Det var en konkurrence i 2015, der startede det hele. Egmontfonden søgte projekter, der kunne hjælpe familier, der oplever alvorlig sygdom eller død. Docent Gitte Wind fra Københavns Professionshøjskole, som blandt andet uddanner sygeplejersker, fysioterapeuter og radiografer, kendte godt til problematikken om, at raske børn, der lever i familier, hvor forældre eller søskende er syge eller døde, er i risikogruppen for at blive overset.
Så sammen med to kolleger fik hun idéen til børnebuddy-ordningen, hvor frivillige studerende fra Københavns Professionshøjskole sættes sammen med et barn, der har brug for et frirum, i fire måneder. De skal mødes 10 timer om måneden, og samværet kan bestå af alt muligt; en tur i Tivoli, i svømmehallen, på legeplads, i biografen, hjemme hos barnet, hvor de tegner, eller noget andet, barnet har lyst til.
”Det handler egentlig ikke så meget om, hvad de laver sammen, så længe barnet har det sjovt og får lov til at lave noget, der ikke handler om det, der kan være hårdt i familien. Børn skal have lov til at være børn, og inden vi gik i gang, havde vi ikke forstået, hvor stor betydning det har, at børnene har det sjovt. Og det kan være alt muligt. For én handlede det om at løbe om kap med sin børnebuddy. For en anden skulle børnebuddyen følge med til fodbold,” siger Gitte Wind.
”Nogle af børnebuddyerne kan komme i tvivl: ’Jeg sad bare der, mens vi var i skøjtehallen, og så skøjtede han rundt sammen med sine venner. Så har jeg jo ikke lavet noget’ – jo, børnebuddyen sørgede for, at barnet overhovedet kom af sted til skøjtehallen og kunne have det sjovt med sine venner,” forklarer hun.
Ifølge Landspatientregistret er der hvert år omkring 2600 danske børn, der mister deres mor eller far, og omkring 600 mister søskende. Derudover oplever flere end 80.000 børn at være pårørende til enten en alvorligt syg forælder eller en syg bror eller søster. Og dertil kommer de tusinder af børn, der er pårørende til en forælder med psykisk sygdom eller misbrug. Men de raske børn risikerer ofte at blive overset, fordi opmærksomheden går til det syge familiemedlem. Sådan siger Jes Dige, der er sorgterapeut, stifter af organisationen Skyggebørn og har 28 års erfaring med at arbejde med sorgramte børn.
”Det er hårdt at være barn i en familie med sygdom, for barnet tilsidesætter sine egne behov. Selv når man er teenager, har man stadig brug for sine forældres opmærksomhed, og det kan gøre ondt på en måde, man ikke selv kan gøre rede for, når forældrene ikke har overskud til at give én den opmærksomhed. Man vil måske forekomme omgivelserne at være krævende og forkælet ved at bede om, at man bliver set, og jeg hørte på et tidspunkt en mormor sige til sit barnebarn: ’Du kan da godt forstå, at du skal være glad for, at det ikke er dig, der er syg.’ Men det er ikke det, det handler om. Det handler om, at man savner sine forældre og blive taget alvorligt og ikke mindst at blive taget alvorligt på den ændrede hverdag,” siger han.
Børnebuddy-ordningen gik i gang i januar 2017, og siden da har omkring 160 børn og 120 studerende været igennem forløb på fire måneder. Gitte Wind har sammen med en kollega undersøgt, hvad det betyder for familierne og for børnene at have børnebuddyen, og hun er blevet overrasket over, hvor konkret en forskel det gør for mange.
”Bare det at få en børnebuddy, uden at det overhovedet er gået i gang, men bare det at få den anerkendelse, familien og barnet får ved at få en børnebuddy, viser dem, at ja, de står i en svær situation, men der er nogen, der har set og hørt dem, og de har fået noget. Dét gør en forskel. For en af familierne betød det, at børnebuddyen ikke var der forløbet ud, fordi anerkendelsen var nok i sig selv,” siger hun.
Hun bakkes op af Iben Kiilsgaard Tømmerup, der er projektleder af børnebuddy-ordningen.
”Det frirum, vi gerne vil give barnet, kommer jo også af at komme ud og komme væk. Nogle af børnene finder måder at ’holde fri’ ved for eksempel ikke at fortælle kammeraterne til fodbold, at deres mor er syg. De har brug for at fjerne sig fra den rolle. Det giver projektet med børnebuddyerne også. Det skal ikke bare være en praktisk hjælp, men et konkret frirum,” forklarer hun.
Jes Dige påpeger, at det kan have konsekvenser langt op i voksenlivet, når børn vokser op i en familie, der er ramt af sygdom eller sorg.
”Det er ikke en øjeblikkelig tilstand, for selvom forældrene bliver raske, vil det sidde i familien og i barnet resten af livet. Der vil ofte forblive en særlig opmærksomhed på den, der har været syg, og barnet har fået nogle vaner under sygdommen, som det tager med sig. For eksempel har jeg i de 28 år, jeg har arbejdet med sorgramte børn, iagttaget, at ofte uddanner disse børn sig inden for omsorgsfagene. De er blevet rigtig gode til og har fået anerkendelse for at tage sig af andre. Men de andre har måske glemt at tage sig af dem,” siger han.
Ifølge Iben Kiilsgaard Tømmerup er det ikke meningen, at børnebuddyerne skal være et terapeutisk tilbud. Det har de studerende ikke ressourcer til. Men terapien kan komme i mange former, forklarer Jes Dige:
”Det har en værdi, at der kommer en udefra og bruger tid med barnet. De er uberørte af den situation, der er i familien, og de kan give barnet nogle gode oplevelser og nogle timer sammen. De gode oplevelser kan også være at blive taget alvorligt, hvis man har brug for at tale om sin sorg. Hvor professionel skal man være for at kunne det? Ofte skal vi bare være medmennesker og spørge ind til, hvad barnet savner og er ked af. Det er ikke farligt, hvis barnet begynder at græde, men tværtimod er det jo bare et udtryk for, at der er brug for, at de bliver set og hørt,” siger han.
På Københavns Professionshøjskole har de frivillige studerende nogle oplæringstimer, inden de møder børnene. Her bliver der eksempelvis talt om, hvad man stiller op, hvis barnet har brug for at snakke om sin situation, eller hvis det bliver ked af det. Men det er ikke altid, at børnene har lyst til at tale, forklarer Iben Kiilsgaard Tømmerup.
”Nogle vil rigtig gerne, og andre er ikke så vilde efter det. De vil helst bare tænke på noget andet og lege og føle, at alt er, som det plejede at være. Ofte er det netop det, der er brug for: at man får tankerne hen på noget andet og oplever en pause fra det, der kan være svært derhjemme,” siger hun.