Fruen har fået en ny iPhone

Hun har i den anledning, og uden at gøre et stortnummer ud af det, opgivet sit princip om aldrig at tage telefonen med i seng

Kåre Gade skriver hver uge om det at være midt i livet.
Kåre Gade skriver hver uge om det at være midt i livet. Foto: Arkivfoto.

En gennemtrængende pling-lyd river mig ud af søvnen og sender min puls op på 140. Jeg famler efter min iPhone i mørket. Spørgsmålene står i kø: Hvem er jeg? Hvem har slået lyden på min iPhone til? Hvorfor får jeg en sms midt om natten? Hvorfor er der ikke en sms på min iPhone?

Det går op for mig, at det ikke er mig, men fruen, der har fået en besked. Jeg synker tilbage i puden og venter på, at hun skal række ud efter sin telefon og forhindre sms'en i at gøre opmærksom på sig selv for anden gang. Det gør hun ikke. Jeg overvejer, om jeg skal stå ud af sengen, gå om til hendes side og gøre det for hende. Jeg overvejer, hvor mange minutter der går mellem det første og det andet pling, når man får en besked på sin iPhone. Mens jeg overvejer, kommer det andet høje pling. Hun griber sin telefon, ser på den, lægger den tilbage på sengebordet og falder straks i søvn igen. Det gør jeg ikke.

Fruens fem år gamle iPhone er for nylig blevet opgraderet til den nyeste model. Hun har i den anledning, og uden at gøre et stort nummer ud af det, opgivet sit princip om aldrig at tage telefonen med i seng. Det skal jeg være den sidste til at kritisere. Fruen har i mange år haft rollen som opdrager af resten af familien, når det gælder iPhone-etikette - et embede, hun forvalter nidkært og ihærdigt, omend med begrænset succes. Hvis hun slækker lidt på reglerne, slipper jeg for at overtræde dem.

Til gengæld er hun ikke selv specielt åben for gode råd. Jeg har et par gange antydet, at man med fordel kan slå lyden fra, så man ikke vågner, hver gang der kommer en besked eller en breaking news-jingle. Det er ikke faldet i god jord.

Om morgenen forsøger jeg igen at nærme mig emnet ved at spørge, hvem der sendte en sms til hende klokken tre om natten. Hun fortæller, at det var den yngste, der besluttede at svare på et spørgsmål, hun stillede seks timer tidligere.

”Men hvorfor spørger du? Du fik jo selv sms'en,” siger hun.

Jeg er i tvivl, om hun virkelig mener det.

”Øh, nej, det var kun dig,” siger jeg og tilføjer efter en pause: ”Men jeg vågnede, fordi du ikke havde slået lyden fra.”

Hun ser oprigtigt forurettet på mig.

”Det passer jo ikke. Jeg vågnede ved, at du fik sms'en,” siger hun.

”Jeg har aldrig lyd på min iPhone,” siger jeg forsigtigt.

”Åh, lad være! Hvorfor så jeg så, at du kiggede på din telefon, to minutter før jeg fik sms'en på min?”, siger hun.

Jeg er ikke helt klar over, hvordan jeg i løbet af tre træk endte med at være i forsvarsposition. Jeg gør et sidste forsøg på at vinde initiativet tilbage.

”Det var den samme besked, der blev gentaget på din iPhone. Første gang var jeg i tvivl, om det var min eller din,” begynder jeg, men erkender, at en ellers selvskreven sejr er smuldret mellem fingrene på mig.

”Pyt, det er lige meget. Du behøver ikke slå lyden fra om natten,” siger jeg.

Fruen ryster på hovedet.

”Har jeg nogensinde fortalt dig, hvor irriterende det er, når du ligger og lyser med din iPhone, efter at lyset er slukket?”, siger hun.