Fra storbyen til et nyt liv på en af Danmarks mest isolerede øer

Nogle drømmer om at kvitte jobbet og rejse Jorden rundt. Andre vil begynde en helt ny livsbane, finde deres kald eller flytte på landet og blive selvforsynende. Men få gør noget ved det. Tidligere tv-journalist Lotte Wissum Abildstrøm er en af dem, der lagde sit liv helt om

Gartneriets gutefår (gotlandske utegangsfår) afgræsser øens overdrev som et led i naturplejen på Anholt. Fårene går ude hele året. Selv i snestorm ligger de hellere ude på bakken end i læ under ladens tag. Lotte Wissum Abildstrøm og hendes mand har i dag en flok på cirka 30. Fårene er blot et af ægteparrets mange projekter. –
Gartneriets gutefår (gotlandske utegangsfår) afgræsser øens overdrev som et led i naturplejen på Anholt. Fårene går ude hele året. Selv i snestorm ligger de hellere ude på bakken end i læ under ladens tag. Lotte Wissum Abildstrøm og hendes mand har i dag en flok på cirka 30. Fårene er blot et af ægteparrets mange projekter. – . Foto: Morten Abildstrøm.

Denne formiddag har hun fået gang i keramikovnen og sat over til den første brænding – forglødning – af kopper og lysestager, hun selv har drejet. Hun har også være oppe i Anholt By og hjælpe med en syg kat: ”Senere skal jeg sætte de sidste hvidløg, og der skal blandes cement, fordi vi er ved at bygge til,” siger Lotte Wissum Abildstrøm om hverdagen med det gartneri, værksted, butik og dyrehold, hun og hendes mand, Morten Abildstrøm, har banket op fra ingenting.

Andre dage er knap så ligetil. Om foråret, når fårene læmmer, og der opstår komplikationer, er der ingen hjælp at få. På en af Danmarks mest isolerede øer er der ingen dyrlæge.

”Hvis livmoderen er fulgt med ud under en fødsel, er der ikke andet at gøre end at ringe til Laurits, så han og Morten kan holde fåret, mens jeg propper den ind igen. Selvom jeg tuder hele tiden, mens jeg gør det, er alternativet værre, for der står et nyfødt lam eller to og bræger ved siden af. Det sker heldigvis ikke så tit, men vi er nødt til at være klar til det.”

Hvordan kan et ”forkælet” medie-menneske, der kommer fra storbyen, sådan noget?

”Man kan lære meget på Youtube,” svarer hun.

For mange år siden var de begge mediefolk i storbyen, men savnede ”førstehånds-livet” og fysisk arbejde, og så gjorde de det, mange drømmer om – lagde livet 180 grader om. Også selvom det betød et skifte fra det sikre til det fuldkomment uvisse.

I 1992 sagde Lotte Wissum sin stilling som nyhedsjournalist på TV Avisen op. Et job, som mange i branchen ville give deres højre arm for. Hun var god til sit arbejde, brændte igennem på skærmen og var en af tv’s første stærke kvindelige profiler.

”Mine kolleger troede, jeg var blevet tosset,” siger hun, som ikke et øjeblik har fortrudt, at hun tog springet fra journalist i København til hårdt fysisk arbejde midt i naturen på Anholt Gartneri og Naturpleje.

Navnet er det korteste, parret kunne finde til deres uregerlige forretning: Gartneri, fordi de sælger blomster og planter fra drivhuset. Naturpleje, fordi de fælder, fliser og beplanter for private og kommunen. Og Anholt, fordi det er her, de bor og arbejder året rundt.

Selvom Lotte Wissum holdt af at være tv-journalist på Danmarks Radio, savnede hun at være sig selv ”hele vejen igennem”.

