Mange danskere tager i teatret for at se en juleforestilling i december måned. Men dét, man måske troede, blot var nem underholdning for hele familien, bygger på en gammel tradition.
”Nogle af de tidligste eksempler vil man ikke kalde juleteater, men snarere folkelige ritualer som optog eller danse omkring vintersolhvervet,” fortæller Annelis Kuhlmann, lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Et tidligt ritual i Norden blev observeret af den byzantiske kejser Konstantin den Syvende i 900-tallet.
”Kejseren skrev, at han havde observeret nogle nordiske lejetropper ved sit hof danse i ring omkring en mand klædt ud i pels. Manden skulle ligne en buk, og dette har formodentlig haft forbindelse til Thors bukke fra den nordiske mytologi. I dag kender vi julebukken som en uskyldig gedebuk bundet i strå med røde bånd, men flere gamle, folkelige ritualer binder sig altså til den. Senere udviklede julebukken sig til det, vi i dag kender som julemandens rensdyr,” fortæller Annelis Kuhlmann.
Selvom kristningen af Norden betød, at vi kom til at erstatte vintersolhvervet med julen, fortsatte man med at samles omkring optrædener i højtiden. I den tidlige middelalder omkring 1100-tallet blev de første krybbespil opført i de danske kirker.
”Krybben stod oppe ved højalteret omgivet af Maria og Josef, engle og hyrder, og et optog af de hellige tre konger blev ledt frem af stjernen, som enten blev båret foran kongerne eller gled under loftet i et snoretræk. Traditionen for krybbespil bredte sig også uden for kirkelige sammenhænge og lever stadig i bedste velgående,” forklarer Annelis Kuhlmann.
Ud over det kristne krybbespil begyndte andre julestykker formet af tidsånden at melde sig på banen. I oplysningstiden prægede viden og fornuft også juleteatret. I 1724 skrev Ludvig Holberg komedien ”Julestuen”, der blev opført på det første dansksprogede teater, Lille Grønnegadeteatret i København.
Holbergs komedie handler om en sur husbond, Jeronimus, som ikke vil have, at der bliver holdt julestue i hans hus, fordi han finder skikken usmagelig. Jeronimus’ søster, Magdalone, prøver at overtale ham, men Jeronimus svarer: ”Jeg har set alt for mange eksempler på sådan galskab. Gid jeg havde en daler for hver piges jomfrudom, der er gået af stablen ved sådanne lejligheder.”
Det er først, da byens skolemester i bedste oplysningsstil forklarer Jeronimus, at det er vigtigt, at mennesket passer sit samkvem med andre mennesker og mødes i forening – for eksempel til en julestue, at Jeronimus lader sig overtale.
”Julestuen fungerer på den måde som en form for social lim i samfundet. Den skaber miljø og fællesskab, ligesom de nordiske ringdanse omkring bukken gjorde mange år tidligere,” siger Annelis Kuhlmann, der blandt andet forsker i teatret som et historiografisk redskab.
I 1800-tallet gik kunst fra at have været et bestillingshåndværk hos hoffet og adelen til også at være for det brede borgerskab. Mange af de juleforestillinger, der bliver vist i dag, bygger på den borgerlige tradition. For eksempel fortællingen om ”Peters jul” (1866) og ”Nøddebo Præstegaard” (1888), som er blevet opsat gang på gang på de danske teatre siden 1800-tallet.
”Et andet gennemgående træk ved mange af forestillingerne fra 1800-tallet er det magiske. Et eksempel er den tysk-romantiske forfatter E.T.A. Hoffmans fortælling ’Nøddeknækkeren’, der blev sat op som ballet i 1892. Her ser den lille pige Clara sine drømme gå i opfyldelse juleaften, hvor legetøjet bliver levende,” fortæller Annelis Kuhlmann.
Men juleteatret bliver ikke ved med at holde sig inden for drømmenes verden. I 1970’erne blev juleteatret politisk. En flok julemænd blev ført bort af politiet i et dramatisk optrin akkompagneret af lyden af barnegråd, efter de havde delt ud af varerne i Magasin. Det var teatergruppen Solvognen, som i 1974 lavede ”Julemandshæren”, der demonstrerede mod julens overforbrug og tidens arbejdsløshed.
”Solvognen tog teatret ud af teatersalen og lavede optog og happenings, som gik i direkte dialog med borgerne. Det at lave optog trækker tråde helt tilbage til de tidlige kristne Sankta Lucia-optog og hellig tre konger-optog.”
Siden 1970’erne er der ifølge Annelis Kuhlmann sket en voksende kommercialisering af juleteatret, som blandt andet er i skarp konkurrence med tv-julekalendere fra DR og TV 2. Derfor ser man også, at mange af teatrene laver opsætninger af nogle af de populære julekalendere, eksempelvis ”Nissebanden”, som i år opføres på Odense Teater.
”Generelt fylder nisseriet meget i juleteatret i dag, dog er der undtagelser. Aarhus Teater har i år taget nisseriet ud og opfører Michael Endes ’Den uendelige historie’. Ellers er det primært de gamle borgerlige 1800-talsstykker som ’Nøddebo Præstegaard’ og Charles Dickens ’Et juleeventyr’, som er populære på teatrene,” fortæller Annelis Kuhlmann.
Rundt omkring på landets amatørteatre dyrkes juleteatret også, blandt andet opfører Svendborgs Fritidsteater i år en juleteaterkoncert, hvor korsang er i fokus.
”Det at synge i kor er i dag nærmest blevet en metafor for at engagere sig i lokalsamfundet, så her har juleteatret den samlende, forenende effekt ligesom i Holbergs stykke.”
De mere eksperimenterende og progressive teatre går i højere grad en bue uden om juleteatret. Dog har det eksperimenterende intimteater Teater Får 302 i år opsat en juleforestilling ved navn ”Jul med dyr – en økothriller om store katastrofer og større hjerter”.
”Generelt præger idéen om julen som hjerternes fest det meste juleteater. Godhed og julen som samlingspunkt er et gennemgående tema,” forklarer Annelis Kuhlmann og fortsætter:
”For selvom det er de færreste af os, der kommer med guld, røgelse og myrra skær, giver vi, hvad vi kan i juletiden.”