Prøv avisen
Interview

Anmelderrost forfatter er død af kræft

Forfatter Maria Gerhardt er begyndt at sætte stor pris på naturen, som hun er meget optaget af. Især foråret er et magisk, gratis trylleri, som hun siger. Her er hun i sin have i Hellerup nord for København. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Maria Gerhardt vidste ikke, om hun ville blive 40 år, for hendes kræft var uhelbredelig. Men den 39-årige forfatter og tidligere discjockey var fast besluttet på at få tiden til at betyde noget. Torsdag den 16. marts 2017 døde hun. Genlæs i den anledning interviewet fra 2016

Interviewet er fra maj 2016. Vi bringer det igen i anledning af Maria Gerhardts død. Hun blev 39 år gammel.

Der er næsten vindstille på balkonen. Det er den første dag i foråret, hvor man kan sidde ude uden overtøj, og Maria Gerhardt må tage trøjen af, fordi solen bager. Fuglene kvidrer i træerne, og nede i haven er græsset grønt, og træerne er sprunget ud.

”Er det ikke dejligt?”, spørger hun bag solbrillerne og læner hovedet tilbage i stolen.

Den 38-årige forfatter, digter og tidligere discjockey lukker øjnene og lader solen varme ansigtet, mens hun taler. Hun holder lange pauser og taler stille. Hun halvt ligger i en skalstol foret med langhåret lammeskind. Kræftmetastaserne har sat sig på rygsøjlen, så det gør ondt at sidde længe i en rigtig stol. Så er det bedre at ligge.

Det er herude på balkonen, at hun skriver, når vejret tillader det. Omkring hende er balkonen holdt i marokkansk tema med krydderurter og roser og kaktusser, der står i grove lerkrukker. Naturen er blevet vigtig for Maria Gerhardt. Det var den ellers ikke før. Men hun har med egne ord giftet sig ind i en plantegal familie – kæresten, Rosa Nøss Bendixen, er landskabsarkitekt, og svigermor var på haveskole i England.

Villaen i Hellerup er faktisk svigerforældrenes. Maria Gerhardt flyttede ind med kæresten og deres lille søn, Bjørnstjerne på fire år, da hun i januar 2013 fik konstateret brystkræft. Hun blev erklæret rask i 2014 og udkom samme efterår med romanen ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” med reference til vejen, hun bor på. Hellerup, ”reservatet”, som man kalder området på disse kanter. Maria Gerhardt kalder det ”de riges ghetto”. Som venstreorienteret, tidligere ungdomshusgænger, discjockey og homoseksuel lå det måske ikke i kortene, at hun skulle slå sig ned her. Men hun er glad for det.

”Jeg går faktisk og drømmer om at flytte endnu længere ud på landet. Det er dejligt at rende rundt herude i ghettoen, hvor man ikke kender nogen, fordi ingen af ens venner har penge til at bo her. Men jeg kunne godt se mig selv endnu længere væk. Jeg vil gerne være helt tæt på naturen,” siger hun.

Efter at hun i 2014 udgav bogen til store anmelderroser, vendte normalen tilbage for en stund, men i sensommeren 2015 kom kræften igen. Denne gang havde den bredt sig, og lægerne gav hende mærkatet ”uhelbredeligt syg”. Chokket over at gå fra lige at være blevet rask igen til nu at have et tidsbegrænset perspektiv var overvældende. For pludselig var alt forandret. Igen.

”Sådan en sygdom ændrer alt på alle mulige områder. Spillereglerne bliver fuldstændigt ændret,” siger hun.

”Jeg er ved at komme mig over den første fase, som er chok og vrede og sorg over det uretfærdige i at være ramt. At det ikke er naboen, det er mig.”

”Jeg har haft nogle perioder, hvor jeg troede, at det var slut. Det er et meget, meget mørkt sted at nå hen, hvor man enten mentalt eller kropsligt, psykisk eller fysisk eller begge dele har lyst til at give op. Det er virkelig ikke et rart sted at være. Men det er også bare en fase, der skal overstås. Den kan komme, når du får en dårlig scanning, eller hvis du føler, at din krop er helt maltrakteret. Så stopper du med at stole på den og tro på dine egne evner. Og så har man lyst til at give op,” siger hun.

”Men det, der sker bagefter, når man rejser sig fra det og føler bedring, kan være ret fantastisk. Man har lige haft det sådan, at det var enormt uretfærdigt og tragisk, og jeg dør lige om lidt, det er min sidste jul, sidste sommer. Hvis man kommer ud på den anden side af den frygt, føler man måske, at man får noget. Så er det ikke, at livet er blevet frataget en, så er det en slags overtid, en slags ekstratid. Og det, tror jeg, er et meget godt sted at være,” siger hun og smiler.

