Svend Brinkmann gjorde op med tidens egofiksering

I årtiet, vi nu forlader, havde mange en oplevelse af at stå på en rulletrappe, der aldrig kunne stoppe. Psykologiprofessor Svend Brinkmann blev stemmen, som ramte en eksistentiel længsel i et accelerationssamfund. Hele Liv&Sjæl-sektionen ser i dag tilbage på det årti, vi nu forlader

Hun beskriver følelsen af at drukne. Ikke i havet, men i kravet om selvudvikling. Nanna Sofie Pehrson er 22 år og i gang med den humanistiske bacheloruddannelse på Roskilde Universitet og regner med en dag at blive journalist. Og så vil hun gerne være. Være uden at præstere. For som hun tilføjer:

”Jeg tror, vi har brug for at diskutere, hvor vi kan finde roen i bare at være.”

For nylig gik hun på biblioteket og lånte ”Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang” af Svend Brinkmann. Den letlæste bogs opgør med selvudviklingsindustrien, stimulerede tanker, hun allerede havde. Og derfor sidder hun nu på anden række i det foredragsrum, Gyldendals Bogklubber har indrettet på årets Bogforum i København.

Den store messe, som ellers er kendt for tæt trængsel, er som en fest, der ikke helt er gået i gang denne formiddag. Eneste undtagelse er indgangen til foredragsrummet, hvor professor i almenpsykologi og bestsellerforfatter Svend Brinkmann sidder klar. Her er samme målrettede skubben som i morgentrafikken på en undergrundsstation i London. Midaldrende veninder med matchende muleposer, en ung mor med baby i slynge og en dårligt gående ældre med stok i opknappet mørk lodenfrakke. Og mange, mange flere. Alle har de samme mål. De vil på dannelsesrejse – med professor Svend Brinkmann som rejsefører.

Det er ikke kun Nanna Sofie Pehrson, som har et ønske om et opgør med selvudviklingskulturen, selvoptimeringen og kravet om at rette det kritiske lys indad. 10’erne blev årtiet, hvor 00’ernes parole om at blive ”en bedre udgave af sig selv” kolliderede med et folkeligt ønske om at stå fast, skønt det ikke var idealet i et samfund præget af acceleration.

I 10’erne har sociologer talt om rulletrapper, når de skulle tegne et billede af eksistensen. De har på den måde skildret et højhastighedssamfund, hvor det føles, som om man konstant går i den forkerte retning op ad en rulletrappe. Uden nogensinde at ”nå i mål” eller have mulighed for at stå af.

Så da Brinkmann i 2014 formulerede en let tilgængelig kritik af kravet om altid at være i udvikling, rakte han ud til Nanna Sofie Pehrson og alle de andre, der med sveddråber på panden oplevede at være på sisyfosvandring op ad en rulletrappe, der i virkeligheden kørte nedad.

Det var den tyske sociolog Hartmut Rosa, som introducerede billedet af rulletrappen i sine analyser af vores samfund i bogen ”Fremmedgørelse og acceleration”, der udkom på dansk i 2014. Og Brinkmann brugte billedet, når han mødte sine læsere i foredragsdanmark. Nogle gange syntes han, at han fysisk kunne se på folk, at de følte sig genkendt i billedet om at være i konstant gang på rulletrappen. Og han fortæller, at han derudover mærkede et ønske om at kunne løfte det kritiske blik fra ens indre for i stedet at se ud og indgå i en samtale om, hvad det vil sige at være menneske.

At Brinkmanns kritik af mantraet om selvrealisering, optimering og omstillingsparathed fik så stor tilslutning i det årti, vi nu snart forlader, kommer ikke bag på litterat og sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus, Anders Thyrring Andersen. For da ”Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang” udkom i 2014, var det ifølge sognepræsten på høje tid med et korrektiv til den selvudviklingskultur, som havde bidt sig fast i vores menneske- og tilværelsessyn i 00’erne. Anders Thyrring Andersen siger: ”Brinkmann kom en længsel i møde, og han blev jo nærmest båret frem.”