”Jeg var nødt til at tage en professionel overfrakke på for ikke at stå og træde mig selv over tæerne, når jeg som ung pige skulle manøvrere med et filmhold og koste rundt med kompetente medvirkende, samtidig med at jeg skulle stille nogenlunde begavede spørgsmål. I dag er jeg mig selv døgnet rundt, og det er godt for blodtrykket,” siger hun.

Gartneriet ligger ved vejen med det praktiske navn Gennem Landet på øen, som bare har 135 fastboende og knap 300 sommer- huse. Men som til gengæld huser tusinder af besøgende hvert år, primært i sommermånederne.

At det lige blev Anholt, var lidt af et tilfælde. Det var i familiens sommerhus her, hun og ægtefællen til at begynde med planlagde en af deres rejser verden rundt. Det var også i den forbindelse, at de to skolekammerater, som er vokset op sammen i Nordsjælland, blev kærester. Senere tog det ene år det andet, og nu har de boet på øen i 25 år.

Økonomi er en af de største barrierer for, at folk kaster sig ud i et nyt liv, men for Lotte Wissum Abildstrøm var det alfa og omega ikke at have et sikkerhedsnet.

”Det første, jeg gjorde, da jeg sagde op på DR, var at gå direkte ned og melde mig ud af fagforening og a-kasse. Jeg ville være 100 procent sikker på, at jeg ikke tænkte, at jeg havde en understøttelse at falde tilbage på. Jeg tror, man skal sætte sig for, at man skal kunne leve af sit nye liv. Ellers bliver det for nemt at give op. Skal det være, så skal det være. Det er også sjovere, når det gælder ’livet’.”

Lysten til det helt store skift kom lige så stille.

”Jeg tog tilløb et par år. På et tidspunkt, hvor jeg allerhelst i hele verden ville stå på ski, fik jeg lagt noget orlov og to sommerferier sammen og blev skiguide i næsten et halvt år. Det lærte jeg meget af. Jeg var ikke verdens bedste guide, for jeg syntes jo ikke, det var mig, der skulle gå rundt med toiletpapir til folk i lejlighederne, hvis de var løbet tør. Mit tjenerinstinkt lå godt gemt, fordi jeg var så vant til at bestemme alting selv og tage føringen. Men selvom det var lidt ydmygende, kunne jeg mærke, at jeg havde godt af det,” siger Lotte Wissum Abildstrøm, der husker, at hun i stedet for at sige til gæsterne, at de selv kunne smutte i byen og hente, hvad de manglede, vænnede sig til at sige, ”jamen så kommer jeg da med en rulle med det samme”.

”At lære at give sig selv er kommet mig til gode siden. For hvis man har frasagt sig al anden indkomst og skal have penge i kassen, går det ikke at være fin på den.”

I begyndelsen af deres nye liv på Anholt stykkede de en løn sammen ved hjælp af alle mulige småjobs.

”Det har ikke været lige sjovt alt sammen, men vi er jo ikke døde af det. Og lige så stille dukkede der bedre småjobs op, så man kunne smide det af dem væk, som man var mindst glad for. I dag skrubber jeg jo ikke toiletter mere, nu kører jeg en virksomhed,” siger Lotte Wissum Abildstrøm, der som et af sine første jobs på øen gjorde toiletter rent på havnerestauranten Molevitten.

Lotte Wissum Abilstrøm gik fra at være tv-journalist og storbymenneske til sammen med sin mand Morten Abildstrøm at blive del af et lille øsamfund. Med 44 kilometer til nærmeste fastland ligger Anholt midt i Kattegat mellem Danmark og Sverige. –
Lotte Wissum Abilstrøm gik fra at være tv-journalist og storbymenneske til sammen med sin mand Morten Abildstrøm at blive del af et lille øsamfund. Med 44 kilometer til nærmeste fastland ligger Anholt midt i Kattegat mellem Danmark og Sverige. – Foto: Morten Abildstrøm

Morten Abildstrøm, der oprindelig er uddannet skuespiller fra Odense Teater, arbejder i dag ved siden af gartneriet som kajmand for færgen, montør for TDC, opsynsmand i øens reservat for sæler, og så fælder og fliser han træer for private og for kommunen. Mens hustruen producerer flere og flere af varerne til gartneriets butik.