I løbet af efteråret samlede Maria Gerhardts venner ind til, at hun kunne komme til Tyskland og få alternativ behandling. 355.938 kroner er samlet ind i skrivende stund, og de seneste måneder er hun jævnligt fløjet sydpå for at få kemoterapi skudt direkte ind i metastaserne i lungerne. Samtidig er hun igen begyndt på kemoterapi i Danmark. Om det virker, ved hun ikke endnu, men hun håber, at det kan få kræften til at sove. I mellemtiden læser hun en masse artikler og forsøger at finde alternative muligheder. Hun holder sin krop sund, tænker meget over, hvad hun spiser, og dyrker meditation og yoga for både at holde balance i kroppen og for at arbejde mentalt med det at være syg.

”Det er nemt at komme til at hade kroppen, når den bliver syg og utilregnelig. Men det arbejder jeg imod. Jeg tror meget på yogafilosofien om at acceptere, hvad der kommer. At scanne kroppen og sanse, men uden at analysere for meget,” siger hun.

Men døden er der altid i baghovedet. Det ændrede tidsperspektiv er ofte det første, hun tænker på, når hun vågner om morgenen. For hende handler det om at bruge det til noget i stedet for at synke ned i det mørke hul.

”Nogle gange ignorerer jeg det. Jeg drikker mig stadig fuld. Spiser en burger med pomfritter. Jeg skubber tankerne væk. De uger, hvor jeg har det godt, booker jeg spontant bord på en restaurant, køber en rejse eller tager en fridag med mit barn. Så bruger jeg bevidstheden om det til ikke at vente på noget,” siger hun.

”Men jeg har da forestillet mig min egen begravelse. Jeg ved, hvilke sange der skal synges, og hvem der skal synge dem. Jeg tænker på, at det ikke skal være trist. Jeg læser en del om, hvad folk gør de sidste måneder, at de rejser et sted hen eller gør nogle ting, for at det ikke bliver for trist,” forklarer hun.

”For eksempel har jeg læst om en terapiform, hvor man giver dødeligt syge ecstasy den sidste tid. Ikke kun for at smertelindre, men også for at gøre de sidste uger opløftende, så man ikke ligger og synker hen i, hvor trist det er. Det kunne jeg godt overveje. Jeg kunne godt tænke mig at gøre tingene på en anden måde,” siger hun og fortsætter:

”At der er en intensitet, og at man føler, at man får en form for værdig afslutning. Jeg vil ikke dø trist. Jeg vil gerne gøre det til en smuk, sammenhængende oplevelse.”

Men selve døden og hvad der kommer efter den, tænker Maria Gerhardt ikke så meget på.

”Jeg tror ikke, at der sker noget. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig det. Måske er der en sjælelig videreførelse, men jeg tænker ikke på noget konkret. Hvis det handler om håb, knytter det sig mere til at få en afslutning, som er smuk og afklaret, men jeg tænker ikke på det efter. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig det, så hvis der sker noget, må det være en bonus,” siger hun og smiler.

Hun forklarer, at hun lige nu er et sted mellem at acceptere, at døden kommer hurtigere, end hun oprindelig havde forestillet sig, og at blive ved at lede efter den hellige gral.

”På den ene side handler det om at acceptere, at det er sådan, det er, og på den anden side handler det om ikke at acceptere det. Det vil sige, at den ene del af mig accepterer, at jeg er syg, og at hvis jeg har fem år, skal det være fem fede år. Jeg skal gøre, hvad der passer mig, og have det rart og i hvert fald ikke være ulykkelig i de fem år,” siger hun og fortsætter:

”På den anden side er der også en del af mig, der ikke vil acceptere, at det er uhelbredeligt. Jeg tror på tankens kraft og på mirakler, og så tror jeg på, at det er et område i rivende udvikling. Så hvis jeg kan holde mig i live længe nok, kan der nå at ske rigtig mange ting.”

”Som terminalsyg er man nødt til at tro på, at der er tilfælde, hvor man ikke kan forklare, hvorfor folk har fået det bedre. Det er miraklet. Jeg kan godt lide at høre sådan nogle historier, især hvis jeg er nede. Så er det fedt at tjekke historier ud med folk, der uforklarligt er kommet sig,” siger hun.