Anders Thyrring Andersen forklarer blandt andet 10’ernes krav om evig selvudvikling med en tendens, der går helt tilbage til 1960’erne, hvor den enkeltes frisættelse var i fokus.

”For siden dengang har egoet været i centrum. I begyndelsen lagde man bare ikke mærke til, at det var det, der skete, fordi man samtidig talte så meget om fællesskaber. Men i 10’erne bliver det helt tydeligt, at jeget står mere og mere alene med sig selv. Al fokus var nu på den enkelte og den enkeltes egen udvikling, godt hjulpet på vej af en højkonjunktur og en evalueringskultur, hvor man også skal vurdere sig selv i forhold til flygtige parametre som omstillingsparathed og fleksibilitet,” siger Anders Thyrring Andersen, der derfor også opfatter 10’erne som en periode, hvor kravet om selvudvikling truer det, vi kalder sammenhængskraft og overleveringer.

”Med et samfund, der til sidst virker, som om det udelukkende består af en række egoer i en spejlsal, er det klart, at traditioner og historicitet bliver afviklet. Alt det, som kommer fra andre end os selv, har vi ikke længere blik for.”

Det er noget af den pointe, som den norske psykiater Finn Skårderud beskriver i bogen ”Mellem frygt og håb”, der udkom på Kristeligt Dagblads Forlag for nylig. Skårderud fortæller om en mand, som ved en jobsamtale siger, at han sagtens kunne se sig selv være på netop denne arbejdsplads de næste 25 år. Men i stedet for smil og glæde over udsigten til at ansætte en stabil og trofast medarbejder bliver ansøgeren mødt med skepsis af virksomhedsejeren, som spørger, om ansøgeren ikke skulle overveje at gå til psykolog.

Og nok er der stadig folk, som fejrer 25-årsjubilæum i en virksomhed, men idealet er omstillingsparathed, fastslår Anders Thyrring Andersen og siger:

”Så i stedet for at have respekt for erfaringer bliver de til et problem, fordi vi hele tiden skal være på vej videre. Men den udvikling medfører uundgåeligt et videns- og dannelsestab. Da Svend Brinkmanns første bog udkom, var tidsånden klar til ham, for mange var trætte af egofikseringen og af traditions- og dannelsestabet. Og det var befriende, at han tog nejhatten på og lærte os at sige fra.”

Sociologen Rasmus Willig husker tilbage på, hvordan han som sociologistuderende i sidste halvdel af 1990’erne fik forklaret, at udviklingen i samfundet var som et eksprestog. Det kørte stærkt, men det kunne styres. Når han i dag forelæser som lektor ved Roskilde Universitet, vender han tilbage til billedet af udviklingen som et tog, men siger nu til sine studerende, at der i dag er en fornemmelse af, at ingen længere kan styre toget. Det er løbet løbsk.

”Vi halser efter dagsordenen, men vi sætter den ikke,” siger han.

Ifølge Rasmus Willig viste Svend Brinkmann os, at den selvrealisering, som i begyndelsen var en mulighed, slår over i et tvangsforhold.

”Mens vi er på toget, kan vi hverken se, hvordan vi skifter spor eller bremser. Og hvad værre er: Vi kan ikke se endemålet. Vi bevæger os bare videre, fremad. I forhold til klimadebatten tror jeg, at mange i dag netop tænker, at vi burde bremse toget og gøre skaden god igen. Men vi oplever ikke, at vi kan gøre det,” siger Willig, som mener, at mange i 10’erne var parate til en samfundskritiker som professoren fra Aalborg.

”Som læser føler man sig virkelig set og ramt, når han beskriver vores permanente plads hos mentoren, coachen eller terapeuten, hvor vi konstant underkastes en direkte tvang til at udvikle os. Han viser os på eminent vis vrangsiden af selvrealiseringen.”

Leder man efter en stopknap til rulletrappen, hvor 10’ernes borgere bevæger sig opad, mens trappen kører ned, så byder Brinkmanns populærvidenskabelige forfatterskab sig til som ”en slikbutik af kulturkritik”. Det siger idéhistoriker Jørgen Carlsen.

