Fortælleren i Kaspar Colling Nielsens roman fra 2014 ”Den danske borgerkrig 2018-24” er en rigmand på 475 år. Ved hjælp af et stamcelleprogram udviklet i tiden efter den blodige krig mellem pøblen og landets politikere og erhvervsfolk er det lykkedes ham, hans jævnaldrende venner, hans søn på 447 år og hans border collie Geoff på 350 år at leve uden udsigt til at dø. Dagene er trivielle, og det meste af tiden går med digtoplæsninger, rejser, sexorgier og ikke mindst historiefortællinger, om dengang krigen rasede. Om dengang hvor dem, man elskede, var dødelige, og Danmark efter sigende var af lave.
Selvom historien på mange måder fremstår absurd, er forskningen inden for blandt andet stamcelleterapi og andre såkaldte anti-ageing forskningsområder i rivende udvikling, og på visse områder er resultaterne så lovende, at forsøgene har bevæget sig fra dyr til mennesker. De konkrete eksempler vender vi tilbage til.
Det var efter at have færdiggjort sin ph.d. i magnetisme fra Oxford Universitet i Storbritannien, at fysiker og algoritmisk biolog Andrew Steele besluttede, at vor tids vigtigste videnskabelige udfordring er at ”kurere aldring”. Erkendelsen kom en aften, hvor han læste om sandsynligheden for at dø. I bogen foran sig så han en graf, der – hvor deprimerende det end lyder – viste, at risikoen for at dø fordobles cirka hvert ottende år, fra man rammer puberteten. I begyndelsen er sandsynligheden selvsagt forsvindende lille, men den stiger eksponentielt, og rammer man først de 60 år, er der én procents risiko for at dø inden sin næste fødselsdag.
Andrew Steele kalder aldringen for ”verdens primære humanitære udfordring”. Det handler ikke om, at han har noget mod alderdommen som sådan, men at han har noget imod sygdommene, der følger med aldringen. I den vestlige verden dør 90 procent af alle som følge af sygdomme, som følger med alderdommen. Kræft, demens, blodpropper, hjerteproblemer og skrantende organer.
”Disse sygdomme dræber ofte mennesker på en skrækkelig måde. Cancer dræber ikke alene, den ødelægger også din livskvalitet i den tid, du har tilbage. Selv hvis du erklæres rask, vil mange opleve livslange følgevirkninger. Det samme gælder hjertesygdomme og demens. Læg dertil aldringens øvrige følgevirkninger: man taber sine tænder, mister hørelsen og synet for at nævne et par eksempler. Alt sammen begrænser det ens livsudfoldelse og uafhængighed. Og det er grundlæggende dét, der motiverer mig,” siger Andrew Steele, der er aktuel med bogen ”Ageless – The new science of getting older without getting old” (Uden alder. Den nye videnskab om at blive ældre uden at blive gammel).
”Milliarder af mennesker lider under de sygdomme og konsekvenser, som aldringen forårsager. Behandler vi de aldersrelaterede sygdommene, lever folk i gennemsnit et par år ekstra. Behandler vi aldringen, får man ikke den aldersrelaterede sygdom i første omgang,” siger Andrew Steele.
Ofte, når Andrew Steele anfører, at vi inden for de næste 5 til 10 år vil se markedsgodkendt medicin, der modvirker aldring, mødes han med skepsis eller i værste fald vrede. Forskningsdisciplinen er naturstridig, mener nogen, og Andrew Steele anerkender synspunktet. Han ved godt, at det fremstår en smule ”futuristisk”, når han i ramme alvor siger, at han ”ikke vil blive overrasket”, hvis hans egen generation (Steele er 32 år) vil leve til langt over de 100 år. Vel at mærke uden fysisk forfald.
”Skepsissen bunder i menneskets forståelse af de lidelser, vi rammes af,” siger han og uddyber:
”I dag har vi sygdomme på den ene side og aldring på den anden side, men vi må erkende, at det er to sider af samme sag. Ønsker vi virkelig at komme cancer til livs, er vi nødt til at bremse aldringen, for risikoen for at få kræft er betinget af aldringen.”
Jagten på det evige liv er ikke et nyt fænomen. I antikkens Grækenland 500 år før Kristi fødsel beskrev historikeren Herodot en kilde, hvis vand ville give den, som badede i den, evigt liv.
