Prøv avisen

78-årige Kaj er frivillig kistebærer: Det er et spørgsmål om værdighed

Den 78-årige Kaj Vahlkvist er frivillig kistebærer i Kolding, og han stille gerne op med få timers varsel for at give afdøde uden pårørende en ordentlig afsked med livet. Privatfoto.

Kaj Vahlkvist er en af de frivillige fra Sct. Georgs Gilderne i Kolding, der står klar til at bære kisten til begravelser, hvor der ikke er pårørende. Det er en menneskeret at få følgeskab på den sidste rejse, mener han

Beskæmmende. Sådan beskriver 78-årige Kaj Vahlkvist situationen, hvor en afdød til begravelsen ligger alene i en kirke, kun i selskab med præsten, organisten og bedemanden. Han er en af de frivillige kistebærere, der i Kolding har besluttet at stille sig til rådighed ved begravelser af mennesker, der ikke har andre. For at være til stede og for til sidst at hjælpe med at bære kisten ud.

”Jeg er blevet overrasket over det store behov, der er. Min grundholdning er, at ingen mennesker er ringere end andre. Det er deprimerende, at denne situation overhovedet findes, for begravelsen skal ikke bare blive en transaktion i kirken, men en værdig afslutning på et liv. Her føler jeg, at jeg kan være med til at gøre en forskel,” siger Kaj Vahlkvist.

Flere steder i landet rykker frivillige ud til begravelser, hvor mennesker er døde uden at efterlade sig pårørende. Nogle steder bliver det annonceret på Facebook, hvorefter folk kan møde op, overvære begravelsen og hjælpe til. I Kolding er det sat i system af kommunen, kirken og hjælpeorganisationen Sct. Georgs Gilderne. Kaj Vahlkvist er selv medlem og er i kraft af sin titel som stadsgildemester dybt engageret i projektet.

”Man skal ikke være forladt. Heller ikke til allersidst,” siger han.

Idéen opstod, da en organist, der er medlem af hjælpeorganisationen Sct. Georgs Gilderne, i en af Koldings kirker oplevede til en begravelse at blive bedt om at hjælpe med at bære kisten ud. For der var ikke andre til at bære den. Det satte tanker i gang: Hvorfor ikke lave grupper, der med kort varsel kunne springe til og hjælpe med at give afdøde mennesker en god afsked med livet?

”Det er klart, at afdøde ikke kan sig ja eller nej. Men der er en helt principiel menneskelig værdighed omkring det at blive begravet. Det skal ikke bare være en handling fra bedemandens side. Det er for dårligt, hvis et menneske ikke kan blive fulgt på den sidste vej,” siger Kaj Vahlkvist.

Både kommunen og kirken viste interesse for idéen, og da man i området oplever mellem 20 og 30 begravelser uden pårørende om året, blev det en realitet. Initiativet blev sat i gang den 1. marts i år.

Seks hold med seks mand på hvert påtager sig opgaven med at hjælpe til begravelserne. Kommunen kontakter holdene, når der er brug for dem. Derefter kommer de ud til begravelserne. De er til stede, viser deres respekt og bærer til sidst kisten ud af kirken. For Kaj Vahlkvist er det vigtigt, at tingene bliver gjort ordentligt og med respekt for den afdøde.

”Dukker der alligevel en enkelt pårørende eller to op, så holder vi os selvfølgelig i baggrunden. Vi skal jo ikke mase os på,” siger Kaj Vahlkvist.

Alle involverede er medlem af Sct. Georgg Gilderne. Organisationen udspringer af spejderbevægelsen og leverer hjælpearbejde til dem, der ikke har så meget andet. Som tidligere spejder kom Kaj Vahlkvist for 40 år siden med i organisationen. Det er netop initiativer som dette, der i sin tid fik ham til at blive medlem.

”Og så bor jeg i en by, hvor Sct. Georgs Gilder er stor. Der er fem afdelinger i Kolding, hvilket også er derfor, vi kan stille med så stort et mandskab,” siger han om organisationen, der også donerer omkring 200.000 kroner hvert år til velgørenhed.

Arbejdet som kistebærer er ulønnet, men at hjælpe de mennesker, der dør alene, bærer lønnen i sig selv, mener Kaj Vahlkvist. Han ser det at give mennesker en ordentlig afslutning på livet som en del af hans egen og organisationens identitet.

”Der er tale om en generel menneskelig tilfredshed ved at hjælpe. Det ligger i organisationens dna. I dette tilfælde handler det om at gøre det allersidste øjeblik værdigt,” siger han.

Om et år vil man gøre status. Forventningen er, at projektet skal fortsætte. For også i fremtiden vil der være mennesker, der dør uden at have nogen omkring sig. Til den tid vil Kaj Vahlkvist stadig være en af dem, der rykker ud, når der er brug for det. For ham er det et spørgsmål om almindelig værdighed.

”Det er en menneskeret at få følgeskab på den sidste rejse.”