Fylder børn for meget på museer?

Museer vil gerne have flere børn og unge besøgende. Men nogle museumsgæster føler, det hindrer muligheden for at fordybe sig i kunsten

Museerne gør meget for at tiltrække børn, men indimellem giver det konflikter, fordi nogle museumsgæster føler sig generet af for meget uro. – Arkiv Foto: Ritzau/Scanpix

Det var under Louisiana-udstillingen ”Månen. Fra den indre verden til det ydre rum”, at Rikke Bergmann fra København fik nok. En fredag formiddag var hun sammen med sin kæreste taget til kunstmuseet i Humlebæk for at se udstillingen, som hun havde glædet sig til. Den 27-årige bachelor i litteraturvidenskab er ivrig og entusiastisk museumsgæst, men blev ærgerlig, da en lille dreng fik lov at ”vade rundt foran et lærred, hvor der blev vist en projektion af Månen”. Hans forældre skred ikke ind, da han fortsatte med at lave skyggebilleder ind foran den projektion, som hun sammen med en del andre voksne prøvede at se. Det fik hende efterfølgende til at skrive et debatindlæg til dagbladet Politiken, hvor hun redegjorde for sin dårlige oplevelse.

”Jeg er blevet kaldt gammeldags, og det er jeg måske også. Men så ville jeg bare ønske, at der var flere i dag, der var gammeldags. Det burde være muligt at fordybe sig i en udstilling. Ikke at der behøver at være stille som graven, men man kan godt tale dæmpet sammen og ikke lade sine børn drøne rundt mellem værkerne,” mener Rikke Bergmann.

Hun har ikke selv børn, men mener, at både børn og voksne skal blive bedre til at tage hensyn til andre end sig selv i det offentlige rum.

”Jeg er vild med, at børn kommer med på museum. Det er ikke min pointe, at de ikke skal med. Det er mere lavpraktisk deres opførsel, mens de tilegner sig kunsten, den er gal med. Børn har godt af at fordybe sig i stedet for at tonse rundt, men der er min oplevelse, at forældrene synes, det er fantastisk, at barnet danser rundt og sætter fedtfingre på montrerne. Det synes jeg ikke.”

Hun mener, det kunne løse problemet at lave børnefri zoner eller børnefri tidsrum på museerne.

”Det er en god idé, så man kunne tage på museum og vide, at der ikke ville løbe børn rundt. Det ville jeg benytte mig af.”

Én, der har børn, som nogle gange larmer, er 34-årige Torben Nybo, der underviser i engelsk og historie på Christianshavns Gymnasium. Han har to børn på seks og otte år, og de er i gennemsnit på museum en gang om ugen, vurderer han. Enten med ham eller med hans ekskone. Da han læste Rikke Bergmanns debatindlæg, blev han tilskyndet til at skrive et modsvar.

”Ja, børn kan larme rigtig meget nogle gange, det er vilkårene. Selvfølgelig ville det være ønskværdigt, hvis de altid opførte sig eksemplarisk. Jeg kender flere, der faktisk ikke tager deres børn med på museum, fordi de er bange for, at de vil larme for meget,” siger han til Kristeligt Dagblad.

Torben Nybo mener, at det må være et vilkår, at man konfronteres med andre mennesker, når man er uden for hjemmets fire vægge.

”Personligt oplever jeg også jævnligt at besøge et museum og måske ikke få den oplevelse med hjem, jeg havde regnet med, fordi der var alt for mange mennesker. Men det er en meget stærk udmelding at sige, at ens museumsoplevelse er ødelagt på grund af et barn. Så skulle man måske vælge at besøge museet om aftenen, hvor der sandsynligvis ikke er mange børnefamilier.”

Generelt må man være påpasselig med et konkludere, at andre er dårlige forældre baseret på enkeltoplevelser. Selv vægter han museumsbesøg med børn højt.

”Det er dejligt at dele ting med sine børn. Det er en vigtig del af dannelsesaspektet at introducere dem til kunst. Opstiller man en masse regler, vil man miste børnefamilierne, og det er vel ikke meningen med kunsten?”

På Aarhus Universitet er Lise Skytte Jakobsen leder af Center for Museologi. Hun mener, at Rikke Bergmanns museumsoplevelse med larmende børn på Louisiana afspejler den udvikling, som langt de fleste museer har gennemgået – nemlig en stræben efter større mangfoldighed blandt museumsgæsterne. Det betyder, at museumsklientellet er langt bredere end tidligere. Allerede i 1971 pegede den amerikanske museumsdirektør Duncan F. Cameron på den bevægelse ”fra tempel til forum”, som museer skal balancere imellem, fortæller hun:

”Trenden er, at man på museerne åbner op for mangfoldigheden og henvender sig til mange målgrupper på én gang, og det giver mere fornemmelse af et forum eller en markedsplads med mange forskellige typer mennesker, hvor paradigmet er, at museumsgæsterne skal kunne deltage aktivt. Samtidig er det en vigtig del af brandet ’museum’, at det er et sted, hvor man er stille – næsten på linje med en helligdom.”

Det er fortsat primært personer med mellemlang eller lang uddannelse, der går på museer, men mulighederne for, at man møder sin modsætning foran oliemaleriet eller i kulturparken, er blevet langt større. Professor på Oregon State University John H. Falk har forsket i menneskers motivation for at gå på museum – og netop den kortlægning kan nok forklare den aktuelle interessekonflikt på Louisiana, vurderer Lise Skytte Jakobsen.

”Ud fra beskrivelsen tyder det på, at der er tale om, at ’opladeren’ eller måske ’den fagligt interesserede’, som i det tilfælde er Rikke Bergmann, støder ind i ’værten’, som er forældrene, der ønsker at vise deres barn, hvad et kunstmuseum er, men ikke har så stor fokus på fordybelse. Og de to typer kan have vidt forskellige forventninger til, hvilken oplevelse museumsbesøget skal give dem. Og det kan give anledning til uenighed om, hvilket kodeks der gælder.”

