Rosemarie Selmer Behrens’ værelse er næsten helt dækket af billeder, plakater, tørklæder, tegninger og papirer med ord. Kun få pletter afslører, at væggene og loftet er hvide.
”Jeg kan ikke rigtig holde hvide værelser ud. Det er nok et traume fra hospitalet, hvor alt er hvidt, og jeg kan ikke have, at det også skal være sådan herhjemme,” siger hun.
Selvom Rosemarie Selmer Behrens bare er 16 år, har hun tilbragt mere tid på hospitaler end de fleste, for hun var kun tre år, da hun fik konstateret Wilms tumor, som er en børnekræftform, der opstår i nyrerne. Som fem-årig blev hun konstateret rask, men kræften vendte tilbage 10 år senere, da hun var 13. Måneder på hospitaler med kemo, stråling og isolation fulgte, og hun blev erklæret rask igen, da hun var 14 år.
Dokumentarfilmen ”Lever, elsker, savner”, der har premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX senere på måneden, fortæller hendes og hendes families historie. Men det er ikke så meget en historie om at have kræft som en historie om at komme ud på den anden side. For én ting er at være syg og kæmpe for sit liv, en anden er at blive rask og skulle leve videre, være teenager, gøre oprør, blive voksen. Hvordan er man teenager i en naturlig frigørelsesproces, når ens mor har været bange for at miste én og har svært ved at glemme det?
For Rosemarie Selmer Behrens betød kræftsygdommen, at hun gik glip af en masse. Livet med ungdomsfester, forelskelser, venner og skole blev sat på hold, og da hun blev rask i 2018, følte hun, at hun havde en masse at indhente.
”Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne få fat i af sjove ting. Jeg skulle prøve det hele og være glad for alt. Jeg tror ikke, det var, fordi jeg havde været tæt på at dø – jeg har aldrig følt, at jeg skulle dø. Jeg har mere følt, at jeg gik glip af ting, at jeg var isoleret fra verden. Og derfor blev det sådan, at hver gang nogen sagde, at jeg skulle passe på og leve sundt, så røg jeg en smøg. Den første dag efter isolation gik jeg selv ned på min skole og satte mig ind i klasselokalet, selvom lægerne sagde, at jeg først skulle tilbage flere måneder efter. Men jeg følte ikke, at jeg kunne gå glip af mere, jeg var allerede gået glip af så meget,” siger hun.
Og selvom det gik vildt for sig, og det måske også gik for vidt, fortryder Rosemarie Selmer Behrens ikke, at det var sådan, det var.
”For mig at se er det én måde at tackle sådan en situation på. Jeg føler ikke, at det skal kigges ned på, men derimod at det var noget, jeg havde brug for for at komme til der, hvor jeg er i dag. Der er mange måder at tackle sygdom og det at komme ud af det på, men der er ikke nogle af de måder, der er forkerte,” siger hun.
I filmen, som fokuserer på tiden efter hendes anden raskmelding, kommer det til en del konfrontationer mellem Rosemarie Selmer Behrens og hendes mor. Eksempelvis er der en scene, hvor moderen ligger i sengen og beder datteren sætte ord på, hvorfor hun er ked af det:
”Du bliver sur, når jeg siger det. Så nej,” siger datteren.
”Hvis jeg nu ikke siger noget, men bare hører dig snakke?”.
”Jeg er skuffet over, at du statskassenasser. Jeg er skuffet over, at du ikke kan tage sig sammen i dit liv, når andre mennesker kan. Jeg er skuffet over, at jeg er klogere end dig. Du er et ret forfærdeligt menneske. Du stiller en facade op. (…) Du vil ikke have, at folk skal se, at du har problemer med din datter.”
”Det er mange ting,” siger Katrine Selmer Behrens.
I det hele taget portrætterer filmen, hvordan Rosemarie Selmer Behrens har travlt med at lægge sin sygdom bag sig og indhente den tabte tid, mens hendes mor har svært ved at glemme sin datters sygdom, selvom hun gerne ville. I dag siger Katrine Selmer Behrens:
”Mens ens barn er syg, er man så stærk som menneske, man får uanede kræfter til at kunne gå igennem det. Det ser man også i filmen, hvor jeg lægger en facade på for at kunne klare det, for at kunne være der for mit barn. Men så bliver hun rask, og så falder man helt sammen. Jeg brugte en del år begge gange på at komme ovenpå igen. Jeg sov det meste af tiden og var enormt skamfuld over, at jeg simpelthen dårligt kunne sige, hvem jeg selv var, og hvad mine egne behov og ønsker var.”
