Frierfødderne sidder godt fast på mændene – og det bliver de ved med

Den 24. februar må kvinder ifølge gammel overlevering fri til deres kæreste. Men det er stadig oftest mænd, der går på knæ. Og sådan bliver det formentlig ved med at være. For ægteskabet er i sig selv et signal om forpligtelse på tradition, siger ekspert

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Er man kvinde, ugift og går med en drøm om at blive gift med sit livs udkårne, er det på mandag den 24. februar, man skal slå til. Her er det skuddag og ifølge flere gamle overleveringer den eneste dag, hvorpå kvinder må fri til deres kæreste.

En af disse overleveringer stammer fra Irland. Her skulle abbedissen St. Brigid af Kildare således have fortalt den irske nationalhelgen St. Patrick, at de unge kvinder, der boede i hendes kloster, var kede af at have så få friere. Den melding fik St. Patrick til at indgå en aftale med St. Brigid om, at kvinderne selv kunne få tilladelse til at fri hvert fjerde år på skuddagen.

Ifølge overleveringen benyttede St. Brigid sig selv af muligheden for at fri til St. Patrick, der dog afviste hende, men som kompensation begavede hende med en silkekjole og et kys. I Danmark hedder det sig i stedet, at manden, såfremt han afviser giftemålet, skal forære kvinden 12 par handsker eller 12 par silkestrømper.

Hvor mange kvinder der har modtaget den slags kompensation gennem årene, er uvist. Men i dag er der næppe mange, der gør. Ikke mindst fordi det stadig i udpræget grad er mændene, der frier til kvinderne. Det siger flere af de præster, der forestår vielser i folkekirken, og som Kristeligt Dagblad har talt med.

”I hele min præstetid har jeg kun én enkelt gang oplevet, at det er kvinden, der har friet,” siger sognepræst i Frederiksborg Slotskirke i Hillerød, Birgitte Grøn.

Marianne Koch, sognepræst i Viborg Domkirke, kan slet ikke huske, hvornår hun sidst har haft samtale med et kommende brudepar, hvor det er manden, der er blevet friet til. Det har ofte undret hende, at så få kvinder frier til deres kærester, idet der på mange andre samfundsområder er sket en udvikling i forhold til de traditionelle mande- og kvinderoller.

”Jeg kommer af og til ud til unge par, hvor hun åbent sidder og siger: ’Ja, han har jo ikke friet endnu.’ Så kan jeg godt komme til at tænke på, om vi virkelig ikke er nået længere. Da jeg var ung, og jeg er 61 år i dag, sagde jeg til min mand, at nu skulle vi giftes, for jeg ville gerne have nogle børn. Og jeg vidste, at han først ville have børn, når vi var gift. Der var ikke noget frieri der – det var nærmere en aftale, vi indgik. Men min fornemmelse er, at sådan foregår det mere og mere sjældent i dag. Vi er gået tilbage til det her skuespil, hvor det er manden, der gør kvinden en tjeneste ved at fri til hende,” siger hun.

Det handler om at få en lille bid af noget eventyrligt fra en svunden tid, når vordende brudepar vælger at holde fast i gamle traditioner som for eksempel den, at det er manden, der må ned på knæ og fri, tror Marianne Koch. For det er ikke undertrykte kvinder, der sidder og venter på, at kæresten frier, pointerer hun.

”Det er også kvinder i direktør- og lederstillinger. I dag er mange ved at knokle sig halvt ihjel på arbejdet, hvor de skal være til stede hele tiden. Det var anderledes i gamle dage, hvor man havde fri, når man kom hjem. Mange længes efter de pauser og tid til at drømme, og med et traditionelt frieri og bryllup kan man få en lille bid af gamle dage, hvor der var plads til den slags,” siger hun.

I centrum af København lever guldsmed Karin Castens, der er indehaver af guldsmedjen Castens, netop af folks store drømme om frieri, bryllup og evigt troskab. Også hun oplever, at det stort set altid er mændene, der kommer og skal have lavet ring, når de går i giftetanker.

”Jeg har lige haft et par, hvor det var kvinden, der havde friet. Men det var et kunstnerpar, der tænker utraditionelt, og hvor han syntes, det var super fedt, at hun havde friet til ham. Men de er også undtagelsen,” siger hun.

Karin Castens kan dog godt forestille sig, at der er lidt flere kvinder, der frier, end hun hører om. De kommer blot ikke i hendes butik. ”Jeg tror ikke, at kvinderne, når de skal fri, særlig ofte har købt en ring på forhånd,” siger hun.

