Prøv avisen

Frans Bak bryder selvmordstabu med sange og samtale for efterladte

For nylig mødtes fremmede mennesker i et privat hjem i Skødstrup nord for Aarhus til en intimkoncert om det at miste. Der blev nynnet med og efterfølgende delt erfaringer. – Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Med 40 års forsinkelse er komponist og musiker Frans Bak begyndt at tale, skrive og synge om sin mors selvmord. Sammen med psykolog Ane Christensen holder han dagligstuekoncerter, hvor efterladte synger og snakker sig ud af tavshed og tabu, som ofte omgærder selvmordet

En aften, da komponist og musiker Frans Bak var på vej hjem i bil, oplevede han noget underligt og helt uventet. En melodistump poppede pludselig helt umotiveret op og kørte rundt i hans hoved med ordene: ”Lys nu min engel, lys lidt for os.”

Frans Bak oplever tit, at melodier spontant dukker op i badet eller bilen i de perioder, hvor han laver musik til film og tv-serier. Men det her var anderledes, fordi tekst og melodi kom helt ud af det blå, uden at han anede, hvad det handlede om.

Hjemme satte han sig straks til klaveret, og flere ord og toner kom til og blev en enkel lille sang med et melodisk omkvæd:

”Lys nu min engel, lys lidt for os. Lys nu min engel, nu skal du aldrig mere slås.”

Og mens han arbejdede med sangen, gik det op for ham, at den handlede om hans mor. Han havde en tydelig følelse af, at hun på en eller anden måde var nærværende, og sangen kom til at handle om den fortrængte og fortiede, men dybt traumatiske oplevelse af hendes selvmord 40 år tidligere.

”Min mor tog sit eget liv, da jeg var 18 år. Det var en total omvæltning i mit liv, men vi snakkede aldrig om det i familien. Der var heller ingen begravelse. Min far spredte hendes aske ved vores sommerhus, som hun holdt meget af, men jeg blev ikke inviteret til at være med, og det gjorde min tre år ældre bror heller ikke,” fortæller Frans Bak.

Tavsheden om selvmordet varede i fire årtier. Frans Bak var næsten 60 år, før han begyndte at sætte ord og toner til de mangeartede og nogle gange modstridende følelser, som de fleste efterladte ved selvmord genkender: sorg og fortvivlelse, skyld, skam og vrede – men også kærlighed og livsmod. Han spillede først sangene for sin bror, der heller ikke havde talt om moderens selvmord i 40 år, og for nære venner.

”Det var virkelig rørende at opleve, hvordan det virkede på dem. Tankerne, følelserne og sangene har været inde i mig i alle årene, så da jeg først gik i gang med at skrive dem, blev de en stor forløsning for mig, og det bliver de også for dem, jeg deler dem med,” siger han.

Derfor spiller han i efteråret en række dagligstuekoncerter i private hjem sammen med krisepsykolog Ane Christensen. Han synger, spiller og fortæller, og hun leder en samtale om selvmord. Til daglig arbejder hun i Børnecancerfonden og har stor erfaring derfra med at facilitere sorggrupper.

”Jeg hørte nogle af Frans’ sange sidste år ved et arrangement i Nykøbing Sjælland. Jeg sagde med det samme til ham, at han skulle ud til et større publikum. Der er så mange mennesker, som er berørt af selvmord. Emnet er stadig meget tabubelagt, og for de efterladte er det utrolig vigtigt at få lov til at tale om det,” siger hun.

Denne aften i september er 15 mennesker samlet i Lene Jensens lille hus ved Skødstrup Strand nord for Aarhus til dagligstuekoncert. Hendes store lilla sofa er fyldt til sidste plads, og alt, hvad huset har af stole, er i brug. Frans Bak sidder ved sit medbragte keyboard, og inden længe synger hele stuen med på omkvædet til ”Lys nu min engel” og de andre sange om den døde mor.

Emnet er tungt og tabubelagt, men mens de nynner med på de melodiske omkvæd, breder der sig en mild og varm stemning i rummet.

Jo mere de 15 i stuen synger med, jo lettere bliver stemningen, og da de når til omkvædet i sangen ”Det var ikke min skyld” er stemningen næsten opløftet:

”Det var ikke min skyld. Det var ikke din skyld. Det var ikke nogens skyld,” synger de.

En af dem, der sang særlig højt, var aftenens vært, Lene Jensen. Hendes mor begik selvmord, da datteren var fem år.

”Min mor fik en alvorlig fødselspsykose, da jeg kom til verden, og det var selvfølgelig ikke min skyld. Der er aldrig nogensinde nogen, der har givet mig skylden, men alligevel har jeg følt mig skyldig hele livet. Derfor var det rørende og forløsende at sidde og synge den sang sammen, og jeg vil virkelig gerne synge den igen,” siger hun.

Irrationel skyld, som Lene Jensens, er noget, der plager mange efterladte ved selvmord, forklarer psykolog Ane Christensen.

