Det er weekend, og jeg står i supermarkedet og kigger på en dosmerseddel. Der står ”opvaskemiddel, vin, aftensmad”. Det sidste dækker over, at vi får gæster til middag, og at jeg har brugt formiddagen på ikke at kunne beslutte mig for menuen, inden jeg satsede på, at inspirationen ville indfinde sig, når jeg stod foran køledisken.
Det gør den ikke. Jeg finder mobilen og ringer hjem:”Jeg kan stadig ikke finde på noget,” siger jeg.
”For en mand, som har skrevet om mad i 15 år, er det en ret ringe præstation,” siger fruen.
”Mine kilder er udtørret. Har du ikke et forslag?”, siger jeg.
”Du kan jo aldrig lide mine forslag,” siger hun.
”Please,” siger jeg.
”Ok, hvad med grillet laks og en grøn salat?”, foreslår hun.
Jeg sukker.
”Sig mig, sukkede du lige?”, spørger hun.
”Jeg sukkede ikke,” siger jeg.
”Så må du selv rode med det,” siger hun og lægger på.
Jeg får øje på en pakke svinebryst med svær og beslutter at lave det samme, som jeg lavede, da vi havde gæster forrige weekend. Og for en måned siden. Hvis man ikke kan finde på noget nyt, kan man altid gentage sig selv. Det lærer man af at skrive en ugentlig klumme.
Jeg kigger på indholdet i kurven og repeterer opskriften. Jeg har en fornemmelse af, at der er noget, jeg har glemt, men kan ikke komme i tanke om hvad. Sidst på dagen kommer fruen ned i køkkenet. Hun rynker på næsen.
”Svinebryst med kål og kartoffelmos igen? Meget forårsagtigt,” spøger hun.
”Laksen var udsolgt. Plus det her er nemmere at lave,” siger jeg.
”Plus det får hele huset til at lugte af gris,” siger hun.
Nu kan jeg huske, hvad det var, jeg havde glemt: Fruen hævder, at hun kan lugte forskel på dansk og britisk svinekød. Hun gør det med al den autoritet, der kommer af at være opvokset på et jysk svinebrug. Og sammenligningen falder ikke ud til det britiske svinekøds fordel.
”Mmmm, det dufter helt ud på gaden,” siger gæsterne, da de ankommer.
”Ja, det er ret heftigt,” siger fruen og sender mig et blik.
”Sid ned og drik et glas vin, mens maden bliver færdig,” siger jeg.
”Eller måske skulle vi sætte os op i stuen? Her er lidt tæt,” siger fruen.
”Min kone synes, at britisk svinekød lugter mistænkeligt af svinekød,” forklarer jeg.
”Nej, det dufter dejligt!”, siger gæsterne i munden på hinanden.
”Rettelse: Din kone synes, at britisk svinekød lugter af mistænkeligt af orne,” siger fruen.
Gæster ser på hinanden.
”Men det smager ikke af orne,” tilføjer hun.
”Nu skal du ikke stemme forventningerne for højt, skat,” siger jeg.
”Det smager faktisk helt ok,” smiler fruen.
Gæsterne studerer rødvinen i deres glas og rømmer sig.
”Nå, skål! Det er rigtigt hyggeligt at se jer,” siger jeg.
”Ja, vi har virkelig glædet os,” siger fruen.
”I lige måde,” siger gæsterne.Vi løfter glassene, skåler og læner os tilbage i stolene. Pludselig rejser fruen sig.
”Undskyld, men er der nogen, der har noget imod, at jeg lige åbner et vindue?”, siger hun.