Det er blot en tredjedel af de par, der gifter sig i Danmark, som vælger at blive viet i en kirke. De andre to tredjedele bliver gift på rådhuset. Men Katrine Frøkjær Baunvig, der er centerleder på Grundtvig Centeret på Aarhus Universitet og forfatter til blandt andre den kulturhistoriske bog ”Den eneste ene. Hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed” og bogen ”Romantik” i Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser, tror ikke, at specielt mange borgerlige vielser udmærker sig ved, at det er kvinden, der har friet.

”Det er min formodning, at der er en større diversitet i optakterne til vielserne, hvis du ser på, hvem der vælger at blive gift på rådhuset i forhold til i kirken. Men hvis ikke det er manden, der frier, er det sandsynligvis noget, man er blevet enige om. Jeg tror, at ægteskabet, uanset hvor det indgås, i en eller anden grad er en konservativ ordning. Og det er min klare formodning, at det er folk med en eller anden, men ikke nødvendigvis meget bevidst, ømhed for familie-, slægts- eller kulturhistorien, der vælger at gifte sig. Og så er der selvfølgelig nok en gradsforskel i styrken på den ’konservative trang’, der driver folk til henholdsvis rådhus og kirke,” siger hun.

Selvom vi lever i en tid med stort fokus på ligestilling kønnene imellem, tror Katrine Frøkjær Baunvig ikke, at vi i nærmeste fremtid vil se en markant ændring i mønsteret for, hvem der frier til hvem. Det er mere sandsynligt, pointerer hun, at folk i stedet helt vil undlade at gifte sig.

”Enten gifter man sig, eller også gør man ikke. I dag kan man sagtens leve på polsk uden sociale omkostninger. Ægteskabet er som institution i den forstand blevet mere selvberoende, end det før var. Det tjener med andre ord ikke andre funktioner end at være rum for kærlighed mellem to mennesker. Derfor er det i sig selv et signal om forpligtelse på tradition, hvis man overhovedet overvejer at gifte sig. Og derfor er det ikke så overraskende, at de fleste, som gifter sig, også følger traditionen i forventningerne til det rigtige frieri,” siger hun.

Folk, der vil giftes, er hyppigere romantiske og nostalgiske end dem, som ikke vil, mener Katrine Frøkjær Baunvig.

”I det omfang det vedrører relationen mellem to mennesker, forventer jeg ikke, at rammerne omkring frierier og bryllupper som sådan ændrer sig væsentligt. Det skyldes ikke mindst, at intimitet og kærlighedens intensitet i parforholdet i dag er super prætentiøst, og at vi derfor har brug for anledninger til at flashe vores forhold for hinanden. Det gør vi på Facebook, på Instagram og til bryllupper,” siger hun.

Den kulturelle måde at behandle ægteskabet på blev sat i skred i 1500-1600-tallet med overdådige bryllupsfejringer i de øverste samfundslag. Dengang malede man blot oliemalerier af familieidyllen i stedet for at have sociale medier-strategier for familien. Men rent historisk set lever vi alle i dag som en del af de øverste samfundslag dengang, pointerer Katrine Frøkjær Baunvig og trækker en parallel til sit eget bryllup sidste sommer.

”Da mine bedsteforældre blev gift i 1950’erne, var der omkring 20 mennesker, der bevidnede det. Sidste sommer holdt vi bryllup for dem, som vi synes, er vores nærmeste. Vi var cirka 100. Kredsen af mennesker, man synes, det er vigtigt at dokumentere begivenheden og kærligheden for, er vokset,” siger hun.

Lektor i mandeforskning ved Roskilde Universitet Kenneth Reinicke gør sig heller ikke nogen forestillinger om, at vi fremover vil se antallet af kvinder, der frier, vokse nævneværdigt.

”Jeg tror, når vi taler ligestilling, at det er de færreste, der vil kunne se nogen grund til at kønspolitisere på det her område. Det er en kulturel overleveret ting, som det kan være svært at have noget imod,” siger han.

Og spørger man mændene selv, er de fleste formentlig heller ikke interesseret i frivilligt at overgive rollen som friere til kvinderne.

”Jeg tror, at det for mange vil føles akavet, fordi der er den her fasttømrede forestilling om, at det er den anden vej rundt, og at det at fri er den form for galanthed, som en mand kan få lov at udvise den ene gang,” siger Kenneth Reinicke.8