Når man træder ind ad døren, venter der med sikkerhed en storslået velkomst. Om det drejer sig om flere timer eller 10 minutter, kan man være sikker på at blive modtaget med stor begejstring. Man kommer aldrig hjem til et tomt hus, når man har et kæledyr. Faktisk er det hele 43 procent af de danske hjem, der huser hunde, katte, akvariefisk eller andre dyr. En undersøgelse fra 2019 foretaget for Dyrenes Beskyttelse af Epinion viser, at hunden stadig er menneskets bedste ven og bor i 23 procent af de adspurgtes husstande. Den er tæt efterfulgt af katten, som lever i 18 procent af de danske hjem.
Hunden og mennesket har faktisk fulgtes ad i lang tid. Det er dog usikkert, hvornår ulven, som hunden nedstammer fra, blev tam. Men ifølge Nationalmuseet var det formentlig istidens jægere, der for omkring 15.000 år siden udvalgte ulvehvalpe til jagtbrug og begyndte at avle på ulven – på den måde indledte de udviklingen fra vild race til husdyrsrace. Dengang begyndte venskabet som et gensidigt nytteforhold, hvor mennesket fik et alarmsystem og en god jagtpartner, og hunden fik mad og tryghed.
Siden da har menneskers forhold til og synet på husdyr ændret sig. Faktisk både frem og tilbage – for noget tyder på, at mennesker gik fra at se på dyr i husstanden som et nyttedyr til at se på det som et familiedyr. Så til nyttedyr igen. Og så tilbage til familiedyr. Ser man på stenaldermenneskers grave, er der flere eksempler, hvor mennesker er begravet med hunde – måske fordi de skulle følges til dødsriget sammen. Nogle hunde har endda fået deres egne grave og gravgaver. Det peger alt sammen på, at mennesket har haft et relativt tæt forhold til hundene.
Det nære forhold mellem menneske og kat udviklede sig dog først noget senere. Hvor man i Egypten allerede tæmmede vildkatten omkring år 2000-1500 f.Kr., kom tamkatten først til Danmark engang i jernalderen, som regnes fra omkring år 500 f.Kr. til år 750 e.Kr.
Ifølge Peter Sandøe, der er professor i bioetik ved Københavns Universitet og leder af center for forskning i familiedyrs velfærd, spillede kristendommen en stor rolle for den måde, vi kom til at se dyr på efterfølgende. For i middelalderen, hvor kristendommen var altdominerende i Danmark, fik skellet mellem det menneskelige og det dyriske en afgørende betydning.
“Det dyriske var det snavsede, kødelige og den manglende selvkontrol, som blev knyttet til levende dyr, der blev set som noget syndigt. Folk, der knyttede sig til dyr, blev set som suspekte, og det at have et nært forhold til katte blev senere et af kriterierne for, at man var en heks,” siger Peter Sandøe og understreger, at der i dag stadig er kulturer, hvor for eksempel hunde bliver set som urene og ikke må komme ind, hvor mennesker bor.
Overklassen var, som det ofte er tilfældet, undtaget. De rige og royale brugte hunde som statussymboler og behøvede ikke på samme måde som almuen at tage kristendommens syn på dyr til sig. Det var især tre typer af hunde, de danske konger og adelige lod sig afbilde med, påpeger Peter Sandøe. Den ene var mastiffen, som var et tegn på velstand, fordi man viste, at man havde råd til at fodre en så stor hund. Også jagthunden og skødehunden var symboler på velstand og status, hvorfor de ofte gjorde sig som modeller, når de kongelige og adelige skulle afbildes.
Det var i midten af 1800-tallet, at man i det victorianske England begyndte at avle med lukkede stambøger og konstruerede de forskellige hunderacer, som vi kender i dag. Man ville avle nogle ædle og ensartede hunde. Det samme skete med racekatteavl, men i dag er de fleste katte i Danmark landkatte – altså katte der ikke har været avlet målrettet på, fortæller Peter Sandøe. Han kæder husdyrenes plads i hjemmet sammen med urbaniseringen i slutningen af 1800-tallet. Da man begyndte at leve på afstand af det praktiske husdyrhold på gårdene, flyttede dyrene ind i de små lejligheder og blev en del af familien.