Og beretningerne om ungdommens fontæne og alkymister med magiske eliksirer gik efterfølgende igen i alverdens civilisationer. Fra legenderne om erobreren Alexander den Store og patriarken Johannes Præstekonge, der begge skulle have fundet kilden, til Colombus’ opdagelse af Amerika, hvor de spanske conquistadorer under udforskningen af Florida stødte på oprindelige stammefolk, der nok engang fortalte om et vandbassin, der kunne gøre selv den ældste mand ung igen. Ifølge myterne sejlede den spanske ekspedition de følgende år op gennem de nordamerikanske floder i deres søgen efter evighedens kilde.
I takt med lægevidenskabens udvikling op gennem de seneste par århundrede blev myterne efterhånden erstattet af mildest talt tvivlsom videnskab i laboratorier. I mellemkrigstiden eksperimenterede den franske kirurg Serge Voronoff eksempelvis med at bruge ekstrakter fra dyrs kirtler til at forynge mennesker, og snart efter stod det bedre borgerskab i kø foran Voronoffs klinik for at få transplanteret en smule abetestikel fast på sig.
Nogenlunde samtidig begyndte den sovjetiske læge og filosof Alexander Bogdanov at eksperimentere med blodtransfusioner, hvor han udskiftede doser af eget blod med yngre donorers blod. Resultaterne var lovende, og venner beskrev sågar, hvordan Bogdanov pludseligt så 10 år yngre ud. Lægens lykke fik imidlertid en brat slutning, da han ved sin 11. blodtransfusion fik tilført blod fra en ung donor med både malaria og tuberkulose. Han døde 54 gammel.
Eksemplerne er mange, og alle er de beskrevet i den danske forfatter og molekylærbiolog Nicklas Brendborgs bog ”Gopler ældes baglæns – videnskabens svar på et længere liv”, der udkommer i næste uge. Heri beskrives det også, at Bogdanovs hypotese med lidt god vilje ikke var helt ude i hampen. Således viser forskning i dag, at ældre mus, der deler blod med unge mus, forynges.
Både Nicklas Brendborg og Andrew Steele beskriver, hvordan vores tid meget vel kan betegnes som the age of ageing (aldringens tid) , da den er kendetegnet ved, at mennesket lever længere end nogensinde før. En af konsekvenserne er, at borgere blandt andet er nødt til at blive længere på arbejdsmarkedet. En udvikling, der rummer et indbygget paradoks, hvor samfundets krav om fortsat arbejde ikke følger kroppens gradvise, fysiske forfald.
Ønsket om et længere liv, hvor man forbliver rørig, er med andre ord ikke længere blot et videnskabeligt og egennyttigt ideal. Ambitionen om et langt liv, hvor ældre borgere forbliver så unge som muligt, handler også om samfundsøkonomi og velfærdsstatens smørelse.
For Nicklas Brendborg ligger naturvidenskabens kamp mod aldring dermed i forlængelse af samfundets udvikling i øvrigt. Kampen mod aldring er med andre ord civilisations næste evolutionære skridt. I det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. århundrede opfandt man antibiotika til at dræbe bakterier og vaccination til at bekæmpe virus. Landvindinger, der indebar, at børnedødeligheden faldt, og at mange overlevede sygdomme og infektioner, der tidligere ville være fatale. Og op gennem det 20. århundrede begyndte videnskaben efterfølgende at bekæmpe aldersrelaterede sygdomme som kræft og demens. I dag er turen dermed kommet til selve aldringen.
Nogle vil mene, at der er stor forskel på at bekæmpe sygdom og på at bekæmpe aldring. At anti-ageing-forskning er en måde at lege Gud på?
”Nogle vil måske mene, at det er imod ”naturens gang”, men hvad er alle de andre medicinske fremskridt, vi nyder godt af? Uden den moderne lægevidenskab er jeg sikker på, at mindst en af mine bedste- eller oldeforældre aldrig ville have nået voksenalderen. Det er også "naturens gang" at dø af mæslinger som lille, men nu har vi heldigvis en vaccine. Det er menneskets største præstation, når vi kan tæmme naturens grumme sider. Det bør være vores mission at fortsætte den proces. ” siger Nicklas Brendborg, der selv er 25 år, og derved ung nok til ifølge ham selv at leve hundrede år endnu med lidt held.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan visionen om et langt liv, hvor man dør ung så sent som muligt, skal realiseres.