Hun forklarer, at en del af det at bevare håbet også betyder, at hun insisterer på at planlægge. Selvom hendes søn ikke skal konfirmeres, fordi hverken Maria Gerhardt eller hendes kæreste er troende på nogen måde, er det et rart fikspunkt at regne med, at hun stadig er her, når Bjørnstjerne er i konfirmationsalderen. Ligesom der er noget befriende i at bestille en rejse, selvom hun ikke ved, om hun kan tage af sted, når tiden kommer.

”Nogle gange tror jeg, at jeg har mange år, andre gange tænker jeg, at så er der ikke lang tid. Jeg tror, det er rigtig vigtigt at have planer for fremtiden og have drømme, også for min familie. Det er vigtigt, selvom jeg også øver mig i at tage en dag ad gangen og være realistisk. Ingen ved jo, hvordan jeg har det næste forår,” siger hun.

”Jeg er blevet bedre til at udleve mine drømme, og jeg gør det nok i et højere tempo end andre mennesker. Jeg har udgivet to bøger på to år. Jeg fik Politikens Litteraturpris for den seneste, ”Amagermesteren”. Jeg vil gerne være internationalt berømt forfatter, og vi vil gerne bygge vores eget hus. Jeg tror, at de fleste har svært ved, at festen lukker, at man bliver smidt hjem før tid. Det kan godt komme for tæt på nu, men jeg kan blive nødt til at forholde mig til det på et tidspunkt. Rosa og jeg er jo forlovede, og vi snakker også om at blive gift snart. For man ved jo aldrig.”

Hun ligner ikke en, der er syg, som hun sidder der i solen på terrassen. Håret er skulderlangt, og hun kører hænderne igennem det flere gange, inden hun henter en kasket. Tidligere har håret været helt væk. Det viste hun blandt andet på de sociale medier. Hun pakker ikke sin sygdom ind, og på det sociale billeddelingsmedie Instagram ligger – imellem billeder af blomster og et lyshåret barn i Marokko – billeder af et alvorligt ansigt, der kigger ud på beskueren fra Rigshospitalets lagener.

”Jeg tror, det er vigtigt for mig at dokumentere, hvor man er. Både i forhold til det at skrive og i forhold til de sociale medier. Jeg forstår ikke dem, der, efter at de har skændtes hele morgenen, lægger et billede ud af deres perfekte familie. For mig er det rimeligt en til en. Hvis jeg har det dårligt, skriver jeg om, hvorfor jeg har det dårligt. Jeg har prøvet at styre min ærlighed i så mange år, og det er ikke lykkedes. Folk ved jo godt, at jeg er syg, så hvorfor ikke være ærlig omkring det?”, spørger hun.

Internettet bruger hun også til at række ud og forbinde sig med andre i samme situation. Noget, hun ser som en stor styrke.

”Man kan sige meget dårligt om internettet, men det gode er jo, at folk, der nok ville være isolerede af en eller anden grund, ikke er så isolerede længere. Når du bliver meget syg, kan du godt have en tendens til at trække dig fra sociale sammenhænge, fordi du så ikke længere kan holde idealet om en perfekt krop og det perfekte liv og fremtidsplaner om en ny baby i live. Men med internettet får du et nyt fællesskab. Jeg lærer virkelig meget af de forskellige fora og ved at forbinde mig med folk i samme situation,” forklarer hun.

En fugl kvidrer lystigt fra et træ i nærheden, og Maria Gerhardt kigger lidt op i den blå himmel.

”Jeg har aldrig rigtig sat pris på vejr og sol, men det gør jeg virkelig nu. Jeg er ligesom de mænd, der går i shorts fra april til oktober og insisterer på, at nu er det sæson. Det er helt vidunderligt at have naturen tæt på og kunne nyde den og følge med i den. Have en have og terrasse og bo tæt på vandet,” siger hun.

”Jeg har altid haft det lidt tungt om vinteren, og det er blevet værre, men årstidernes skiften er kommet til at betyde mere. Det her med at kunne følge med i, hvilke ting der springer ud hvornår, og at man kan genkende fuglene fra hinanden. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet gammel, eller fordi jeg er blevet syg, men jeg sætter ekstremt stor pris på naturen nu. Den er en fuldstændig bundløs kilde til glæde, den er totalt gratis og lige dér. Det er den for alle. Det er magisk trylleri, som slår alt andet, når det er forår,” siger hun.

Om nogle dage tager hun til Tyskland igen. Indtil da sidder hun midt i forårets magi.

Foto: Petra Theibel Jacobsen
Foto: Petra Theibel Jacobsen
Foto: Petra Theibel Jacobsen
Foto: Petra Theibel Jacobsen