Grøntsager, krydderurter, striktrøjer og keramik sælges fra det store drivhus sommeren igennem. Samt gummistøvler og sweatre, den danske sommer er jo lunefuld.

”Jeg fik fat i en gammel strikkemaskine, som jeg sad og kæmpede med en hel vinter. Hver gang jeg havde fået strikket en meter, sagde det wrrrush, og så lå det hele på gulvet. Men lige så langsomt begyndte det at ligne noget, og nu har jeg designet en trøje, som jeg efterhånden strikker 70 stykker af om året og sælger.”

Keramik vidste hun heller ikke noget om.

”Men jeg prøver, og sådan ender jeg måske med at lave nogle ting, som egentlig ikke kan lade sig gøre, og som ikke ligner alt muligt andet,” siger Lotte Wissum Abildstrøm.

Når hun ser sine sweatre gå rundt på øen med fastboende og turister indeni, og når hun lukker sommerhuse for vinteren og kan se sine skåle stå mange steder, opstår den helt gode fornemmelse indeni, fortæller hun.

Det var ikke kun fag og omgangskreds, livsskiftet kom til at handle om, men også geografi. København var ”ved at tage livet” af hende, og det gav et ganske godt skub.

”Om natten var der fulde folk, som larmede og skændtes på gaden og tissede i porten. Den der weekendstemning, som efterhånden kørte lige fra onsdag aften, var deprimerende. Jeg kunne ikke sove til sidst.”

Her på øen er der ikke en lyd om natten og heller ikke noget lys til at forstyrre stjernehimlen.

”Anholt er virkelig den eneste ø, man ikke kan pendle fra. Vi, der er her, er her. Man er nødt til at have hele sit liv herovre. Vi har nogle ganske få, som måske passer et studie i ugens løb et andet sted. Men man kan ikke have et arbejde på fastlandet og bo her. Man skal tage hele sit liv med og finde ud af, hvad man vil stille op med det.”

Det lille samfund tog godt imod, det var mere hende selv, der skulle lære at navigere i den nye virkelighed.

”Alt det, jeg syntes var smaddervigtigt, var ikke lige så vigtigt herovre,” siger den tidligere tv-journalist, som ret hurtigt blev spurgt, om hun ville give en hånd med på Anholt-Posten.

Avisen, der udkommer fire gange årligt, udgives af Anholt Borgerforening med støtte fra menighedsrådet ved Anholt Kirke.

”Vi mødtes hos den daværende præst for at tale om, hvad der skulle i, og jeg overtog fuldstændig og kørte det som et redaktionsmøde på TV Avisen, uddelegerede opgaver og kom med forslag. Der blev fuldkommen stille. Alt slukkede i folks øjne, og jeg lukkede for journalistikken lige der.”

Når ægteparret Abild-strøm, der i dag er 63 og 60 år, ser tilbage, hvilke minusser og plusser har der været ved at lægge livet om?

”Selvfølgelig kommer der noget på ens vej, der ikke er sjovt, men jeg synes næsten altid, at dagene er gode, og livet er godt. Jeg er meget tryg og glæder mig over dagens rutiner, der begynder med at tænde op i vores nye masseovn. Det er sådan en, hvor brændekammeret er pakket ind i tonsvis af sten. En optænding om dagen er nok til at holde huset varmt i et helt døgn!”.

I køkkenet hænger et krucifiks med en rosenkrans ”for en sikkerheds skyld”. Lotte Wissum Abildstrøms fars familie var katolikker. Selv kommer hun i Anholt Kirke, især til begravelser, for det er hende, der har bundet blomsterne.

Den indre rejse er fulgt godt med den ydre, synes hun.