I begge bøger beskrives en række lavpraktiske anbefalinger såsom at kvitte rygning og spise grøntsager, men forfatterne nævner også flere eksempler på både lovende og mindre lovende molekylærbiologisk forskning inden for anti-ageing . To af de mest lovende forskningsfelter finder man inden for den såkaldte senescentcelleforskning og stamcelleforskning.
For at forstå førstnævnte bør man vide, at kroppen består af milliarder af celler, der konstant er under angreb fra virus eller andre uindbudte gæster. Af og til lykkes det eksempelvis en virus at entrere en celle, og inde i denne celle begynder dernæst en kamp på liv eller død. Indser cellen, at virussen er for stærk, vil cellen på ædel vis ofre sig og forsøge at tage virussen med i faldet for at beskytte resten af kroppen. Problemet er, at selvmordet ikke indebærer, at cellen forsvinder. Den vandrer i stedet hvileløst rundt i kroppen som en slags zombi – hverken død eller levende. Antallet af disse zombiceller vokser, i takt med at man bliver ældre, og kroppens immunforsvar svækkes.
Processen er selvforstærkende. For forskning viser, at zombicellerne afgiver spandevis af skadelige kemikalier i kroppen, som øger risikoen for kræft, og gør, at raske celler også bliver til zombiceller – lidt ligesom når et raskt menneske bliver bidt af en zombi i film. Forsøg med mus viser, at jo flere zombiceller kroppen har, desto hurtigere ældes man og omvendt. Resultaterne har været så lovende, at man i dag eksperimenterer med at fjerne zombiceller i mennesker, og ifølge Andrew Steele vil de første piller, der dræber disse ondartede celler, være på markedet inden for de næste 10 år.
Den overbevisning deler Nicklas Brendborg, der dog har et forbehold:
”Udfordringen er, at medicinen skal fjerne specifikke zombiceller uden at skade eller fjerne funktionelle celler. Det svarer lidt til, at man skal ramme en terrorist i en storby med civile.”
Stamcelleforskningen – det andet lovende forskningsfelt, som karaktererne i romanen ”Den danske borgerkrig 2018-24” nyder godt af – er nemmere at forklare. Lidt forsimplet går det ud på, at man tager kroppens aldrende stamceller – det vil sige de celler, kroppen har haft med sig hele livet – og reparerer dem, så de kort og godt bliver så gode som nye igen.
Det svarer lidt til at køre sin gamle Volvo på værksted for at udskifte en reservedel. Reservedelen kunne eksempelvis være stamcellerne, der styrer ens skrantende syn. Her har foreløbige resultater på forsøgsdyr vist, at det er muligt at reparere stamcellerne, så de kommer tilbage til fosterstadiet.
Nu er det formentlig de færreste, der ønsker at blive en baby igen, så det næste skridt bliver at kunne programmere synets stamceller til at blive eksempelvis 25 år. Lykkes det, vil en 65-årig dermed i fremtiden kunne gå ned på det lokale stamcelleværksted og få repareret synet, så det bliver så godt, som da vedkommende var ung. Hvil i fred, optikere.
”Jeg ved godt, at det føles uendeligt fjernt i dag, men helt ærligt: prøv at tænke på, hvad der er sket de seneste 50 år. Det var først i slutningen af 1950’erne, at vi opdagede strukturen i dna, og i dag kan vi kortlægge et menneskets samlede genetik på en eftermiddag. Sammenholdt med den teknologiske udvikling inden for computere i samme periode har vi været vidner til en næsten ubegribelig revolution. Forestil dig, at nogen dengang havde forudset udviklingen. Så havde de færreste troet dem. Jeg mener virkelig, at man er tåbelig, hvis man ikke tror, at menneskeheden inden for en årrække har fundet en kur mod aldring” siger Andrew Steele.
Nicklas Brendborg er enig. Omend han ikke tror, at videnskab kan stå alene. Et langt liv, hvor man er ung til det sidste, sikrer kun fysisk sundhed. Ikke mental. ”Faktisk,” siger forfatteren, ”er det at finde mening i livet for nuværende det bedste anti-ageing trick, der findes.”
Andrew Steele. ”Ageless – The new sceince of getting older without getting old”. 400 sider. Pris 20 britiske pund. Bloomsbury. Er udkommet.
Nicklas Brendborg. ”Gopler ældes baglæns – videnskabens svar på et længere liv”. 325 sider. 300 kroner. Forlaget Grønningen 1. Udkommer den 4. marts 2021.