”For en mor, der er på museum med sin lille datter, er det mest afgørende måske, at man kunne købe en økologisk juice og en bolle, og at der var et værksted, hvor de sammen kunne lege med ler. Det bekræfter hende i, at det var rigtigt af hende som forælder at tage på museum, og der er fordybelsen i det enkelte kunstværk nok ikke afgørende. Derimod kan det være en vigtig del af deres motivation for at komme, at de mere generelt skal udforske den særligt rumlige oplevelse, som en iscenesat udstilling er,” uddyber Lise Skytte Jakobsen.

Lektor på institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet Stig Jarl er både bedstefar og ivrig kulturforbruger. Han kan sagtens genkende Rikke Bergmanns situation, hvor man forsøger at fordybe sig i et værk eller en film, mens andre hyggesnakker højlydt eller forklarer en masse for et barn.

”Jeg vil ikke sige, hun er helt galt afmarcheret. Først som far og siden som bedstefar har jeg da været opmærksom på, hvordan børnene opførte sig, når de var med ude. Det er almen pli. Men samtidig skal der være plads til, at børn kan blive højlydt begejstret. Det er vigtigt, at de får en god oplevelse med at være med på museum og ikke bliver skræmt væk af voksennormer.”

Stig Jarl mener, at der findes nogle indforståede kodekser for, hvordan man opfører sig på kunstudstillingen, i teatret eller i biografen. Det er bare lidt forskelligt, hvordan man tolker det.

”På hver side af grænsen er der en gråzone, som er mere individuel, men man må prøve at finde en balance, og det er klart, at forældre og bedsteforældre må sørge for, at det ikke går over gevind, og opdrage børnene til at have respekt for andre mennesker.”

Han synes ikke, der skal laves børnefri zoner på et museum. Det ville være et forkert signal at udelukke nogen. Men der kan sagtens være udstillinger, der ikke egner sig til børn, ligesom film kan være uegnede, og der må forældrene vurdere, om kunstoplevelsen også giver mening i børnehøjde.

”Jeg synes uden tvivl, at børn skal med på museum, hvis de har fornøjelse af det, men der kan der være forskel på, hvor børnevenlige museerne er. Jeg ville aldrig tage mine børnebørn med i Den Hirschsprungske Samling. Det er de simpelthen for små til. Når det er sagt, er der ikke noget bedre end at opleve et barn, der umiddelbart begejstres over kunsten,” siger Stig Jarl.

I Silkeborg ligger Museum Jorn smukt ned til Gudenåen. Når det om lidt er vinterferie, vil det vrimle med børnefamilier, der kommer for at besøge kunstmuseet, men også til hverdag er der en lind strøm af museumsgæster i mange forskellige aldre. Både dagplejemødre, børnehaver, skoleklasser og almindelige børnefamilier har deres gang på museet, der også på sin hjemmeside skriver: ”På Museum Jorn er det ligegyldigt, om din alder er 4 eller 99 år – alle kan være med og få inspiration fra den eksperimenterende kunst.” Og det skal tages helt bogstaveligt, fortæller Kirsten Tolstrup, der er formidlingsinspektør på museet.

”Lige præcis på vores museum er overdragelsen fra Jorn, at kunst skal være for alle, og det gør vi meget ud af at efterleve. Det vil på ingen måde give mening at sortere børnene fra.”

Samtidig er museet meget bevidst om, at de besøgende kan have meget forskellige ønsker for museumsbesøget. Allerede når gæsterne som det første møder receptionen, forsøger de ansatte at imødegå potentielle konflikter.

”Hvis vi fornemmer, at her er nogen, der gerne vil fordybe sig, siger vi, at der lige nu er mange børn i den del af udstillingen, så det kan være en fordel at begynde at andet sted, hvis man ønsker ro. Vi kan også sagtens på en venlig måde spørge forældre til meget aktive børn, om de ikke kunne tænke sig at besøge den udendørs legeplads, som ligger lige hernede ved Gudenåen, og så komme ind igen bagefter. Billetten gælder hele dagen.”

Børnehaver og skoler får inden besøg tilsendt et sæt husregler, som de skal være opmærksomme på. Her står blandt andet: ”Gå stille og roligt, og vis hensyn til de andre museumsgæster” og ”Kunstværkerne er uerstattelige og må ikke berøres”. Men derfor må man gerne glæde sig over kunsten, understreger Kirsten Tolstrup.

”Som museum har vi en forpligtelse over for de værker, vi har udstillet, det er klart. Men det er en gammeldags opfattelse, at man ikke må sige noget og skal være musestille på et museum. Som formidler kan jeg godt finde på selv at larme lidt, fordi det er en stor lettelse for mange, at det må man faktisk godt. Og det er befriende at høre børns umiddelbare kommentar til et værk eller deres højlydte grin, når de oplever noget i udstillingen, der morer dem. Børn siger tit det, vi andre tænker.”

Hun oplever også ofte, at voksne gæs-ter hægter sig på en omvisning af en skoleklasse og er begejstret for den børnevenlige introduktion til værkerne. Er man omvendt ikke så meget til en masse børn, er der mulighed for at besøge museet om aftenen.

”De fleste kan godt regne ud, at der nok kommer mange børnefamilier her i vinterferien, hvor vi har børneaktiviteter på programmet. Omvendt er der sjældent mange af dem torsdag aften, hvor vi har aftenåbent, og der til gengæld er god plads til fordybelse og til at nyde et glas vin i caféen,” siger Kirsten Tolstrup.