Da Rosemarie Selmer Behrens var syg første gang, var Katrine Selmer Behrens højgravid med sit andet barn. Begge ting tog hårdt på hendes overskud som mor.
”Verden udenfor blev for voldsom for mig, fordi jeg havde været så meget noget for nogen i så lang tid. Så jeg stod med en stor vrede, også over for Rosemarie, fordi hun havde taget så meget tid. Og jeg kunne simpelthen ikke overskue hende efterfølgende. Det er også noget, der fylder i filmen, at hun er bange for, at jeg vil ende det samme sted igen efter andet sygdomsforløb. Men man kan simpelthen ikke mere som menneske, når man har været igennem sådan noget. Frygten for at miste sætter sig jo dybt og vil nok være der altid,” forklarer hun.
Derfor er det også vigtigt for hende, at filmen viser, hvor hårdt det kan være for forældre, der kommer ud på den anden side af at have været tæt på at miste sit barn.
”Jeg fik ofte den tilbagemelding fra omverdenen, at nu var hun jo blevet rask, nu var alt godt, så hvorfor kunne jeg ikke komme videre? Der er jo stor opmærksomhed på forældre, der mister deres barn, der går samfundet ind og støtter med for eksempel sorggrupper, og det er også rigtig fint. Men jeg kunne godt tænke mig, at det bliver anerkendt, at man som forælder til et barn, der bliver rask, også står i en kæmpe livskrise og har brug for hjælp,” siger hun.
”Jeg prøvede en masse psykologer, og der var en, der spurgte, om jeg ikke bare skulle på lykkepiller. Jeg tror aldrig, jeg har været så vred i hele mit liv eller følt mig så svigtet. For man kan ikke bare neutralisere det med piller. Min søster Laura har nok været en af de eneste, der gang på gang sagde til mig, at jeg skulle have hjælp. Men jeg sagde jo også selv, at jeg nok skulle klare det, for nu var hun blevet rask. Det tog mig flere år at erkende, at jeg havde brug for hjælp, hvor jeg lå under dynen og ikke kunne overskue noget som helst, og så samlede jeg mig selv op, når min familie kom hjem,” siger hun.
I dag er det næsten to år siden, at Rosemarie Selmer Behrens blev erklæret rask igen. Og meget er sket, efter at filmholdet slukkede kameraerne i sommeren 2019. Rosemarie Selmer Behrens er startet på efterskole, og mange af hendes skolekammerater kommer først til at kende til hendes sygdomsforløb i forbindelse med, at dokumentarfilmen kommer.
”Det er ikke noget, jeg fortæller så meget om. Jeg har nok et traume fra dengang, jeg blev syg anden gang. Der mistede jeg mange venner, som trak sig fra mig, fordi de ikke kunne klare, at jeg blev syg. Nu har jeg fået mange tætte venner, og mange af dem har set min krop, som er heftigt arret, så de har selvfølgelig spurgt ind til det. Men jeg har aldrig haft behov for selv at fortælle det. Jeg er nok bange for, at folk vil tænke, at jeg er opmærksomhedskrævende, eller at jeg er hende den syge. Men nu kommer det frem, og det er også fint nok,” siger hun.
For både Rosemarie og Katrine Selmer Behrens har filmen været med til at vise dem, hvor stærk en relation de har.
”Vi har talt rigtig meget om tingene, og vi har accepteret hinanden i forhold til, hvor vi har været i processen. Vi har et nært bånd. Og så har vi også en almindelig mor-datter-relation. Jeg har en teenagedatter, der stadig løber om hjørner med mig, når hun kan, og som tager mine ting uden at spørge. Det er jeg taknemmelig for, at det er bevaret, selvom vi har været igennem noget alvorligt,” siger Katrine Selmer Behrens og fortsætter:
”Selvom jeg har været bange for at miste hende, betyder det ikke længere – i hvert fald ikke for mig – at jeg har ekstra lyst til at holde fast i hende. Jeg nyder at se det menneske, hun er, og jeg er så stolt over at se, hvor hun er i sit liv. Jeg kan godt forstå, at hun har brug for at være teenager og rive sig fri, det er en naturlig proces, også i forhold til hendes historie. Så egentlig sidder jeg bare tilbage med en stolthed som mor over, at jeg kan give slip på hende, og at jeg stadig har hende,” siger hun.