”Han er utrolig dygtig til at opfange og kuratere, og for den del af befolkningen, som er optaget af kritik af den herskende kulturform, står han som en slags samfundsdiagnostikkens godfather. Dem, der flokkes om ham, vil jeg, uden at det skal lyde nedladende, beskrive som Louisiana-segmentet. De kan værdsætte kritikken, som jo heller ikke stikker dybere, end at man rimelig uanfægtet kan lægge en bog af Brinkmann fra sig. Der simuleres en form for dybde, men der er ikke dyb køl på den.”

Når Jørgen Carlsen tænker tilbage på dengang, Brinkmann brød hul til 10’ernes brede samtale om eksistensens vilkår, så er der især et forhold, som undrer ham: Fraværet af kristendommen i Svend Brinkmanns tænkning.

”Han har tilsyneladende en blokering i forhold til kristendommen og nægter at diskutere det. Brinkmann peger godt nok på frigørelsespotentialerne i stoicismen, men de kan også findes i kristendommen. Jeg vil mene, at det er en blind vinkel fra hans side.”

Anders Thyrring Andersen deler Jørgen Carlsens kritik:

”Brinkmann er stærkest som kritiker. Hans konstruktive modbillede er tyndere. Som jeg ser det, er hans svaghed, at han mangler en åndelig eller religiøs forankring. Det er stadig spejlet, man taler til, når man skal lære at sige nej og stop op. Brinkmann bliver på den måde i individet, hvorimod kristendommen rummer et egentligt modbillede til egokulturen. Hvor bevægelsen ikke begynder i dig selv. Men fra Gud til dig. Fra de andre til dig. For i kristendommen er det, vi laver, aldrig det, vi selv skaber. Og det har folk i den her egofikserede og selvbelastede tid en længsel efter at høre. Vi har brug for at kunne sænke skuldrene – i stedet for, at vi alle tror, vi hver især skal bære rundt på hele verden. Og hvis Brinkmann havde det med som forudsætning, ville han få et stærkere modbillede. Hvor vi ikke forblev i spejlsalen.”

Tilbage til Bogforum, hvor professoren, som formulerede årtiets mest slagkraftige samfundskritik, er ved at runde sit oplæg af. Han når blandt andet at opfordre tilhørerne til at gå baglæns ind i fremtiden. En af hans pointer er, at han ikke har sagt særlig meget nyt, men at tiden var inde til at tage gamle tanker op.

”Jeg har ikke et projekt om at være original, og jeg har ikke et koncept, som ingen har tænkt før. For mig handler det om at passe på de gamle idéer og de bevaringsværdige praksisformer, vi har udviklet, og som nu er truet.”

At kristendommen skulle være en blind vinkel fra hans side, afviser han, men siger, at han tilstræber at argumentere ud fra det, hans fag tilsiger, og her er tro ikke en del af ligningen. Selv leder han efter svarene i idéhistorien og kalder Aristoteles for sin helt, og han oplever generelt en længsel efter orienteringspunkter i tiden.

”Det handler ikke om, hvad jeg kommer ind i verden med som individ, men hvad det er for en verden, jeg er kommet ind i.”

Med pen i hånden står han klar til at signere bøgerne foran en bugtende kø af overvejende kvinder, som skal have en underskrift i hans seneste bog. De roser hans formuleringsevne på skrift og oplever, at han har et mod til at sige noget, de nogle gange tænker. Som socialpædagogen i køen siger:

”Alt for længe har det handlet om mig, mig, mig.”

Brinkmann ramte tilsyneladende plet i 10’ erne, og han tror ikke, at han bliver arbejdsløs i det næste årti.

”Måske er det, fordi jeg ikke er særlig utopisk tænkende, men jeg tror ikke, vi er færdige med at tale om følgevirkningerne af instrumentaliseringen, konkurrencesamfundet og markedets logik, som breder sig på flere områder.”

Selv har han dog tænkt sig at holde et frikvarter fra samfundskritikken i bogform, så han undgår at blive en karikatur af sig selv. Næste bogprojekt bliver derfor en livshistorie på godt og ondt.