkluderede, at risikoen for at få kontakt til psykiatrien var væsentligt højere for en adopteret sammenlignet med en ikke-adopteret.
”Det var faktisk lidt af en øjenåbner,” husker Merete Laubjerg, der selv har en adopteret datter fra Burkina Faso i Vestafrika.
”Jeg anede ikke, at så mange adopterede (9,6 procent, red.), havde kontakt til psykiatrien. Studiet fik mig til at sammenligne anonyme adoptioner med åbne adoptioner – altså adoptioner, hvor man henholdsvis kender og ikke kender sit ophav. Her viste en undersøgelse så, at børn af åbne adoptioner klarer sig bedre målt ud fra en lang række sociale indikationer sammenlignet med børn af lukkede adoptioner,” siger hun.
Et årti senere, i 2017, undersøgte Vive – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd – ligeledes, hvordan det er at vokse op som adopteret i Danmark. Projektet byggede på svar fra 3180 adopterede, der kom til landet mellem 1989 og 1994, og konkluderede, at selvom langt de fleste klarer sig godt, så ender en større andel sammenlignet med andre børn i kontakt med psykiatrien og som anbragte. Derudover viste undersøgelsen, at graden af åbenhed omkring en adoption har stor betydning for de adopteredes identitetsdannelse.
Netop spørgsmålet om retten til at kende sin identitet fylder til stadighed mere i debatten om transnational adoption, vurderer professor Lene Myong, og kigger man på de seneste 20 år, er flere adopterede begyndt at formulere en mere grundlæggende kritik af adoptionssystemet.
”Kritikken handler for eksempel om, hvordan adoptionsformidlingen er foregået, og på hvilket grundlag adopterede er blevet forflyttet og frataget sprog, identitet og oprindelig familie. Sammen med mediernes afdækning af kriminelle forhold i adoptionsindustrien, har det skabt en moralsk legitimeringskrise,” siger hun.
I de senere år er antallet af kritiske historier om transnational adoption taget til. I 2010 kunne DR-programmet ”21 søndag” dokumentere, hvordan en indisk fra var blevet franarret sine børn. I 2012 fortalte dokumentarudsendelsen ”Adoptionens pris” på TV 2 historien om, hvordan såkaldte børnehøstere i Etiopien havde overtalt forældre til at opgive deres børn på falske præmisser. Og i 2014 viste TV 2-dokumentaren ”De danske børn fra Indien”, hvordan et indisk børnehjem havde begået underslæb.
Trods de efterhånden mange sager om svindel i adoptionsformidlingen og det faktum, at kun 24 børn blev adopteret fra udlandet til Danmark sidste år, så fastholder Lene Myong, at det er for tidligt at kalde adoption fra udlandet for fortid.
”Der er en stærkere politisk vilje til at fremtidssikre adoption end til at tage et opgør med de indbyggede uretfærdigheder i systemet. For hver sag om ulovligheder har skiftende regeringer forsøgt at reformere systemet ved at stramme reguleringen og skærpe tilsynet, så kravene til adoptionsprocessen bliver højere. På den måde forsøger politikerne at genoprette tilliden og skabe et nyt moralsk momentum. Det ser jeg også indenrigspolitisk, hvor regeringen arbejder for flere nationale adoptioner. Idéen om adoption som løsningsmodel trives fortsat.”
Det var i sin nytårstale den 1. januar 2020, at statsminister Mette Frederiksen (S) sagde, at flere udsatte børn burde bortadopteres for at sikre dem en reel ny start. Om det var derfor, at 40 danske børn samme år blev anvist til bortadoption, er uvist, men faktum er, antallet var det højeste i mere end 10 år, og at ventetiden på at adoptere et dansk barn i dag er kortere end ventetiden på at adoptere et barn fra udlandet.
”Spørgsmålet er nok, om vores organisation er her om fem år,” siger Robert Jonasen, der er direktør i Danmarks eneste tilbageværende adoptionsbureau, DIA – Danish International Adoption.
Selvom han forsøger at forblive optimistisk, så lægger han ikke skjul på, at de mange sager om ulovlige forhold i adoptioner gennem årene formentlig har fået nogle mulige adoptanter til at fravælge transnational adoption. Læg dertil, siger han, at det er gratis at adoptere fra Danmark, at fertilitetsbehandlingen er blevet bedre, og at ”flere og flere benytter sig af rugemødre”. Det sidste siger han med tydelig foragt i stemmen og lader forstå, at markedet for rugemødre er ”totalt ureguleret”.
Det lyder, som om Robert Jonasen, der selv blev adopteret fra Tyskland i 1960’erne, kæmper en umulig kamp, og med blot 24 udenlandske adopterede børn sidste år hvorfor så overhovedet fortsætte?
”Så længe der findes børn, der ikke drages omsorg for, og som ikke har andre muligheder i deres hjemlande, har transnational en berettigelse,” siger han, ”men det skal absolut være en sidste udvej, efter man har forsøgt sig med plejefamilier og national adoption. I en del af landene, vi arbejder med, er der en meget ringe socialpolitik, og her ville alternativet være, at børnene simpelthen stopper deres udvikling både biologisk, socialt og psykologisk. Når man har besøgt et børnehjem og set børn, der bare ligger i sengen, og som kun får opmærksomhed en sjælden gang imellem, så bekræftes vi i, at børn i det mindste kan have en chance med adoption.”
Denne artikel er en del af serien "De forsvundne chilenske børn". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.