”Vi er afgjort ikke så forlystelsessyge mere og hviler meget i eget og hinandens selskab. Et kæmpe plus er

også, at vi aldrig overvejer at gå på pension. Hvis det for eksempel en dag bliver for hårdt med fårene, må vi få lidt færre af dem.”

Familie og venner kommer gerne, og de bliver længe, nu de har rejst så langt.

”Det er en fin måde at være sammen på i stedet for endeløse middagskomsammener. Her snakker vi sammen, mens vi laver et eller andet praktisk,” siger Lotte Wissum Abildstrøm, hvis forældre er døde for længe siden.

Ægtefællen har en gammel mor på fastlandet, som han besøger, når han kan.

Er det en lille hus på prærien-drøm, hun og Morten Abildstrøm udlever?

”Nej, det er bare vores eget. Det er her, vi bestemmer, og cheferne er flinke,” griner hun.

Vanens magt, der holder mange fra at gøre drømme til virkelighed – har I været gode til at bryde den?

”Vi har masser af vaner, vores fire katte ligger, lige hvor de plejer at ligge, og fårene går rundt oppe på marken. Der er ikke noget eksotisk i det. Det kan være, at det altid var meningen, jeg skulle bo på landet, jeg skulle bare lige selv finde ud af det,” siger Lotte Wissum Abildstrøm, der håber, at også børnefamilier begynder at se, at der er store værdier i at bo på landet:

”For skolen er god og ikke så stor, og der ikke er meget trafik eller logistik herovre.”

Anholt er 11 kilometer lang og omkring seks kilometer bred på det bredeste stykke. En stor del af øen består af ørken, og de fleste bor i Anholt By midt på øen, hvor også skolen ligger. Der er ikke det sted, man ikke kan gå eller cykle til.

Men i hårdt vejr sker det, at færgen til Grenaa ikke sejler, og så er det kun de små taxi-fly, der kan forbinde en med omverdenen. Får hun aldrig ø-kuller?

”Det ved jeg faktisk ikke hvad er. Jeg ved, at der en gang imellem kommer et menneske forbi, som er lidt kulret, men så rejser de jo igen. Lige meget hvor man slår sig ned, tror jeg, det vigtigste er, at man kan hvile i sig selv. Jeg er ikke specielt afhængig af at være med i alt muligt. Jeg har det rigtig fint med P1 i værkstedet.”

Og hvis I bliver uvenner, hvor går I så hen?

”Når vi bliver uvenner, mener du? Jamen så har vi jo god plads! Så går jeg i værkstedet, og Morten tager en lur. Der kan da godt komme en lille krise, men det finder vi ud af. Vi var sidst i 30’erne, da vi besluttede os for at være sammen, og vi har kendt hinanden altid, gået i skole sammen og har fælles barndomsvenner, det er egentlig ret nemt,” siger Lotte Wissum Abildstrøm.

Kunne hun forestille sig, at flere kan tage springet ud i drømmen?

”Ja, men man skal gøre op med sig selv, at drømmen kan ende anderledes, end man tror. Man skal begynde med sig selv og overveje, hvad kan man selv kan bidrage med for at kunne klare sig. Og jeg mener virkelig det der med, at man skal kunne klare sig. Jeg har set folk komme herover og tro, at der står en vennekreds, en bolig og et

arbejde klar til dem. Det gør der måske, hvis man søger en lærerstilling, i hvert fald arbejdet, men der står ikke nødvendigvis et hus, og det nytter ikke at blive skuffet, hvis man ikke bliver inviteret til alt muligt med det samme. Men her er masser at lave. Tænk, hvis en elektriker ville flytte herover! Vi har heller ikke en fastboende tømrer,” siger Lotte Wissum Abild-strøm og uddyber.

”Det, jeg vil sige med det, er, at hvis et livs-skifte kun er for sjov, ender det ikke godt. Hvis man ikke virkelig mener det, skal man ikke gøre det. Sådan er det.”