“Nu skulle man ikke bruge dyrene til noget, og i takt med, at der kom en voksende middelklasse, der blev mere velhavende, var dyr en del af det, man adspredte sig med,” siger Peter Sandøe og fortsætter:
“Det hang også sammen med en voksende interesse for naturen i 1800-tallet, som blandt andet gjorde, at man begyndte at holde stuedyr – også fugle, fisk og gnavere. Det var dyr, der var sjove at kigge på, og de var interessante for børn.”
Peter Sandøe bruger bevidst ikke ordet kæledyr, da han synes, at der er noget nedladende over det. Som om dyrenes eneste formål er at blive kælet med, mens de i virkeligheden er en slags familiemedlemmer. Og netop det, at de ikke blot er kæledyr, men rent faktisk påvirker menneskets humør og psykiske velvære, viser også en undersøgelse fra Dyrenes Beskyttelse. Her svarer 90 procent, at det at tilbringe tid med dyr har en positiv indflydelse på dem . Og når kæledyrsejerne bliver spurgt ind til, hvorvidt de er enige i, at et kæledyr kan være en hjælp i en svær tid – eksempelvis ved sygdom, dødsfald eller skilsmisse, svarer over halvdelen, at de er ”helt enige” i, at de hjælper.
Spørger man Tia Hansen, lektor i psykologi ved Aalborg Universitet og forsker i relationer mellem mennesker og dyr, er der ingen tvivl om, at kæledyret samlet set er en berigelse for dets ejere og i de fleste hjem bliver anset for at være en del af familien. Det skyldes overordnet tre ting:
For det første giver kæledyr ejerne et supplement til deres relationer med andre mennesker. For det andet kan de formidle noget i relationen mellem mennesker. Slutteligt kan mennesker spejle sig i deres dyr.
Tia Hansen illustrerer de to første positive psykologiske effekter gennem et eksempel tilbage fra 1975 med 30 ensomme ældre mennesker. 10 af dem blev tildelt en undulat, 10 andre fik en potteplante, og de sidste 10 fik ingenting. Inden de ældre blev skænket henholdsvis undulater og potteplanter, havde forskerne spurgt ind til deres helbredsmæssige tilstand, og om de følte sig ensomme.
”Efter fem måneder kunne dem med undulaten give meget bedre meldinger end de to andre grupper. De var mindre ensomme, var i bedre humør og følte, at de havde et bedre helbred. Der var ingen tvivl om, at de ældre havde haft godt af at få en undulat,” siger Tia Hansen og uddyber:
”De gav undulaterne navne, købte legetøj og talte med stor begejstring om dem. Deres relation til dyret blev altså et supplement til andre mennesker, hvilket gjorde dem mindre ensomme. Men der var også en formidlingsfunktion, fordi de oplevede, at nu havde de endelig noget, de kunne tale med de andre på vejen om. Nogle oplevede, at børnene på vejen kom ind og ville se undulaten, og på den måde fungerede dyret som en kontaktformidler til andre mennesker.”
Et eksempel, man ikke skal være forsker for at kende til, kan opleves ved at slå et smut ud på gaden. Her er det ikke unormalt at se mennesker, der er ude at lufte hunden, falde i snak med både hundeejere eller andre, der henvender sig. Hundeejere får talt med mange forskellige mennesker, påpeger Tia Hansen, og forklarer, at der i denne del af verden er forskning, der viser, at vi i højere grad føler, at vi kan hilse på fremmede, hvis de er ude at gå med en hund, end hvis de gik alene.
Den sidste og tredje grund til, at man psykologisk påvirkes positivt ved at have kæledyr, er spejlingseffekten. Her ser mennesket sig selv i kæledyret, hvilket bliver tydeligt i de tilfælde, hvor de iklæder dyret tøj, der matcher deres eget. Tia Hansen fortæller også om en voksende industri, i særdeleshed i USA, af såkaldte hundehoteller. Her bliver hundene tilbudt velanrettet mad og en god seng at sove i, mens ejeren er på ferie. Det er et eksempel på, hvordan mennesket projicerer egne behov over på hunden. For den vil helst bare være sammen med sin ejer.
Det er altså overordnet disse tre mekanismer, der gør det at have et kæledyr til en berigelse, men som også gør mennesker villige til at ofre både meget tid og mange penge. Med den enorme tilknytning, vi gennem tiden har udviklet til dyr, kan det være svært at se deres naturlighed og behov, og Tia Hansen sætter spørgsmålstegn ved, om det, vi gør, er for dyrenes eller vores egen skyld.