Medlemskab af folkekirken er gået fra vane til et valg. Man kan vælge at melde sig ud, og senere kan man vælge at melde sig ind igen. Sådan opsummerer lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen fra Københavns Universitet udviklingen i danskernes forhold til folkekirken.
76 procent af danskerne var medlem af folkekirken den 1. oktober 2016; men selvom opbakningen til folkekirken fortsat er solid, sker der bevægelser, som med Hans Raun Iversens ord viser, hvordan folkekirken er blevet noget, man vælger til, men også kan vælge fra og siden vælge til igen.
”Engang var tradition afgørende for ens forhold til folkekirken. Tradition, familie og kirkegang hørte sammen, men i dag er tradition ikke noget selvstændigt argument, og der er i stedet kommet et fokus på, hvordan man føler, når man tager stilling til dåb og medlemskab.”
På søndag er det første søndag i advent, hvilket samtidig markerer indgangen til et nyt kirkeår. I det kirkeår, som snart er til ende, har debatten om udmeldelser af folkekirken været i fokus. Mens der har været bred mediebevågenhed omkring udmeldelserne, er der få, som taler om indmeldelserne. I 2015 nåede antallet af indmeldelser blandt danskere over 20 år op på 3087.
”Vi ved fra undersøgelser, at der altid er en gruppe på 15 procent, som overvejer at melde sig ud af kirken. De er fortsat medlemmer, men de overvejer, og når vi sammenligner med andre kulturinstitutioner, er folkekirken modstandsdygtig. Den har en stærk lokal, demokratisk forankring, den har en stærk teologisk kulturtradition, og den har en høj grad af professionalisme,” siger Hans Raun Iversen og fortsætter:
”Folkekirken har holdt fast på nogle høje kvalitetskrav, som er noget andet end de almindelige markedskræfter. Det giver den en betydelig modstandskraft.”
Christina Øager er i gang med at skrive sit speciale som religionssociolog ved Københavns Universitet. Hun indrykkede i september en annonce i Information og Berlingske og lavede en række opslag på Facebook, hvor hun efterlyste mennesker, som havde meldt sig ud af folkekirken, og hun bad dem skrive om motiverne for deres beslutning. Hun er ved at analysere de 116 mails, som hun modtog.
Typisk har folk sendt hende fyldige beskrivelser af deres livs- og trosvej. Blandt henvendelserne er der også en håndfuld fra mennesker, som har meldt sig ud af folkekirken, men siden har meldt sig ind igen.
”En udmeldelse af folkekirken er noget, som mange bruger lang tid på at overveje. Det går igen i beskrivelserne, at folk længe har stået ved kanten til en udmeldelse, enten fordi de har skullet tage sig sammen til at melde sig ud, eller fordi de har skullet finde ud af, om de var troende nok eller enige nok i kirkens linje til at retfærdiggøre deres medlemskab.”
Christina Øager har også beskrivelser fra udmeldte, som overvejer at melde sig ind igen, hvis kirken på længere sigt ændrer holdninger til for eksempel kvindelige præster eller indvandring.
I stakken af henvendelser er der også en, som forklarer, at han har meldt sig ud og nu bruger den tidligere kirkeskat på kultur og velgørenhed, men at han har tænkt sig at vende tilbage senere i livet. Christina Øager siger:
”Der er en tendens til, at vi skærer det unødvendige fra, og det ser vi også i motiverne for udmeldelser.”
Når synet på medlemskabet forandrer sig fra vane til tilvalg, forventer lektor Hans Raun Iversen, at man med tiden vil opleve en situation som den, man kender fra det danske mindretal i Sydslesvig. Her kan man nærmest tale om en kirke med en svingdør.
På gågaden i Flensborg ligger Helligåndskirken. Siden 1921 har der været en dansk menighed her under Danske Sømands- og Udlandskirker. Man bekræfter sit medlemskab af menigheden ved årligt at betale en opkrævning fra kirken, som er på niveau med den kirkeskat, man betaler i Danmark. I denne måned har menighedsrådets kasser udsendt indbetalingskort til de 400 voksne, som er medlemmer af kirken. Provst Viggo Jacobsen forventer, at kasseren skal sende rykkere ud til omkring halvdelen af medlemmerne. Sådan har det i hvert fald været det været de seneste år. Han siger:
”Vi oplever, at vi skal presse på ved de kirkelige handlinger og sige til folk, at de skal være medlemmer, hvis de ønsker at få foretaget en kirkelig handling.”
Skal et barn gå til konfirmationsforberedelse i menigheden i Flensborg, er det et krav, at en af de voksne i husstanden er medlem af kirken. I flere tilfælde melder forældre sig ind i kirken det år, hvor deres barn skal konfirmeres. Når barnet er konfirmeret, er det sværere at få forældrene til at fortsætte med at betale til kirken.
”Nogle glemmer at betale året efter. Så sender vi en rykker. I nogle tilfælde er der ikke respons trods flere rykkere, og så må vi konstatere, at det var deres holdning. Andre siger direkte, at de ikke bruger kirken. Men når så deres andet barn skal konfirmeres, og forældrene kommer for at skrive barnet ind til konfirmationsforberedelse, prøver vi at sige, at hvis de ønsker, at der skal være en kirke her til næste generation, så er de nødt til at bære med økonomisk. Det forstår folk som regel.”