”Rationel skyld drejer sig om det, man rent faktisk har gjort eller undladt at gøre i en konkret situation. Men meget af den skyldfølelse, de efterladte plages af, er irrationel. De bliver ved med at kredse om, hvordan man kunne have forhindret selvmordet, hvis og hvis og hvis, og når man ikke får talt om det med andre, kan det udvikle sig til invaliderende tvangstanker,” siger hun.

Hvert år tager cirka 600 mennesker deres eget liv. I 2016 var det 426 mænd og 142 kvinder, men stort set hver gang et menneske begår selvmord, står der en hel kreds af efterladte tilbage. Landsforeningen for efterladte efter selvmord vurderer, at mindst 4000 mennesker hvert år får den traumatiske oplevelse, at en nærtstående tager sig eget liv.

De 15, som er samlet hos Lene Jensen, har med få undtagelser oplevet mindst ét selvmord. Sofaen rundt bliver der sat lavmælte ord på den ene voldsomme skæbne efter den anden. En kvinde har oplevet både en søn og en datter begå selvmord som helt unge. De led begge af bipolar lidelse, som tidligere blev kaldt maniodepressivitet. Langt hovedparten af dem, der dør ved selvmord i Danmark, har som de en psykisk lidelse – halvdelen skønnes at lide af depression.

Andre af gæsterne har som Lene Jensen selv mistet en far eller mor, nogle har mistet begge forældre, andre igen en ægtefælle, og for enkelte er selvmord nærmest blevet en del af familiens identitet.

”Jeg kommer fra en selvmordsfamilie,” siger en yngre kvinde.

”Min mor og hendes fire søskende har alle mistet mindst én søn eller datter på den måde. Både min storesøster og min lillebror har begået selvmord, og det har min nevø også. I vores familie har vi rigtig svært ved at håndtere livet, det har jeg også selv, og jeg har gået meget alene med det i mange år. Men nu er jeg begyndt at tale om det, og det er en kæmpe lettelse,” siger hun.

Lars Iversen, der er formand for Landsforeningen for efterladte ved selvmord, er en af tilhørerne i stuen, og han kunne ikke være mere enig. Hans kone begik selvmord i en alder af 57 år under en dyb og langvarig depression.

”Min egen reaktion på min kones selvmord for 14 år siden var at arbejde som en sindssyg. Jeg røg som en skorsten, drak alt for meget kaffe og for meget rødvin, og når jeg havde fri, satte jeg mig bare ud i bilen og kørte af sted uden noget formål,” fortæller han.

”Først da jeg kom med i foreningen, begyndte jeg at tale om min kones selvmord, og det var også en stor lettelse for mig. Man skal fortælle sin historie igen og igen, og for hver gang ændrer følelserne sig en lille smule, så det bliver lettere at bære. Derfor har vi brug for at gøre op med de tabuer, som forhindrer os i at tale om det,” siger han og fortsætter:

”Derfor er det så vigtigt, at Frans Bak deler sine sange og fortæller om sin mors selvmord – og det er ikke mindst vigtigt, fordi han er en mand. Kvinder har ulig meget lettere ved at tale om svære følelser, men mænd har også hårdt brug for det.”

Frans Bak sætter sig til klaveret igen. Samtalerne og kaffepausen er slut, og nu har sangene en lidt lysere tone. De handler om at komme igennem sorgen og om at lære at værdsætte det, der er. ”Tarvelig tango” er en humoristisk sang om vreden, som også er et tilbagevendende tema for mange efterladte:

”Jeg syns, det var tarvligt. Jeg håber ik’ det er arveligt, for jeg bliver her og tager min tørn – og kysser mine børn,” rimer han i al enkelhed.

Da han var barn, sagde hans mor engang til ham, at hun ikke mente, man har pligt til at leve. Det gjorde et dybt og foruroligende indtryk.

”Det har jeg aldrig glemt. Jeg kan ikke sige, jeg er vred på hende over det, men jeg synes, det er så trist og ærgerligt, at hun ikke har været her og set, at det er gået mig godt i livet, at jeg har fået en skøn kone og nogle dejlige børn – hendes børnebørn – og at jeg selv er blevet bedstefar. Hun kunne være blevet oldemor. Der er så meget, jeg gerne ville have delt med hende.”

At dele sangene om hende med andre er en overvældende og anderledes oplevelse på flere måder:

”Jeg er vant til at skrive mere kompliceret musik og er egentlig ikke sådan en singer-songwriter, men når folk skal synge med, må det være enkle melodier og lette omkvæd. Og det gør noget særligt ved os at synge sammen. Det får endorfinerne til at suse rundt i kroppen, og jeg plejer at sige, at når man synger sammen, hører man sammen,” siger han.

”Det er selvfølgelig mig, der skriver sangene og komponerer musikken, men vi skaber også noget sammen, mens vi synger, og jeg bliver inspireret af samtalerne til nye sange.”

Indtil videre er der dog et klart hit på programmet. ”Lys nu min engel” er måske nok den smukkeste sang, som det stadig berører Frans Bak at synge, men deltagerne er ikke i tvivl om, hvad de vil have som ekstranummer: ”Det er ikke min skyld”.